Om kreativitet hos børn og voksne

Det er ikke nok at være kritisk over for de rammer, samfundet byder børn i dagtilbud. Vi skal også forholde os kritisk til den praksis, vi udøver. En praksis, som mere og mere stivner i gold indlæringspædagogik. Jeg skrev i min tidligere blog ”Kæft, trit og læring”, at det eneste vi ved om kravene til fremtidens voksne, er, at de kan tænke og handle kreativt! Men hvad er kreativitet, og hvordan opstår den? Og hvad er der blevet af den i daginstitutionen?

Winnicott beskriver, hvordan det lille barns opfattelse af ”den anden” først tager form som et ”subjektivt objekt”. Dette subjektive objekt bliver gradvist til en objektivt erfaret ”anden” – men kun hvis barnet mødes med tilstrækkelig god omsorg fra omgivelsernes side. Fra den ”gode nok” mor og far. Fra den ”gode nok” pædagogik i daginstitutionen.

Spædbarnet skaber altså en forestilling om et objekt, som det paradoksalt nok ikke ville kunne skabe, hvis objektet ikke i forvejen var der! Winnicott konkluderer: ”ingen fremstilling, som forholder sig til individet som isoleret størrelse, kan få fat i dette centrale problem om kreativitetens oprindelse” (Winnicott, Leg og virkelighed, side 117).

Det er altså kvaliteten i omgivelsernes omsorg, der skaber betingelserne for et kreativt levet liv. Uden denne omsorg, uden denne mulighed for en kreativ opvækst bliver vores forhold til den ydre verden præget af eftergivenhed, tilpasning og i værste fald af ligegyldighed.

Kreativitet handler altså ikke (kun) om, hvad vi kan frembringe, men om vores væren i verden! Vores måde at være i live på.

Det er det enkelte barns personlige udtryk, der skal have vores opmærksomhed. Det er de spor, barnet afsætter, som udgør det mulige mellemværende. Det potentielle rum.

Dette møde med barnet og dets livsudfoldelse kræver, at vi responderer med os selv. Får barnet øje på noget hos os? Hvilke spor afsætter vi i vores samvær, som barnet kan respondere på og spejle sig i? Er vi selv blevet føjelige og ligegyldige i vores måde at være i verden på, eller udstråler vi kreativitet, lyst, mod og engagement i tilværelse? Møder barnet voksne, der danser, synger, spiller, maler, tegner, undrer sig? Møder barnet voksne, som skaber sig?

Desværre er den sanselighed, indlevelsesevne og fordybelse, vi har besiddet som barn, glemt af mange voksne. Vi er kulturbærere på godt, men også på ondt.

Tidligere tiders folkelige fællesskaber har brugt fortælling, dans, musik, teater og leg som helt centrale livs- og samværsformer. Kirke og adel har historisk haft et kritisk øje til disse ”upassende” og ”ugudelige” aktiviteter og gjort sit til at forbyde og kontrollere dem. Rigtig effektivt blev der lagt låg på med industrialismens og hermed lønarbejdets fremvækst. I løbet af 150 år er hverdagslivet blevet massivt ændret og undertrykt. Industrialismens krav om effektivisering og organisering af arbejdet medførte, at livet blev skilt fra arbejdet, og ”uproduktive” og urentable” aktiviteter blev henvist til ”fagfolk”.

Folkelig musisk aktivitet blev ringeagtet og gjort elitær, udøvet af ”kunstnere”, mens lønarbejderne blev henvist til rollen som passivt publikum. Vi er blevet kulturelt historie- og udtryksløse.

Til gengæld har vi fået en ny rolle, rollen som forbruger. Flere og flere områder af menneskelivets udtryksmuligheder er blevet overladt til passiv konsumption. Den stigende globalisering har skabt en udvikling, der paradoksalt nok både udvider og indsnævrer vores muligheder, og hvor resultatet synes at blive kommerciel ensretning. Asiater får opereret ”europæiske” øjne, mænd og kvinder fyldes med silikone, genteknologien udrydder naturens mange varianter. Mangfoldigheden forsvinder – vi udsættes for kulturel konformitet.

Når kultur bliver en vare, jages den laveste fællesnævner for at udbrede køberskaren. Dette har medført en grotesk infantilisering af voksne (tænk blot på de tilsyneladende uendelige underholdningsprogrammer i tv, eller på tv’s transformation fra kritisk journalistik til hyggesnakkende tv-værter) og samtidig en klæbrig seksualisering af barndommen (f.eks. Barbiedukkerne eller de vokseniscenesatte Spice Girls konkurrencer for piger, vi så i 90erne). Splittelsen, mellem alt det vi kan og vil, føles over for denne massive ydre påvirkning så stor, at resultatet bliver handlingslammelse – udviskning af selvet.

Vi kan altså undskylde de voksnes manglende kreativitet på denne historiske baggrund, som måske skal suppleres med et særligt nordisk tungsind, vi er belastet af. Sprudlende kropslighed lader vi andre folkeslag om. Måske fordi vi – som det eneste område på Jorden – ikke har haft trommen som en del af vores kultur, som musikeren Leif Falk beskriver det i Ulla Viskums bog, Indianerdansen.

Men børnene, dem kan vi da forsøge at give bedre vilkår? Ja, det kunne vi godt, men det er ikke det, der sker. Musiske aktiviteter er kun sparsomt på dagsordenen i folkeskolen, og den er ikke eksisterende på pædagoguddannelsen, hvorfor de også lider en krank skæbne i de fleste daginstitutioner. I den pædagogiske litteratur om musiske aktiviteter argumenteres der oftest for brugen af disse, fordi de er nyttige. Det er godt for sprogudviklingen at synge. Du bliver god til matematik, hvis du kan spille et instrument. Nyttighedsværdien er mere central end udtryks- og samværsværdien.

Også Danmarks Radio har flyttet fokus. Musik er ikke længere en sjov, betydningsfuld aktivitet i sig selv. Nej, det er noget man skal vinde eller tabe i, som det ses i MGP (hvor alle sange i staren var skrevet af og spillet af voksne)*, X-faktor osv. osv. Er det virkelig meningen, at det egentlige formål med menneskelige udtryk som sang og musik – eller andre kreative udtryk – er hvem, der er bedst? Hvem er bedst Chagall eller Picasso? Bach eller Beethoven?
Interessant og beskæmmende er det også, at DR ikke ser det som sin opgave at formidle musik til børn. Der findes i dag ikke ét program, hvor der spilles musik for børn – medmindre musikken er en del af DR’s egne programmer og således en kilde til indtægt for DR. Børn og deres familier er kunder. Forbrugere, som DR og de andre medier kan tjene penge på. Så meget for Public Service.

Igen må jeg konstatere, at Læreplanerne for daginstitutioner, hvor tilforladelige de end kan tage sig ud, og de dermed forbundne krav om dokumentation også her rammer ved siden skiven. At forvente at daginstitutionen skal møde børnene med kultur og kulturelle udtryk, samtidig med at uddannelsen af pædagoger negligerer dette (blandt andet ved at fjerne linjefagene), er ganske enkelt at tale mod bedre vidende.

Over for dette står alternativet, at uddanne pædagoger så de reelt kan noget, som kan give barnet kulturelt følgeskab med faglig indsigt og indlevelse i dets bestræbelser på at blive sig i verden. Den indsigt og de oplevelser, vi får gennem et levet samliv med børnene, skal så formidles gennem daglig dialog med deres forældre og ikke til en computer på kommunen.

Det pædagogiske arbejde må derfor opprioritere en bevidst, kritisk søgen mod den enkeltes eget udtryk og fælles musiske samværsformer, hvor samhørighed er i fokus. Vi må arbejde for en tilbageerobringen af hverdagslivet som udfoldelsesrum. Musiske rum, hvor alle er lige, fordi der ikke findes regler for rigtig eller forkert kreativitet, rigtige eller forkerte følelser.
Skal vi blive ved med kun at synge sange om elefanter, der cykler rundt på loftet, og katte, der kan danse tango? Eller skal vi udvide paletten med selv at lave sange om den virkelighed, vi lever sammen med børnene i. Om venskab, om savn, om at glæde sig til at komme i børnehave, om at være spændt og nervøs over snart at skulle starte i skole – kort sagt: om identitet.
Skal vi blive ved med at lege fælleslege, hvor man ryger ud af legen, når man ”dør”? Eller skal vi skabe nye lege med fart og tempo, hvor barnet kan være med og blive udfordret og have det skægt – hele tiden? Vi lærer ikke at vente på tur ved at skulle vente. Vi lærer at vente på tur ved at være med. Vi lærer ikke at tabe ved at tabe. Vi lærer at tabe ved at have vundet tilstrækkeligt ofte – ellers taber vi os selv.
Lad os udvikle kreative værksteder, hvor barnet får mulighed for at møde og udtrykke sig med alle form- og farvenuancer. Og lad os komme i gang med at fortælle historier til børnene, som handler om dem og deres liv – lad os give os selv en historie!
Kodeordet bliver jagten på betydning. Lad os dyrke de aktives æstetik: Mit udtryk er gyldigt! Og bekæmpe ligegyldigheden. Kort sagt: En kulturpædagogik med krop, kunst og kammeratskab!

Kreativitetsbegrebet bør dog udvides, så det ikke alene peger på musiske aktiviteter. Problemløsning på alle niveauer kræver kreativitet og fantasi. Lige fra hvordan man mon får sine regnbukser af, til undren over hvor vi kommer fra. Her bliver opgaven, at understøtte barnets undren – i stedet for straks at komme med svar. Det er barnets undren, der skal i fokus – en undren der kan fremtvinge kreative løsninger af barnet selv.

Men vigtigst er børns egen selvinitierede leg. Denne udgør toppen af den kreative pyramide, så det fokus må vi aldrig glemme!

I den bedste af alle verdener ville denne vision om kreativ udfoldelse og vitalitet være skrevet ind i formålet med pædagoguddannelsen, med daginstitutionen og med folkeskolen. Det er den ikke! Så det er op til os at få det til at ske.

*Læs mere om MGP-konceptet og DR’s ansvarsforflygtigelse i denne artikel fra dagbladet Information:
Berømmelse er ikke noget, børn bare leger

Decembers DR-dokumentarserie MGP: Festen der gik amok kastede nyt lys på MGP, den populære sangkonkurrence for børn, der har eksisteret siden år 2000. For den berømmelse, der fulgte med at deltage, har ikke været uden en pris, fortæller flere af MGP’s tidlige deltagere. De oplevede at blive brikker i de voksnes spil: efter MGP fulgte hårde turnéer, flere blev overladt til sig selv og manglede hjælp til at håndtere berømmelsen.

Nu er reglerne strammet gevaldigt op, hører vi i dokumentaren. Men det betyder ikke, at alle MGP-børns problemer dermed er løst, påpegede vinderen af MGP i 2014, Emma Pi Hedeboe, og kritiserede DR for at bruge programmet til at vaske hænder. »De fortæller slet ikke, hvor dårligt jeg har haft det, eller hvor ensom jeg følte mig,« sagde hun til Politiken og blev senere i en kronik bakket op af Rasmus Ott, der vandt MGP i 2001 under kunstnernavnet Razz.

Emma Pi Hedeboe vandt MGP, efter DR hævdede, at de havde fået større indsigt i, hvordan de kunne støtte og beskytte deltagerne. Men kan man på nogen måde helgardere sig? Og er berømmelse nogensinde sundt for et barn?

Ingen fordele 

For børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, John Halse at se er der absolut ingen fordele for børn ved berømmelse. Han fortæller, at han har mødt flere børn i sin egen praksis, der er »gået psykisk ned« af at blive kendte, fordi presset på dem blev for stort. Det skete ikke kun, mens berømmelsen toppede, men i høj grad også i perioden efter, hvor de pludselig stod alene tilbage uden støtte og vejledning.

»Og man kan spørge sig selv, hvorfor man overhovedet intentionelt skal sætte børn i en situation, hvor de har brug for psykologisk vejledning,« tilføjer han.

Det kan være meget svært for børnene at vende tilbage til deres normale hverdag, når berømmelsen slutter, siger han. Og det gør den tit, siger han, fordi talentshows fungerer på den måde, at barnet starter på toppen. 

»Man skal være et meget robust barn for at kunne håndtere, at man fra den ene dag til den anden går fra at være noget til ikke at være noget. Hvis man som barn har været ude af sit almindelige sociale netværk i en rum tid, så er det svært at finde tilbage til sin gamle rolle igen. Især fordi de lige har været en del af et fællesskab, der ikke handler om at være dem selv, men om at præstere noget. Så der er brug for nogen, der kan samle børnene op bagefter,« fortæller han.

Hårdt arbejde 

Med berømmelsen følger også, at børnene jo begynder at arbejde og tjene penge. Den udfordring beskæftiger Katrine K. Pedersen sig med. Hun har vejledt Børnerådet i en undersøgelse af berømte børns vilkår fra 2016, hun er ekspert i børn og unges digitale kultur og forfatter til bogen De Digitalt Udsatte, der blandt andet handler om børn, der arbejder som influencere på sociale medier.

Katrine K. Pedersen fortæller, at det overordnede problem med berømte børn er, at vi skaber en fortælling om, at ’det er noget, vi leger’. Sådan lyder MGP’s slogan, men det er også sådan, vi opfatter andre berømte børn, der tjener penge på at stå på en scene, indspille film eller lave indhold til sociale medier, siger hun. 

»Men det er det ikke. Når børn bliver berømte, kapitaliserer vi på dem, og så er der tale om børnearbejde,« siger hun.

Det at arbejde er ikke nødvendigvis skadeligt for et barn, fastslår hun. »Men der mangler en anerkendelse af, at de faktisk arbejder.«

»Det var skelsættende, at man med MGP gik fra én måde at anskue børnekultur på inden for public service til en mere kommerciel model, der blandt andet handlede om, at man kunne slå igennem som amatør. Og det med at spinde guld på at blive kendt, det var jo ret genialt rent kommercielt. For det er jo det, de fleste børn drømmer om,« siger hun med henvisning til en undersøgelse af børns fremtidsdrømme, som hun afdækker i sin bog.

Ligesom John Halse ved Katrine K. Pedersen ikke, om man nogensinde kan tale om en sund berømmelse og et sundt liv som barnestjerne: »En ting er, at man får mulighed for at udvikle og udfolde sig, men det her med at blive eksponeret for et stort publikum som sig selv, uden mulighed for at ’tage masken af’, det er svært at gebærde sig i for et barn. Den verden er fyldt med strategiske mekanismer, som børn ikke forstår.«

Når Katrine K. Pedersen kritiserer, at det stadig ikke anerkendes som arbejde, når børn tjener penge på berømmelse, så skyldes det, at der altid følger en række opgaver og forventninger med berømmelsen. Det gælder ikke bare børneskuespillere, men også børn, der deltager i talentshows og MGP, og som pludselig skal på turné, indspille musik og være offentlige personer. Det gælder også børn, der pludselig bliver berømte på sociale medier og for eksempel begynder at samarbejde med forskellige virksomheder eller reklamere for produkter, forklarer hun.

Her, mener hun, mangler man en instans, der sørger for børnenes arbejdsvilkår.

For det er politiet, der skal godkende arbejde, når børnene er under 13 år. Men det vil så også sige, at arbejdstilsynet ikke holder øje med de børn, der arbejder. Hvis et barn går ned med stress eller befinder sig i en personlig krise, så er der et skævt magtforhold mellem barnet og den voksne arbejdsgiver, der gør, at man ikke kan forvente, at børnene selv kan sige fra, lyder det fra Katrine K. Pedersen.

En ny generation 

Hvis det stadig kan halte med at sikre barnets ve og vel i forbindelse med tv-programmer, hvor deltagerne tilbydes psykologhjælp og skal underskrive en kontrakt, så er problemet endnu større hos alle de børn, der nu bliver berømte på sociale platforme, påpeger Katrine K. Pedersen. Her er de nemlig overladt helt til sig selv og får ingen hjælp eller rådgivning. 

Børn og unge udgør den største forbrugsgruppe på de sociale medier, og derfor er der også mange børn, der bliver berømte der. Et eksempel er youtuberen Naja Münster, der vandt prisen som Årets YouTuber i 2016. Da hun vandt prisen, var hun seks år gammel og havde allerede 100.000 følgere.

Katrine K. Pedersen forklarer, at de børn, der bliver berømte for deres cuteness og uskyldighed, kan have svært ved pludselig at vokse fra den persona, der skaffede dem berømmelsen. 

Det er til gengæld positivt, tilføjer Katrine K. Pedersen, at vi er begyndt at tale mere åbent om de psykiske konsekvenser ved at være barnestjerne. Og en positiv ting, de sociale medier har ført med sig, er, at børnene trods alt får deres eget talerør her. Det er negativt, at de børn, der bliver kendt på sociale medier, ikke får hjælp til at håndtere det, men i det mindste har de mulighed for at udtrykke sig, lyder det fra Katrine K. Pedersen.

»Det fremgik af Børnerådets undersøgelse, at nogle af børnene, der blev interviewet, havde et sprog for krænkelser og psykisk pres,« fortæller hun. »Siden undersøgelsen blev lavet i 2016, er vi som samfund generelt begyndt at tale mere åbent om krænkelser, det betyder forhåbentlig også, at børnene bliver hørt.«