Modsat Politikens uddannelsesanalytiker i artiklen nedenfor, er jeg pædagog, og står dermed med hænderne dybt begravet i bolledejen hver dag.

Men jeg giver Jacob Fuglsang 100% ret i hans analyse af daginstitutionsfeltet:

Der er lang vej hvis respekten om pædagogisk arbejde skal (gen?)skabes!

Afstanden mellem politikernes ustoppelige tale om daginstitutionernes potentiale for at bryde ulighed og optimere hver enkelt barns livschancer – og så de arbejdslivsvilkår man i praksis byder pædagoger og de levevilkår, man i praksis byder børn – den er ganske simpelthen absurd!

Man kan ikke uden omkostninger med den ene hånd tale et område op op op, mens man med den anden hånd år efter år systematisk udsulter det!

Omkostningen er, at mens politikerne smykker sig med smukke hensigtserklæringer og dyre Kejserens Nye Klæder-projekter, så ser vi en profession der siden læreplanerne i 2004 ikke har haft en ærlig faglig diskussion!

Vi ser fysisk nedslidte daginstitutioner, som hverken udfordrer eller udvikler børns fantasi, kreativitet eller socialitet.

Miljøer, hvor voksne er en daglig mangelvar, og hvor den største dyd er evnen til at tåle kedsomhed, efterfulgt af evnen til at tilpasse sig tunge dagsrutiner. Dagsrutiner hvor arsenaler af regelsæt erstatter ethvert menneskeligt samvær og hittepåsomhed.

Vi ser en pædagoguddannelse sparet i bund, som smider forhåbningsfulde praktikanter i praktikforløb, derude hos os i daginstitutionerne, praktikanter, der sandt at sige aldrig har lært at tænke en kritisk tanke!

Udefra ser det dog effektivt ud, ja ligefrem imponerende, når politikerne smider milliarder i tiltag, der skal optimere daginstitutionernes output:

Vi taler (skærpede) lærplaner, aldrig stoppende landsdækkende kvalitetsudviklingsprojekter, en meteorregn af konceptpædagogikker, diverse sprog-, motorik-, og trivselstests.

Men godtager man min beskrivelse af børns på alle måder fattige opvækstvilkår i daginstitutionerne, inklusiv indtørrede faglige miljøer, så synes jeg ikke, det er en overdrivelse at gentage, at politikernes milliardinvesteringer er en ond cirkel, hvor Kejserens Nye Klæder kører nonstop!

Eller sagt på en anden måde: området mangler ikke penge MEN børn, pædagoger og pædagoguddannelse får dem bare ikke! Til gengæld får de topstyring, jungler af nye arbejdsprocedurer og verdensfjerne pædagogikker fra konsulenterne, sammen med et stadig mindre lønbudget.

Jeg har på det sidste tænkt meget over, i hvilken grad det overhovedet er muligt at drive højkvalitetsdaginstitutioner i vores skala?

Jeg mener, der er jo hele opvoksende generationer, vi taler om, som dermed er i behov for enorme mængder veluddannede pædagoger. Kan man uddanne så mange engagerede, hjertefulde og tankefulde pædagoger?

Man kommer til at drømme om kloning.

Eller om liberalistisk udlægning af både daginstitutioner og pædagoguddannelse til lokal grokraft…

På den anden side har det vel kunne lade sig gøre at skabe sådan nogenlunde “lærerkvalitet” gennem årene i folkeskolen?

Een ting er jeg og min konglomeratspartner Jacob imidlertid IKKE i tvivl om: uddannelsesforholdene, rammerne om børns liv, samt pædagogernes arbejdsmiljø fører pt til en fattigdom, vi ikke kan være bekendt.

Og da pengene er der, til bedre normeringer og en genskabelse af pædagoguddannelsen, så MÅ tiden være kommet til, at dét er strategien, vi nu sætter fuldt og helt ind på: altså et REELT normeringsløft og reelt løft af pædagoguddannelsen.

Så vi endelig, efter alle disse omveje, kan gå mod et spændende børneliv og en frodig faglighed!

God arbejdslyst til vores rød-grønne politikervenner!

https://politiken.dk/indland/uddannelse/art7229921/Der-er-lang-vej-til-at-genskabe-respekten-for-pædagoger

Udgivet af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

2 thoughts on “Når muligheden for et stærkt konglomerat byder sig til, skal man tage aktion✊🏼”

  1. “Dagsrutiner hvor arsenaler af regelsæt erstatter ethvert menneskeligt samvær” – så præcist kan man beskrive store dele af den pædagogiske praksis i utallige dagtilbud i dagens Danmark! En af kernerne af en børnesolidarisk kritik!! Godt gået, Danielle!!

    Like

    Svar

Skriv en kommentar