I en spændende artikel fra Infomation lanceres problematikken “Childism”.

Childism dækker over, at børn hver dag i deres familie og daginstitution og skole udsættes for ulighed og diskriminerende nedvurdering, bare fordi de er børn.

Altså ligesom racisme, kønsdiskrimination og homofobi.

Sarah Alminde har childism som grundlag for et spændende ph.d.projekt.

Som måske kan få rokket os fri af det diskriminerende syn, på børn, som udviklingspsykologieens grand old man, Per Schulz Jørgensen, til gengæld får lov at lufte i fuldt flor i Informations artikel. Han siger bl.a.:

“»Børn må gerne opleve, at de ikke bare er passagerer på en husbåd. De er en del af besætningen. Det er ikke en krænkelse af barnet, at man tager ledelseskasketten på,« siger Per Schultz-Jørgensen.”

For Sarah Alminde fra RUC er kampen mod childism udtryk for en ny måde at betragte børn. Hvor det hidtil dominerende fokus på barnet som værende i udvikling erstattes af barnet som et socialt subjekt.

Se, det kan jeg bruge til noget som pædagog!

Selvfølgelig kan børnene ikke løbe ud på motorvejen, fordi der er en spændende bil! Man lader jo heller ikke en japaner spise løs af skovens grønne fluesvampe, fordi de ligner en af Japans gode spisesvampe!

Men derfra og så til at betragt samværet i daginstitution (og familie), som et skib, hvor den voksne er kaptajn, og børnene letmatroser, det MÅ vi simpelthen af med!

Børn og voksne skal i dagligdagens fællesskaber være lige værdige, til at tænke, føle og mene, hvad der skal ske, og hvor fællesskabet skal bevæge sig hen.

Det er jo netop pointen med demokratisk dannelse, i det demokratiske samfund, vi lever i, at man “lærer ved at gøre”!

Med slogannet Against Childism, må vi NU i gang med at se på de krænkelser af børns ret til at tænke, mene og føle, som sker så massivt i børns daginstitutionshverdag, at vi slet ikke bemærker dem mere.

Læreplanerne, og den udviklingspsykologiske ide om forædlingen af barnet er en af årsagerne til childism.

En anden er, at pædagogerne selv har deponeret deres professionelle autonomi i lommen på topstyringen, og således har mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at væres et lige værdigt socialt subjekt.

#againstchildism #endchildism

https://www.information.dk/kultur/2019/06/opdragelse-kraenkelse-undersoegt-ligger-bag-begrebet-childism

2 thoughts on ““Barnet den sidste slave”?

  1. Jeg er meget enig Danielle!

    Som du kort er inde på i slutningen af din blog, så er det ikke kun børn der bliver betragtet som matroser, eller betragter sig selv som matroser. Det er normen i den nuværende kultur, at folk har brug for dygtige kaptajner (ledere) der kan vise den rette vej – det er matroser såvel som kaptajner enige om.
    Det bliver selvfølgelig helt tydligt og meget tilstedeværende, når vi taler om børn, fordi de opholder sig i tvungen institutionalisering og juridisk ikke har de samme rettigheder som voksne. Jeg tror dog at hvis vi reelt vil have et opgør med childism (som jeg kun kender gennem denne blog), så må vi grundlæggende gøre op med en kultur, hvor der er få der styrer skibet mens vi andre tager i mod ordrer.

    Derfor er kampen for faget, for barnets ret og pædagogik et meget politisk spørgsmål som, bland andet, handler om helt overordnede strukturer. Derfor er det vigtigt at en organisering som DKPH retter en bred samfundkritik.

    Liked by 1 person

  2. Spændende debat! Jeg må dog sige, at jeg ikke mener, at udviklingspsykologien er fjenden, men snarere de retninger og personer, der bruger udviklingspsykologien som en tabel for, hvad et barn skal kunne/lære/opføre sig m.m. Det overlader vi til den gamle sovjetpsykologi (i DK ved Stig Brostrøm), Tanken bag Læreplanerne (også de nye) og den borgerlige adfærdspædagogik.
    For mig er indblik i udviklingspsykologien skelettet til at forstå, hvorfor barnet agerer, som det gør – og hvilken kontakt og hvilke rammer jeg skal bidrage med – for IKKE at stå i vejen for barnets færden og udvikling. At kunne læse barnets motiver fremfor at vurdere og dømme barnet.

    Liked by 1 person

Skriv en kommentar