Den akademiske virkelighed
”Det skader ikke børns integration, når vi tvinger dem i vuggestue”, sådan skriver tidligere lektor og kandidat i pædagogisk psykologi, Anna K. Andreasen i hendes kronik i Information den 17. marts som forsvar for regeringens særlov om ”obligatorisk læringstilbud” for ikke-danskere.
Endnu en gang er vi vidne til den verdensfjernhed mange akademikere udviser, når de skal kloge sig på andre menneskers liv. Lektoren ser det ikke som et problem, at hele det pædagogiske område de sidste 15 år er spændt for en manisk indlæringsdiskurs, hvor hele befolkningen skal optimeres gennem New Public Management, så vi kan klare os i konkurrencen med Kina, og hvor arbejde er Gud, og konkurrencesamfundet styrer!
Virkeligheden er irrelevant
Vi snakker ikke længere om børns levede liv, ikke om trivsel og udvikling, men om læring. Det hedder jo ikke længere vuggestue og børnehave, men læringstilbud.
Den akademiske foragt for virkeligheden betyder, at hun ikke med ét ord nævner de vilkår, børn lever under i disse dag”tilbud”. Det på trods af, at den ene tv-dokumentar efter den anden det sidste halve år har vist, hvor slemt det står til. Lad mig minde lektoren om de historisk ringe normeringer, om den historisk ringeste uddannelse af pædagoger (8 timers undervisning i snit om ugen mod tidligere 25 timer), om den besynderlige nedbarbering af fag som psykologi, musik, drama og andre kreative fag, om isolering af undervisningen fra praksis, om oprettelsen af undervisningsmiljøer med op til 10.000 studerende. Som om det skulle befordre evnen til relationsarbejde.
Familien er irrelevant
At børn allerede fra 1 årsalderen skal være væk fra deres forældre i gennemsnit 8 timer dagligt, er åbenbart ikke relevant for lektoren. Tværtimod er det en ”indlysende fordel… at etårige børn kommer i vuggestue”, fordi de er ”ekstremt lærenemme”! Familien er ikke relevant. Børn kan ikke ”lære” noget i familien. Så selv om lektoren skriver: ”barnet lærer med hele kroppen og alle sanser, med både hoved og krop. Følelser, intellekt og bevægelser”. Ja, så sker dette åbenbart kun i et ”læringstilbud” eller snarere i et lærings tvangstilbud? Har psykoanalytikeren Winnicott levet forgæves? Læs her hvad han skrev i 1963: “Det har aldrig været socialarbejdets mål at dirigere individdets liv eller udvikling, men derimod at fremme de tendenser, der er virksomme i individet, og som fører til en naturlig udvikling baseret på vækst”.
Og hvad med John Bowlby og hans teorier om barnets behov for en ”sikker base”?
Lektoren fortsætter: ”En enkel, god bevægelses- eller sangleg i vuggestuen er ideel som læringsredskab” (min kursivering). Her slås det fast med akademiske syvtommersøm, at sang og musik kun har værdi som læringsredskab! Det handler ikke om samvær, om liv, om glæde og sorg – nej, det skal have en nytteværdi!
Ude i den pædagogiske virkelighed er der imidlertid meget langt mellem de musiske snapse – både i vuggestuer og i børnehaver – og det bliver kun værre, da de studerende ikke længere bliver undervist i dette.
Vold mod barnet og familien
I mine 45 år i den pædagogiske praksis har jeg fortsat til gode at møde de forældre, der synes, det er en god idé, at de skal skilles fra deres børn. Alle forældre kender til den barske virkelighed, at de dagligt må forlade et grædende etårigt barn, der utrøsteligt strækker armene ud efter dem – og kun kan sige til det: jeg skal på arbejde! Denne tvungne adskillelse er meningsløs for både barn og forælder. Og at begrunde den med udsagnet: ”dit barn skal lære noget!” – er udtryk for et forarmet samfundssyn, der sætter økonomisk vækst og overforbrug højere end det gode liv.
Vejen til det gode liv kunne passende starte med en udvidelse af barselsperioden til barnet er 1½ år. Kædet sammen med et krav om 30timers arbejdsuge for mindst én af forældrene indtil barnet er 6 år. Herudover må der nødvendigvis ske en mærkbar bedring af normeringerne i daginstitutionerne og en betydelig opkvalificering af pædagoguddannelsen.
Og så vil det da være en udmærket idé, at alle forældre i Danmark får lært at tale dansk i stedet for at straffe børnene med tvangsinstitutionalisering.
I mellemtiden ville det nok ikke skade lektorers integration i samfundet, at vi tvinger dem ud i virkeligheden.
her er link til kronikken fra Information:
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 
TAK Ib!
Og dybt frustrerende at en læringsdiskurs og ambition om forebyggelse af såkaldt social arv i den grad forener et sæt forskere og politikere. I en ambition på børnenes vegne, som smadrer både barndom, forældreværdighed og samarbejde pædagogoger og forældre imellem.
LikeLiked by 1 person
Afgjort beskæmmende, så langt fra det nordiske børnesyn vi efterhånden er ved at komme.
Jeg har den helt klare holdning, at man ikke driver socialpolitik via skoler og børnehaver/vuggestuer, selvom de begge kan være en god støtte.
Der skal ressourcer til familierne, dygtige socialrådgivere og hjemmehos’ere, som møder folk med omsorg og ligeværdighed, og så skal der oplysning og uddannelse til. Ikke straf og trusler.
Vi ved jo godt hvad der virker bedst. Alligevel bliver der pisket og givet gulerødder.
Tak for et godt og tankevækkende indlæg!
LikeLike
Tak, Charlotte! Så præcist at det ikke er pædagogikkens opgave at løse socialpolitiske problemer! Vh Ib
LikeLike