Tom Skovløkke Jørgensen, Øksenbjergvej Svendborg

De fleste kender det jo udtrykkene: ”arbejdet går som en leg. Og det var legende let”. Og alle ved jo godt, at før-skolebørn gerne vil lege. Men næppe  mange er bekendt med, at op til halvdelen af et menneskes livslange læring, opnås de første 6 leve år. I 2015 skrev professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet, Dion Sommer, bogen ”Læring, dannelse og udvikling” efter at havde gransket over 400 anerkendte internationale undersøgelser om legende læring versus tidlig akademisering – undersøgelser, der viste, at børns vigtigste kilde til læring ikke er instruktionspædagogik, men derimod den frie eksperimenterende leg. Her udtalte han blandt andet, at han så en renæssance for legen, men at: ”Problemet er, at dem, der styrer daginstitutionspolitikken ikke vil læse det, for så er de nødt til at droppe deres mål-styrede konceptpædagogik.”

”Børn, der leger mere, har mindre risiko for at blive ramt af angst, stress og depression. Det gør dem mere robuste og sætter gang i en positiv udviklingsspiral. Legens modsætning er faktisk depression.” Legen repræsenterer en anden værdiskala end den, der normalt anvendes i videnskaben. For hvordan måler man værdien af noget, som på sin vis ikke har noget logisk formål eller endemål? Nu viser forskningen os, at lige præcis den type ”formålsløs” leg kan være afgørende for vores børn. For det kan godt være, legen ikke forbereder børn på tests og eksaminer. Men den forbereder børn på at være menneske. Hvis vi hjælper børnene til at lege, kan vi altså gøre dem mindre sårbare over for at blive holdt udenfor.

Den gode leg er i virkeligheden det modsatte af spildt tid, fordi den holder os mentalt sunde, og som dronningen sagde i sin nytårstale i 2017: “Prøv at gøre noget unyttigt.” Eller det, der synes unyttigt. For både leg alene og sammen med andre, leg ude og inde og med alle typer af legetøj har en kæmpe værdi. Vi ved altså med ret stor sikkerhed, at den formålsløse leg er god for os. Læreplaner i børnehaven har også til formål at gøre børnene parate til at gå i skole.

Det har i mange tilfælde stjålet den type af gedigen leg, som egentlig er den, der skal ruste børnene til at blive selvstændige, kreative og kompetente individer. Dion Sommer siger: “Fantasileg er det, der gør børnene allermest læringsparate til skolen. Det er dem, der er bedst til at se flere forskellige løsninger på et problem, og det er det, der er brug for.” Og omvendt viser forskningen altså, at de børn, som har leget mindre eller ikke har afprøvet mange forskellige lege, ikke har de samme sociale kompetencer. Hvis ikke man har deltaget i legens forhandlinger om, hvordan den skal udvikle sig, kommer det negativt til udtryk i sociale sammenhænge senere hen.

“Nogle børn bliver valgt fra, fordi de ikke formår at byde særligt meget ind i legen. Legens funktion er også, at man lærer at tilpasse den komplekse verden, man lever i,” siger Dion Sommer. Heri ligger et paradoks. Legen kan forberede børnene til at gå i skole, give os bedre sociale kompetencer og gøre os bedre til at håndtere livet som sådan. Men for at høste det potentiale skal børn lege formålsløst. Vi skal ikke lege for at blive bedre til det ene eller det andet. Børn skal lege for legens skyld. Så konceptpædagogik i læreplaner gavner ingen. Heller ikke børnene.

Chef og leder for dagtilbuds sekretariat i Svendborg Kommune er økonom- og scient. pol.-uddannede. Magter de, med de uddannelser, at se legens ukuelighed? Magter medlemmerne i børn og unge-udvalget det? Og hvem har foreslået ny daginstitution på Thurø skal have størrelse på 110 pladser?

Institut for Uddannelse og pædagogik udgav 2015 rapport, der fraråder store institutioner (over 100) af Grethe Kragh-Mûller og Charlotte Ringmose. Hvor er ”public governance” i den beslutning? Hvor er ”public governance” i ikke at skrive referat fra dialogmøder mellem fagudvalg, daginstitutioner og forældre. Hvor er ”public governance” ved ikke, indtil nu, at opgøre daginstitutions-normeringer på gulvniveau. Også kaldet reelle normeringer.

Siden 2004 har alle dagtilbud skulle arbejde med børns læring, med udgangspunkt i en pædagogisk læreplan. I 2018 kom så ”styrket læreplan”, hvor legen fik lidt plads (alt for lidt). ”Styrket læreplaner” trænger til kritisk eftersyn. Også i Svendborg Kommune. Men hvem skal foretage det kritiske eftersyn, når der i dagtilbudsledelsen ikke findes faglig indsigt?