Gør institutioner vores børn syge?

Et råb om hjælp – ungdommen lider

Det seneste år har der været meget fokus på børn, der har så svært ved at gå i skole, at det nærmest udvikler sig til en fobi. Denne fobi kalder vi for skolevægring. Problemet er stigende, og 71% af PPR-psykologerne møder ofte børn, der er skolevægrende. Skolevægring er ikke enestående som alarmerende tegn på børns mentale ve og vel. Når vi ser på statistikkerne om børns helbred, kan vi se, at flere børn og unge får så ondt i livet, at de har brug for professionel hjælp. Fra 2010 til 2016 er indlæggelser af børn og unge i psykiatrien steget med 41% – tæller man de ambulante med er tallet endnu højere – det er kommet regeringen for øje. De vil derfor over de næste fire år afsætte 60 millioner for blandt andet at gøre psykiatrisk hjælp tilstedeværende og synlig i kommunerne. Et nødvendigt og uundgåeligt initiativ, men man må se det for, hvad det er – et plaster på et strukturelt sår. For behandling er ingen løsning i sig selv. Det kan holde tendensen nede, men ændrer næppe selve årsagen. Så hvorfor har børn og unge så ondt i livet i dag? En del af årsagen kan formentligt findes i vores benhårde institutionskultur.

Et institutionelt ansvar

I dag bruger børn og unge op mod 35.000 timer af deres liv i mere eller mindre tvungen institutionalisering, fra de kravler ind i vuggestuen, til de går ud af folkeskolen. I de timer er børnene underlagt professionel omsorg, skemalagt læring, afgrænsede skolegårde og børnehaver med højt hegn og faldunderlag. Det er her, de mest betydningsfulde år af barnets liv udfoldes, og det unge menneske dannes. Men institutionerne er hårdt pressede – både økonomisk og demokratisk – det har unægteligt en stor indflydelse på de mennesker, der dannes her.

Derfor bliver vi nødt til at være kritiske over for nye tiltag, for hvem de gavner, og hvad de betyder for vores eksisterende praksis i institutionerne. Hvad betyder det f.eks. når man tager børns frie-tid fra dem, for i stedet at give dem længere skoledage? Vel at mærke i en folkeskole, der er præget af PISA-dagsordenen med alt hvad der følger af karakterræs og præstationskultur og var der nogen, der spurgte børnene og de unge til råds? Nej. Hvordan påvirker det barnet, der bliver glemt på toilettet af en pædagog i børnehaven, fordi pædagogen står alene med en børnegruppe på 22? Eller når det helt lille barn bliver afleveret i vuggestuen til fremmede og forladt af sine, formentlig eneste kærlige og tillidsfulde relationspersoner, forældrene? Hvilke mennesker dannes af disse oplevelser? Kunne det have skabt kimen til at, børn blev stressede, angste og deprimerede? Vi har den senest set det formidlet i dokumentarer og fortællinger fra praksis, om hvor grelt det kan blive, når institutioner ikke bliver taget seriøst. Først i dokumentaren Hvem passer vores børn? og efterfulgt af Daginstitutioner bag facaden. Det er svært at forestille sig, at mennesker ikke får ar på sjælen af den slags oplevelser. Det er institutionernes ansvar, at de mennesker de rummer; trives og oplever glædefulde øjeblikke – det skaber opbyggelige mennesker. Men hvordan gør man det, og er det muligt i dag?

Et samfunds ansvar – hjælp os med at hjælpe dem

Nogle løsninger ligger lige for. En reelt forbedret normering ville være et stort skridt på vejen. Noget som fagfolk og politikere virker til at være rimelig enige om er en nødvendighed, men hvorfor sker der ikke noget? Det er uforståeligt, og den manglende handling kan, med udviklingspsykolog Dion Sommers ord, beskrives som offentligt omsorgssvigt. Andre løsninger synes sværere. Arbejdsmarkedet tager i dag en stor del af forældrenes tid, så børnene fanges af lange institutionsdage, hvor udfoldelsesmulighederne er begrænsede. Som et barn sagde til mig den anden dag: ”Tobias, jeg synes, det er tarveligt, at børn skal være længere i børnehave end voksne.– Jeg kunne kun give hende ret. En tredje løsning er indretningen og dagligdagen i institutionerne; hvem er det, der bestemmer og hvorfor bestemmer de? Hvad skal børnene og de unge opleve, hvorfor og for hvis skyld? Der er mange spørgsmål, vi som samfund bør tage stilling til og ikke mindst indenfor professionen. Det kræver tid, ressourcer og ordentlige uddannelser – ting vi dag må se langt efter.

Jeg siger ikke, at det er langt hårdere at være barn i dag, end det har været tidligere – eller at det alene er institutionernes skyld, at børn får ar på sjælen. Vi kan bare konstatere, at statistikkerne er alarmerende. Imens lever vi i en tid, hvor vi bruger store dele af vores liv i tvungen institutionalisering – historisk er der intet sammenligningsgrundlag, og Danmark har verdensrekorden. Samtidig går jeg som pædagog, ligesom mange af mine kollegaer i folkeskolen, børnehaven og vuggestuen, hjem med ondt i maven, fordi vi ikke kan løfte opgaven tilstrækkeligt – eller fordi vi ved, det kan gøres langt bedre. Derfor kalder det på en reaktion fra professioner, politikere og forældre, når statistikkerne stiger. En reaktion, der ikke kun er en lappeløsning – et plaster på såret, men som går i dybden med de pædagogiske udfordringer, vi står overfor. Vi har taget barn- og- ungdommen, institutionaliseret den, vi har gjort den til et samfundsanliggende – det anliggende skal vi tage seriøst. 

Kategorier:Blog, Forside

1 reply

  1. Imponerende godt formuleret!!! Det bør sendes til politiken eller information!

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s