Børnehave og vuggestue er, som følge af den helt uhyrlige mængde børn, man propper ind i institutionerne, og den latterligt lille mængde voksenressourcer, man sender i halen på børnene, én stor opførsel af krisesituationer!

Krisesituationer, som toptunede pædagoger må reagere hensigtsmæssigt på, ved at bringe deres professionelle dømmekraft i spil.

Som eksempel på daginstitutionscirkussets uophørlige kriseforestillinger, starter jeg bare her en liste. Andre der har haft så lidt som en dag eller uge i daginstitution, kan så let som ingenting fortsætte:

Efter frokost skal 44 børnehavebørn have det rette tøj på, nogle have skiftet bleer, alle have solcreme på pt, og dernæst gå på legepladsen. Der er IKKE rum nok, i en gennemsnitlig daginstitutionsgarderobe, til at de 44 børn, kan få tøj på i ro og fred.

Man kan selv tænke sig til det kaos, det giver anledning til når man er max tre personaler til opgaven.

Inden frokost skal 44 børn i alderen knap tre år til 6 år vaske hænder ved fire håndvaske på et badeværelse, der i størrelse absolut ikke kan rumme 44 børn.

Der er max seks pædagoger i alt, de fleste er optaget af at rydde op, hente madvogn og sætte borde og stole klar til spisning. Man kan selv tænke sig det kaos af vandpjaskeri og gråd det giver anledning til, når max een pædagogisk medarbejder skal håndtere situationen.

På min tidligere legeplads står et gyngestativ. Der er to gynger til 48 børn, og alle de kriser, det kan give anledning til, er vel indlysende, ligesom hele regelrytteriet, omkring retfærdig tildeling af gyngetid, sluger store mængder tid.

Om morgenen mellem 8-9 ankommer flesteparten af de 44 børnehavebørn til deres to børnehavestuer. Der er max fire pædagogiske medarbejdere til at tage mod børnene, gå i dialog med forældrene, trøste og vinke med børn i behov for dette, skabe en tryg stemning på stuen, “hen over” børn, som protesterer eller er ulykkelige ved aflevering – samt til at igangsætte leg og aktivitet for “de allerede afleverede”.

Det er vist ikke svært som udenforstående at forestille sig at magtesløsheden – i form af kaos, børn som er utrygge og kede af det – truer lige om hjørnet i de beskrevne situationer, og at kompleksiteten igen og igen bliver meget svær at håndtere.

Ofte med det resultat, at alt for mange børn oplever, at det rent faktisk IKKE giver mening at opholde sig i deres vuggestue og børnehave. For enten dominerer uro og kaos, eller også hersker kedsom disciplineret stille syslen med tingene.

Min pointe er, at pædagoger i sørgelig grad, i takt med at de har skulle huse stadig flere børn på samme få kvadratmeter – godt hjulpet på vej af ubetænksomme forskningsprojekter og konsulenter – har skærpet deres kapacitet for at håndtere magtesløshed og kompleksitet med stadig mere kontrol!

Ad den vej har pædagoger selvfølgelig lært, at det er bedre (men ofte praktisk umuligt) at tage de 44 børn, der skal på legepladsen ud i MINDRE grupper i de trange garderober.

Og for at den uoverskueligt store mængde børn ikke skal få ideen at kravle over de let forcerbare hegn på legepladserne, bliver det logisk som pædagog at omdanne sig til gårdvagt, der går rundt og tæller børn mellem 12 -14. Mens den anden kollega suser ud og ind med børn, der skal på toilettet, er i behov for at at få vådt tøj skiftet med tørt, eller få et plaster på skrammerne.

På mange områder oplever jeg, at dømmekraft er blevet udvidet, men på fortvivlende vis ved hjælp af tjeklister, computere og et væld af manualer for hvordan man på samme tid vinker med morgenbørn, der er kede af det, samtaler med forældre i behov for dialog OG sørger for, at de mange afleverede børn gnidningsløst glider over i stille syslen.

Det går sjældent op! Hverken i morgenafleveringen, håndvasken eller stemningen på legepladsen hersker de rolige sysler, man drømmer om ret længe ad gangen, og når det nogen gange lykkes, så er man dybt taknemmelig og føler sig meget kompetent: åh, sådan skal pædagogik være, sådan skal livet for børn være (sic!).

At det pædagogiske arbejdsmiljø dertil er kendt for at være et betændt stressfyldt arbejdsmiljø, understreger min påstand, at den uhåndterbare kompleksitet alt for ofte dominerer. Og kræver pædagoger i færd med jernhård kontrol og stemningsskabelse for at det ikke løber helt amok.

I en spændende artikel stiller Martin Pedersen spørgsmål ved, om pædagoger ikke er alvorligt på afveje, når de bliver ved at løse den stigende magtesløshed, den stigende kompleksitet, med mere kontrol og stadig flere regelsæt.

Med inspiration fra Martin Pedersens artikel opfordrer jeg til, at næste punkt på professionens dagsorden bliver at kigge den pædagogiske dømmekraft kritisk efter i sømmene!

Måske skal magtesløshed og kompleksiteten ikke mere løses med tiltagende kontrol, flere tjeklister, manualer og computere?

I stedet er det ved måske ved tankens magt, vi skal HØJNE kompleksiteten af den pædagogiske dømmekraft, og spørge:

“Hvad har vi egentlig gang i her? HVAD er det vores opgave er?”

I forbindelse med de spørgsmål, er der meget mere fundering at hente i dagtilbudsloven, end i de evige kvalitetsprojekter fra DPU, EVA, RAMBØLL m.fl.

For i dagtilbudsloven pointeres det nemlig, at formålet med børns ophold i daginstitutionerne er erfaring med medbestemmelse, at børnene trives, udvikler sig og lærer noget om verden.

Jeg håber, jeg med mine illustrationer har vist, at med de nuværende strategier, vi bringer i spil, for at få styr på ustyrligheden, så ridser vi kun i lakken, og kommer aldrig til at spørge:

“Hvad fanden er det, vi har gang i her!”

Martin Petersens artikel findes i http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2019-2/nr-1-februar