Author Archives

Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

…så hvad gør vi nu, lille du…

Jeg ser Københavns Kommune øger og skærper de administrative og praktiske procedurer for daginstitutioner, havnet på faglig handlplan, skærpet tilsyn, eller som har fået såkaldt “strakspåbud”. Årsagen er de beskæmmende afsløringer vi så op til valget i TV2 dokumentaren, hvor københavnske daginstitutioner, trods handleplaner mm, viste sig at “stå i rødt” år efter år efter år. I det ny procedurepapir – “Styrket opfølgning på indsats og øget åbenhed“ – er […]

Continue Reading →

“Democracy in Kindergartens, Why?” – hed et eller andet EU-projekt i starten af år 2000, der skulle pakke de vestlige daginstitutioner ind i demokrati.

At forvalte daginstitutionsfællesskaber er at forvalte hverdagsliv konstant på kanten af kaos og kollision. En af de vigtigste opgaver er at styre fri af kaos, at udtænke brugbare planer, når personalenormeringen igen vælter, at være roen, når æbler, der skulle spises vælter ud over gulve, glasskåle smadrer i tusind stykker, ti hiver hinanden i håret og kæntrede vandkander fylder borde og bukser med vand. Dagtilbudsloven fordrer, børn i alderen 0-6 […]

Continue Reading →

Lighed og fællesskab?

Journalisten Chili Djuurhus var ude i anledning af loven om tvangsindskrivning af vuggestuebørn, og researcher nu til den sejeste artikel om sociale normeringer. Chilis arbejde sætter noget igang, som alt for længe har rumlet som en fjern torden i mig! Sociale normeringer er en pose penge, som de institutioner modtager, der har høj andel af “familier, fra socialt belastede boligområder”. Summen bruger institutionerne oftest til at højne normeringerne, men de […]

Continue Reading →

“Barnet den sidste slave”?

I en spændende artikel fra Infomation lanceres problematikken “Childism”. Childism dækker over, at børn hver dag i deres familie og daginstitution og skole udsættes for ulighed og diskriminerende nedvurdering, bare fordi de er børn. Altså ligesom racisme, kønsdiskrimination og homofobi. Sarah Alminde har childism som grundlag for et spændende ph.d.projekt. Som måske kan få rokket os fri af det diskriminerende syn, på børn, som udviklingspsykologieens grand old man, Per Schulz […]

Continue Reading →

Frisæt dømmekraften!

Børnehave og vuggestue er, som følge af den helt uhyrlige mængde børn, man propper ind i institutionerne, og den latterligt lille mængde voksenressourcer, man sender i halen på børnene, én stor opførsel af krisesituationer! Krisesituationer, som toptunede pædagoger må reagere hensigtsmæssigt på, ved at bringe deres professionelle dømmekraft i spil. Som eksempel på daginstitutionscirkussets uophørlige kriseforestillinger, starter jeg bare her en liste. Andre der har haft så lidt som en […]

Continue Reading →

Når muligheden for et stærkt konglomerat byder sig til, skal man tage aktion✊🏼

Modsat Politikens uddannelsesanalytiker i artiklen nedenfor, er jeg pædagog, og står dermed med hænderne dybt begravet i bolledejen hver dag. Men jeg giver Jacob Fuglsang 100% ret i hans analyse af daginstitutionsfeltet: Der er lang vej hvis respekten om pædagogisk arbejde skal (gen?)skabes! Afstanden mellem politikernes ustoppelige tale om daginstitutionernes potentiale for at bryde ulighed og optimere hver enkelt barns livschancer – og så de arbejdslivsvilkår man i praksis byder […]

Continue Reading →

Det er en stor opgave at være pædagog

Og det er især en kæmpe opgave at bevare sine menneskelige prioriteringer i et system, sparet i bund men som ikke desto mindre skriger sine krav om absolut effektivitet på alle parametre, i ørene på sine ansatte! Det kræver i al ydmyghed en stærk hjerne, evne til at vende på en tallerken med et knips, og at de menneskelig værdier aldrig ryger ud af fokus. Det huskede min mor mig […]

Continue Reading →

“Pas på med minimumsnormeringer som vores!” siger forældre og pædagoger fra Norge

For et par uger siden fik forældregruppen #hvorerderenvoksen med landsdækkende demonstrationer succesfuldt sat lovbestemte minimumsnormeringer på den offentlige og politiske dagsorden! Siden er der opstået debat om, hvad en sådan lov mere præcist skal indeholde. Denne debat har de norske forældre og pædagoger fulgt tæt. For i Norge har man fået minimumsnormeringer, identiske med nogle af de forslag, som er oppe at vende i Danmark. Og forældre og pædagoger har i […]

Continue Reading →

Manifest. For en ny pædagogik.

“Der er så stille nu”, synger Lis Sørensen sørgmodigt i slageren fra 1990`erne. Sådan har jeg det også! De kritiske pædagogiske stemmer, jeg som ung og uprøvet pædagogmedhjælper i 1980’erne hørte svirre på gangene, de er forstummet! Men pludselig, torsdag aften, kunne jeg høre noget igen! Jeg kunne høre kraften fra dengang. Det var, da jeg og nogle venner besøgte Dansk Pædagogisk Historisk Forening til en festlig aften. For kæmperne […]

Continue Reading →

Spejlet af (pædagog)kolleger

Har lige hørt Malene og Kims ny podcast. Tak! Den lægger sig ekstremt godt i forlængelse af den store Normerings-Dokumentar den 11. marts på DR2! Især 18 minutter inde, hvor Malene og Kim, ud fra pædagogens perspektiv, begynder at eksemplificere, hvordan de utilstrækkelige normeringer sætter sig smertefuldt i sjælen hos ambitiøse og engagerede pædagoger. Det gør et stærkt indtryk, og er den anden side af de forladte børn, man ser […]

Continue Reading →