Kære forskere, det følgende er en kritik og appel fra en meget træt og frustreret pædagog.
Som “hvid mand” studerer I vores område, vi kan på ingen måde undslå os jeres nysgerrige blikke og minutiøse undersøgelse af alle vores forhold.
Uanset hvor meget I foregiver det alene er re-præsentation af vores tanke og praksis, I bringer tilbage til parnasset – så undrer det mig enormt at så få af jer i perspektiv og forskningsrapport får øje på vores bemandingsforhold!
Altså at I så sjældent sammenkæder faglige kvalitetsproblematikker til de helt nedbarberede forhold, vi pædagoger har at udøve vores faglighed på.
Eller modsat, at det slet ikke undrer jer, når feltstudier viser pædagoger og praksis, som trods dybt nedbarberede normeringer imponerer: andre steder ved man da godt skindet bedrager og kvaliteten er nul og nix hvis man ridser lidt i lakken på en gucci-taske købt i Kina?
For kort tid siden faldt de elendige daginstitutionsvilkår to pædagogstuderende for brystet.
Det blev den store historie på LFS-nyt den 23. september (https://www.lfs.dk/15005)
Om hvordan de to pædagogstuderende og deres rystende rapporter fra praktikophold i daginstitutionen Hyltebro fik Københavns kommune til at fare ud og lukke institutionen øjeblikkeligt.
I de lange kommentarspor, på diverse facebooksider, stemmer studerende og pædagoger i med flere øjenopspærrende oplevelser fra forråede daginstitutionskulturer.
Men modsat en del kommentarerne ser jeg ikke problemet som et spørgsmål om enkelte forhærdede og forråede institutioner, vi skal komme til livs.
Sagen er nemlig, at jeg hver dag svigter børn. Børn jeg er gået ind i faget for at drage omsorg for.
Ikke fordi jeg taler grimt, som det tilsyneladende skete i Hyltebro, men fordi jeg har så mange børn at jeg slet ikke når at tale med dem!
Og endnu værre, ikke når at give dem den hånd i ryggen, de er behov for.
Måske nogle mindes TV2 dokumentaren for nogle år siden, der pointerede, at trods man filmede i en “højkvalitetsinstitution”, så fik lille Marie, der i forvejen tumlede rundt i daginstitutionen mutters alene, syv minutters daglig voksenkontakt.
Sådan er det også de steder jeg arbejder.
Og trods vores intense arbejde på at se alle børn, og sikre, de mange konflikter og sammenstød bliver win-win-konflikter, så skaber manglen på voksne de stik modsatte erfaringer hos børnene:
De skal klare alt for mange svære ting alene.
De går alt for mange timer af deres vuggestue- og børnehaveliv rundt i monotone, ustimulerende lokaliteter, de kender til bevidstløshed.
De mangler i den grad udfordring og indhold – trods dette i enhver pædagogisk grundbog markeres som forudsætning nummer ét for børns udvikling, trivsel og læring.
Deres liv foregår i så megen larm, på så få kvadratmeter at de udvikler stress.
Man kan selv tænke det igennem, en børnehavegruppe på 22 børn/ en vuggestuegruppe på 12 har bemandingen “to pædagoger og een medhjælper”.
I praksis – som følge af svigtende vikarressourcer, pædagogiske medarbejderes andet praktiske og pædagogiske arbejde, samt pauseafvikling – er man maksimalt to medarbejdere til 22 børnehavebørn eller 12 vuggstuebørn i løbet af en dag.
Læg dertil dagligt tid, hvor pædagogiske medarbejdere står alene med store børnegrupper – samt ren bunkepasning i pauseafviklings- tidsrummet 12-14. Her “passer” max tre medarbejdere typisk 66 børnehavebørn.
Den 31. august havde Politiken en artikel med overskriften “Stadig flere børnehavebørn har brug for særlig støtte, fagfolk leder efter årsagen”.
Den adspurgte dagtilbudschef, formanden i KL for børne- og undervisningsudvalget og leder af forskningscenter for daginstitutionsforskning nævner ikke med et ord betydningen af daginstitutionernes bemandingssituation for problematikken.
Dagene efter holdt jeg øje på LinkedIn.
Her er mange daginstitutions- og småbørnsforskere i færd med at udkommunikere konferencer, undersøgelser, og nyudgivelser relateret til, hvordan daginstitutionspædagoger skaber kvalitet.
Når jeg på opslagene spørger til de strukturelle rammer, herunder hvorfor bemandingen ikke indgår som parameter i undersøgelser og indhold på konferencer, får jeg besynderlige svar.
Ingen forsker benægter således normerningernes betydning, men har heller ikke svar på, hvorfor de ikke indgår som centralt fokus i kortlægninger og konferencer om pædagogisk kvalitet.
Afsluttende kaster jeg bare et enkelt forslag på bordet:
Kunne det være en relevant forskningsopgave at kigge kritisk på- og offentligt kommentere det dybt betænkelige lovforslag om minimumsnormeringer som jo implementeres lige om lidt?
Et forslag som af Forældrebevægelsen Hvorerderenvoksen får ord med på vejen som “usle papirsnormeringer, der skal spise børn af med ingen eller få reelle forbedringer”.
Jeres engagement i den sag ville være en kæmpe håndsrækning til os – ligesom i gamle dages aktivistiske forskning!
Og vi har jo sagen til fælles, børns liv, faglighedens blomstring! Og står dertil med et politisk stunt af astronomiske dimensioner.
Trods den hårde tone mange hilsner og håbet om et frugtbart samarbejde fremadrettet.
Danielle Mercier
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 