Ja, Christian Aabros afhandling, “Pædagogers daglighed – i lyset af stigende ekstern regulering – er i den grad vigtig!

En anledning for danske pædagoger til at komme videre, hvad angår den massive styring, vi i daginstitutionerne udsættes for.

Christian virker på mig til ikke helt at have besluttet sig for, hvorvidt han anser pædagogers brug af koncepter for ukritisk accept eller strategisk snilde (politikerne tror vi bruger dem, vi bruger dem i det omfang det giver mening).

Og måske afspejler denne uklarhed en opgave, daginstitutionerne står med: at blive mere klare i tanke og mæle, i forhold til den massive indgriben fra vidensproducenterne? (Når jeg siger vidensproducenterne tænker jeg på dem fra professionshøjskoler og universiteters vildvoksende forskningsgange, embedsfolk, forvaltere og konsulenter i kommunale og statslige sektorer og styrelser, tænketanke, konsulenthuse, fag- og forældre og bærnegoreninger, samt de mange mange halv og hel private virksomheder, eksempelvis Rambøll, Lego og Tryg Danmark).

Til morgen læste jeg på norske Barnehageopprøret et opslag, af Palma Anette Kleppe. Det omhandler de norske politikeres pågående forsøg på at indføre koncepter og tests, og det oser ud af Kleppes opslag, at norske børnehavepædagoger har en tyrkertro på, at det er dem, dem, dem, der ved noget om børn, om hvordan man observerer dem, vurderer ders udvikling og trivsel, sætter ind mm.

Hvilket har ført til at politikernes testapparater og koncepter er i stærk modvind, og et af dem trukket tilbage.

Det er slående for mig, når jeg læser Kleppes indlæg, at så stærkt kunne den danske pædagogprofession også stå.

Det er da logisk og sandt, vi er eksperterne, ikke?

Og hvis det er sandt, hvorfor skal så millioner af dyre projekter, konsulenter, styrelser, halv og hel private foretagender stå i fed ring omkring os, og spinde guld på narrativet, at vi mangler viden og kompetence?

• 

•