I børnehavealderen bliver barnet bevidst om sit køn. Det kan forekomme temmelig verdensfjernt, at et så stort udviklingstema som køn og kønsidentitet overhovedet ikke er nævnt i Læreplanerne. Man skal blot åbne døren ind til en børnehave for straks at kunne se, at den er befolket med et utal af svært bevæbnede Spidermen og lige så mange prinsesser. På legepladsen ser man drenge løbe rundt med pinde og kæppe, mens pigerne sidder indenfor og tegner og maler lyserødt – undskyld piger: Pink!

Men ligesom omsorgsbegrebet har det svært i Læreplanerne, har kønslivet det også.

Opdagelsen af, at der findes to køn, har ellers barnets fulde opmærksomhed. Hvad er en dreng? Hvad er en pige? Forskelle og ligheder efterforskes. Der findes åbenbart drengefarver og pigefarver, mener børnene. Hvor har de lært det? Kig for eksempel i et legetøjskatalog!
Men kønnet og børns udforskningen af dette stikker dybere. Hvad gør en mor, og hvad gør en far? Børnenes iagttagelser og den bearbejdning og efterprøvning, de foretager, kan aflæses i deres leg og deres sociale interaktioner i børnehaven. Rollelegen ”far, mor og børn” udspilles hver dag – oftest med pigerne som legeudviklere. Denne leg er dog ikke kun et fotografi af, hvordan de indoptager kønsroller. Den indeholder selvfølgelig også et stort element af det enkelte barns livssituation og dets følelsesmæssige bearbejdning af denne.

På trods af mange år med nye og bedre fordelte roller i familien, er det ikke det, der træder i forgrunden hos børnene. Altså må de se noget, vi ikke helt vil erkende som voksne. ”Far, mor og børn” legen burde egentlig hedde ”mor, lillesøster, storesøster, baby og hundehvalp” leg. Der er stadig ingen, der vil være Far!

Én af faktorerne kunne være en afspejling af kønskvoteringen blandt de voksne i børnehaven, hvor kun knap 7% er mænd.

Et væsentligt problemfelt synes at være, at det ser ud til, at piger er på voldsomt overarbejde i deres udviklingsarbejde – og at noget kønsspecifikt er på spil. Det er min oplevelse, at piger udsættes for og indoptager meget større krav til sig selv, end drengene gør og bliver udsat for. Piger er meget tidligere ”renlige”, de er hurtigere til at blive selvhjulpne, de er optaget af om de er smukke og ”rigtige”, de forholder sig hyppigere til, hvad og hvordan de voksne agerer – og de bruger utrolig meget psykisk energi på deres relationer indbyrdes i pigegruppen.

To piger og den enes mor sidder i alrummet og aftaler, at de skal lege sammen om eftermiddagen. En tredje pige møder ind med sin mor. Da pigen opdager, at de to andre har en legeaftale, bryder hun sammen i gråd. Begge mødre får uhyre travlt med at prøve at arrangere, om alle de tre piger kan være sammen.

Pigers optagetheden af det relationelle, om at være inde eller ude af gruppen, er næppe en biologisk disponering. Mere sandsynligt er det, at kvinderollen stadig forbindes med det nære. Med at tage sig af det tætte relationelle. Med overbegrebet Mor! Måske kunne de to mødre have hjulpet de tre pigers frustration bedre ved ikke at ”spille med” på frustrationen, som de tydeligvis genkender. For eksempel ved beroligende at sige: ”I dag har de to en legeaftale, som de glæder sig til. Vi skal nok finde en dag, hvor du kan have en legeaftale. Lige nu skal du jo…”. Pigen ville stadig være ked af det og have brug for trøst, men ville ikke blive bekræftet i, at det er en katastrofe ikke at være med i det hele – hele tiden.
Bemærkelsesværdigt er det, at kvinder (også uddannede pædagoger) oftest selv omtaler piger i disse situationer som værende ”intrigante”. En spejling af sig selv, der åbenbart er ubærlig.

De store, seje, kloge, empatiske og modige piger i 5årsalderen, der kan det hele i børnehaven, er de samme piger, som hjemme kan have lange perioder, hvor de bryder sammen og reagerer med vrede, smålighed over for søskende og uforståelig ”urimelighed” i familien. Noget vigtigt er på spil. Hvem i den pædagogiske verden bekymrer sig om dette. Et forskningsprojekt efterlyses!

Drenge i børnehavealderen har ligeledes travlt med at finde ud af, hvad det vil sige at være sit køn. Deres leg er primært kendetegnet ved at skulle bekæmpe det onde! Våben, kæppe, alt hvad der kan stritte og stikke foretrækkes. Og for en sikkerheds skyld iklæder de sig en beskyttende dragt – i disse år gerne en Spiderman dragt. Den er jo bekvem, når man nu har brug for at være usårlig, men stadig er bange for edderkopper.
Til ansættelsessamtale i en børnehave blev jeg spurgt, hvad jeg ville stille op med, at drengene løb rundt med kæppe og pinde. Det var farligt, og de truede de andre børn. Nogle børn var så bange for at komme i børnehave, at de insisterede på at have (legetøjs-)våben med. Våben var dog forbudt i børnehaven.
Jeg svarede, at det lød som om, at drengene var forladt af de voksne ude på legepladsen. At der ikke var nogen, der gav deres leg (deres udvikling) følgeskab.
Det er desværre ganske udbredt, at drenges vilde, kropslige lege bliver udgrænset i daginstitutioner. Dette på trods af, at det blot kræver af de voksne, at de blander sig legen og lærer børnene, hvordan de kan lege disse lege uden at komme til skade. At forbyde legene – eller at udvise desinteresse for dem – er det samme som at fornægte barnets udviklingsbehov. Vilde ”ophidsede” lege afspejler både hos drenge og piger en driftsspænding, som netop er en del af deres erobring af ”sig selv som køn” i verden. Det er også i børnehavealderen, at doktorlege har sin opblomstring. Her er fravær og forbud heller ikke løsningen.
Det er dog en misforståelse, hvis man tror, at det kun er piger, der er optaget af det relationelle. Drenge arbejder lige så hårdt med at forstå sig selv og de andre i deres følelsesmæssige relationer. Her er en iagttagelse af tre drenge, der gennem hele deres børnehavetid har søgt hinanden og været meget sammen:

Simon, Niels og Benjamin alle 5 år har et stykke tid leget i sandkassen. Pludselig klager Simon grædende over, at Benjamin ødelægger graveprojektet. Et øjeblik efter sker det igen, nu græder Simon højlydt. Niels kigger hen mod to voksne, som sidder på terrassen lidt derfra. Benjamin ”lokker” Niels med væk fra sandkassen.
De siger: ”Vi skal ind og vaske hænder”!
Jeg siger: Okay, men kom lige ud og snak med mig og Simon, når I er færdige!
Jeg går hen til Simon for at høre, hvad der er sket.
Simon siger: ”Benjamin væltede sandet ned! Og nu går de fra mig”.
Niels og Benjamin kommer tilbage som aftalt.
Niels: ”Jeg ville også, men Benjamin sagde…”.
Benjamin: ”Jeg kan ikke holde ud, når han gør sådan” (om Simons gråd)
Jeg siger: ”Simon siger, at du ødelagde graveprojektet, og han er nu ked af, at I går fra ham”.
Simon virker rolig nu, og Niels og Benjamin kravler op på legehustaget. Simon graver videre alene, men kravler så op på taget til de to.
– – –
Et kvarter senere leger en voksen en boldleg med de 3 drenge  og to andre børn. Da den voksne forlader legen, går Niels og Benjamin væk fra legen. Simon følger dem med øjnene: ”Går I ud af legen”? Senere leger de alle 3 sammen igen.

Hvad stiller vi op med, at piger er på overarbejde, og at drenge vokser op i feminine universer uden krop? Og vurderer vi stadig piger på hvordan de er, og drenge på hvad de gør?