Økonomisk Råd kom med en ny undersøgelse her sidst i maj.
Som forleden blev præsenteret i Berlingerne under overskriften “Flere pædagoger gør ingen forskel” (https://www.berlingske.dk/danmark/flere-paedagoger-goer-ingen-forskel-mener-det-oekonomiske-raad).
Det vakte furore hos FOLA, BUPL og sidst Jacob Mark.
Idet minimumsnormeringer netop er startet med at blive indfaset, kan det også næsten synes konspiratorisk, at undersøgelsen fra Økonomisk Råd lander i medierne netop nu – en undersøgelse, som lykkes med at gøre selve gyldigheden af bedre normeringer til diskussionstema.
Alle de nævnte parter kappes om at tage afstand fra Økonomisk Råds præmis, at normeringers effektivitet kan beregnes ud fra hvor godt børnene senere scorer i dansk og matematik – samt hvor lidt kontakt de senere får med socialpsykiatrien.
Jeg er enig i de kritikpunkter, forældreforeninger, fagforeninger og politikeren rejser: børns barndom i daginstitutionerne bør have en værdi i sig selv. Ligesom kvaliteten af barndommen uløseligt hænger sammen med om børnene bunkepasses af alt for få pædagoger, eller om der er et antal, så børnene kan få den hjælp og støtte, de er i behov for, til deres daglige trivsel.
Og nok pædagoger, det er der tydeligvis ikke nu, det har selv Folketinget anerkendt med deres lov om minimumsnormeringer.
Men jeg oplever, det klinger meget hult, når det først er ved truslen om ugyldiggørelse af normeringerne, at forældreforeninger, fagforeninger og en politiker gider løfte stemmen i debatten om daginstitutionerne.
For både politikere, forældre- og fagforeninger ved, at ikke alene har de sidste tyve år i daginstitutionerne været en lang vej mod stadig flere børn til stadig færre pædagoger, på stadig mindre plads.
Alle ved også, at vi sideløbende, med læreplanerne fra år 2004, har været vidne til en gigantisk skolificering og manualisering af daginstitutionspædagogikken. Og dermed af børns liv og barndom!
En skolificering og manualisering med den politiske ambition at bombesikre udfaldet af vuggestue- og børnehavebørns ophold i daginstitutionerne: alle skal forlade daginstitutionerne med et optimalt mål af viden, motorisk sikkerhed, (dansk)sproglige færdigheder, personlig kompetence, og socialitet.
Som man naivt forestiller sig kan sættes på tal og skemaer og dernæst løbende teste og monitorere den enkeltes progression i forhold til.
Kig ind i en hvilken som helst daginstitution, væggene er tilplastrede med bogstaver og piktogrammer.
Ethvert samspil, enhver rutine – bleskift, spisning, påklædning – er iværksat som læringsbeskrevene pensummer for børnene.
Fremtidens Dagtilbud, De reviderede Læreplaner, Vidensbaseret Indsats I Daginstitutionerne, Pals, DUÅ, TRASS, TOPI, nationale spogvurderinger, Dialogisk Læsning, Fri For Mobberi – et mindre udvalg af det ocean af projekter og koncepter, pædagoger, i kvalitetssikringens navn, pålægges at implementere.
Altid uden rum for overvejelser over, hvorvidt projekter og koncepter virker fagligt valide, er i overensstemmelse med dagtilbudslovens formålsbeskrivelse, eller overhovedet er mulige at implementere.
Læg dertil de årlige eller halvårlige “besøg” af pædagogiske konsulenter, der med en manual i hånden støvsuger hver millimeter af det fysiske rum for forsømt læringspotentiale, og pædagogikken ligeså.
En social ingeniørkunst af de helt store, det er det, vi er vidne til!
Vi må som samfund, som professionelle, snart have ret til en reel debat om børns liv og opvækst i de danske daginstitutioner!
Een ting er, at daginstitutionerne medarbejdermæssigt er så nedbesparede, at vi i praksis ikke et øjeblik har tid til alle sprogstimuleringerne, alle de antimobbeprogrammerne, målingerne og registreringerne af enkeltbørns trivsel mm.
Men vi er på vej mod virkeliggørelse af loven om minimumsnormeringer. En dag inden så længe bliver der således (mere) tid til børnene.
Derfor er det presserende, vi får lys på, hvad det faktisk ønskes at foregå ude hos os i daginstitutionerne!
Og her er jeg helt på linje med politiker Jacob Mark, min egen fagforening BUPL, FOLA m.fl:
Børnene – også forstået som samfundets børn – er ofre i denne sag. De ønskes gjort til små robotter, der retter ind efter arbejdsmarked og det politiske ønske om omkostningslette borgere.
De blir til sjæle uden kritisk sans og dannelse.
Samfundets ulighed, statusforskellene, de uretfærdige magtforhold, alt dette udviskes når man manualiserer pædagogikken.
Dvs betragter børn som tomme kar og pædagogerne som neutrale agenter, der påfylder lige meget viden og kompetence mens børnene glider forbi på samlebåndet.
Men det er ikke bare pædagogerne der må vågne op.
Politikere, fagforeninger, børnenes rettighedsorganisationer, forældreforeningerne, de må også vågne op og fatte, hvad det er, der sker med pædagogikken.
Sidste nyt i halen på Økonomisk Råd-rapport, om normeringernes ubetydelighed, er, at KL og regeringen igangsætter (endnu 😳) en landsdækkende undersøgelse af daginstitutionskvaliteten.
Rådet For Børns Læring, som sorterer under undervisningsministeriet vil have, at den igangsatte kvalitetsmåling kigger på hvordan børn klarer sig senere i livet (læs: daginstitutionernes læringsmiljø skal igen igen opgraderes).
Der er stærke aktører på spil, vi må snart ha en åben konfrontation!
illustration: hiller goodspeed
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 