Den gamle ulighedsforsker Niels Glavind svarer Økonomisk Råd igen oven på rådets polemiske artikel om at bedre normeringer i daginstitutionerne ikke kommer til at gøre hverken børns senere skolepræstationer bedre, eller den samfundsmæssige ulighed mindre.
Men jeg er ikke særlig enig enig i Glavinds præmis, at vi i evigheder skal blive ved at mene/tro, at det er gennem ekstrabemandinger – sociale normeringer eller hvad man nu kalder det – at daginstitutionerne kan eller bør løse samfundets intgrations- og ulighedsproblematikker.
I min optik stigmatiserer og samfundsekskluderer vi meget mere end vi inkluderer, når vi gør visse børn og samfundsgrupper til problemet.
Vi taler hverken om dummere, svagere eller mindre moralsk stærke mennesker, fordi vi taler etniske minoriteter eller socioøkonomisk dårligt stillede samfundsgrupperinger!
Hvorfor skal vi så i daginstitutionerne fordanske med tvungne læringstilbud til ghettobørn, møde børn og familier, som om de var en meget større mundfuld end den såkaldte middelklasse, der fylder de fleste institutioner op?
Det er efter min mening at parkere problemerne, hvor de ikke hører, til og jeg synes, det er uprofessionelt og etisk betænkeligt, hvis pædagogerne og deres fagforeninger ikke snart siger fra.
Vi må kræve, samfundets sociokulturelle ulighed løses på rette niveau, nemlig i den førte social-, bolig-, -arbejdsmarked og uddannelsespolitik.
Vi må fastholde, at vi meget gerne udgører en “samfundets rummelige mødplads”, men vi sætter ikke ind med stigmatiserende tiltag, og vi påtager os ikke at udjævne en ulighed, som retteligt bør udjævnes gennem politiske reformer.
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 