Den gamle ulighedsforsker Niels Glavind svarer Økonomisk Råd igen oven på rådets polemiske artikel om at bedre normeringer i daginstitutionerne ikke kommer til at gøre hverken børns senere skolepræstationer bedre, eller den samfundsmæssige ulighed mindre.
Men jeg er ikke særlig enig enig i Glavinds præmis, at vi i evigheder skal blive ved at mene/tro, at det er gennem ekstrabemandinger – sociale normeringer eller hvad man nu kalder det – at daginstitutionerne kan eller bør løse samfundets intgrations- og ulighedsproblematikker.
I min optik stigmatiserer og samfundsekskluderer vi meget mere end vi inkluderer, når vi gør visse børn og samfundsgrupper til problemet. Vi taler hverken om dummere, svagere eller mindre moralsk stærke mennesker, fordi vi taler etniske minoriteter eller socioøkonomisk dårligt stillede samfundsgrupperinger!
Hvorfor skal vi så i daginstitutionerne fordanske med tvungne læringstilbud til ghettobørn, møde børn og familier, som om de var en meget større mundfuld end den såkaldte middelklasse, der fylder de fleste institutioner op?
Det er efter min mening at parkere problemerne, hvor de ikke hører, til og jeg synes, det er uprofessionelt og etisk betænkeligt, hvis pædagogerne og deres fagforeninger ikke snart siger fra. Vi må kræve, samfundets sociokulturelle ulighed løses på rette niveau, nemlig i den førte social-, bolig-, -arbejdsmarked og uddannelsespolitik.
Vi må fastholde, at vi meget gerne udgører en “samfundets rummelige mødplads”, men vi sætter ikke ind med stigmatiserende tiltag, og vi påtager os ikke at udjævne en ulighed, som retteligt bør udjævnes gennem politiske reformer.
Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000.
Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år.
For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse!
Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation.
Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent.
Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen.
Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne.
Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom.
I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik.
I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform!
De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare.
For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar:
- Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges.
- Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft
- Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer
Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!
Vis alle indlæg af Danielle Mercier
2 thoughts on “Daginstitutioner som samfundets mødeplads?”
Jeg er enig i din kritik af vilkårene, men min erfaring er, at forældres bemærkninger ved tilsyn er værdifuld. Hvordan er det, hvis der ikke er tid til at tale med dem, når de henter. Netop bevægelsen. “Er der en voksen tilstede” har jo været igang sat at frustrede forældre. Dem bliver der lyttet til på en anden måde. Kh
Hej Ulla, enig, forældreinput kan være værdifulde. Men er de det altid? Kommer det ikke an på, hvad både hvad forældre og pædagoger indbydes til at problematisere – af undersøgelsen?
Prøv at læse dette tankevækkende svar ( på mit opslag) fra gruppen Pædagogfagligt Netværk. Jeg synes, det tangerer problematikken:
“Jeg har problematiseret at der i forældretilfredshedsundersøgelser ikke er reel mulighed for at “kritisere” forholdene på et mere generelt plan, uden det læses som kritik af de enkelte pædagoger eller denne specifikke institution. Altså der er ikke spørgsmål der siger noget om normering eller pladsforhold generelt. På den måde vil muligt negativ kritik falde tilbage på den enkelte institution som så vil få problemer med kommunen. Jeg har derfor hver gang jeg har udfyldt forældretilfredshedsundersøgelser brugt energi på at skrive dette nederst i undersøgelsen. Jeg har tilmed skrevet til dagtilbudschefen at jeg mener undersøgelsen er konstrueret så det reelt kun er muligt at svare at man er tilfreds. For de fleste kritiserer altså ikke deres børns pædagoger og de fleste ved godt at pædagogerne gør det så godt de kan. Det vil man så gerne anerkende og scootere dem højt. Selvom man generelt er utilfreds med forholdene og rammerne. Det er et kæmpe problem, da de ansatte jo også holder sig tilbage med at kritisere disse forhold og rammer overfor forældrene. Det er svært for de ansatte at kritiserer forholdene da det for det første gør forældrene udtrykke og for det andet er institutionerne jo reelt i indbyrdes konkurrence om børnene så hvis en institution får et dårligt ry risikere man at forældrene vælger en anden. Det ender så med at der bliver fyret en medarbejder da børnetallet falder.
Det er sindssygt at institutionerne på den måde er afhængige af at undgå kritik”.
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 
Jeg er enig i din kritik af vilkårene, men min erfaring er, at forældres bemærkninger ved tilsyn er værdifuld. Hvordan er det, hvis der ikke er tid til at tale med dem, når de henter. Netop bevægelsen. “Er der en voksen tilstede” har jo været igang sat at frustrede forældre. Dem bliver der lyttet til på en anden måde. Kh
LikeLike
Hej Ulla, enig, forældreinput kan være værdifulde. Men er de det altid? Kommer det ikke an på, hvad både hvad forældre og pædagoger indbydes til at problematisere – af undersøgelsen?
Prøv at læse dette tankevækkende svar ( på mit opslag) fra gruppen Pædagogfagligt Netværk. Jeg synes, det tangerer problematikken:
“Jeg har problematiseret at der i forældretilfredshedsundersøgelser ikke er reel mulighed for at “kritisere” forholdene på et mere generelt plan, uden det læses som kritik af de enkelte pædagoger eller denne specifikke institution. Altså der er ikke spørgsmål der siger noget om normering eller pladsforhold generelt. På den måde vil muligt negativ kritik falde tilbage på den enkelte institution som så vil få problemer med kommunen. Jeg har derfor hver gang jeg har udfyldt forældretilfredshedsundersøgelser brugt energi på at skrive dette nederst i undersøgelsen. Jeg har tilmed skrevet til dagtilbudschefen at jeg mener undersøgelsen er konstrueret så det reelt kun er muligt at svare at man er tilfreds. For de fleste kritiserer altså ikke deres børns pædagoger og de fleste ved godt at pædagogerne gør det så godt de kan. Det vil man så gerne anerkende og scootere dem højt. Selvom man generelt er utilfreds med forholdene og rammerne. Det er et kæmpe problem, da de ansatte jo også holder sig tilbage med at kritisere disse forhold og rammer overfor forældrene. Det er svært for de ansatte at kritiserer forholdene da det for det første gør forældrene udtrykke og for det andet er institutionerne jo reelt i indbyrdes konkurrence om børnene så hvis en institution får et dårligt ry risikere man at forældrene vælger en anden. Det ender så med at der bliver fyret en medarbejder da børnetallet falder.
Det er sindssygt at institutionerne på den måde er afhængige af at undgå kritik”.
LikeLike