Forperson for FOLA, Signe Nielsen er åbenbart fortaler for de pædagogiske tilsyn i daginstitutionerne – og taler i nedenstående artikel for en opgradering af disse gennem forældredeltagelse.
Jeg spørger nu, hvorvidt hun holder fast, hvis tilfældet er, at tilsyn faktisk vedligeholder de kvalitetsproblematikker som de er sat i verden for at opspore, afdække og bedre?
Som pædagog mener jeg, vi er nødt til at kigge på de pædagogiske tilsyn, hvis de skal fungere som reel sikring af den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne.
Og herunder er det helt afgørende, at arbejdsgiver kommer ind i ligningen om daginstitutionskvalitet – omfattet som denne er af lov om sikring af ressourcer så ansatte rent faktisk kan løfte opgaverne, herunder skabe faglig kvalitet.
For er man ikke rede til denne inddragelse, mener jeg, man i tilsynsdiskussionen, ignorerer problematikker, man ellers angiver at være vidende om og anerkender:
Der er jo ingen af os pædagoger, der ved tilsyn kan gøre andet end at PERFORME kvalitet, vi er gennemsnitligt to pædagoger til 22 børnehavebørn eller 12 vuggestuebørn!
Hold dette op mod en ambitiøs dagtilbudslov, der fordrer børns læring hvert sekund af dagen, der fordrer blik for den enkeltes perspektiv, sikring af det enkelte barns trivsel, udvikling og dannelse.
Er der i det perspektiv virkelig ide og moral i, at konsulenter kommer susende år ud og år ind, opsnuser, hvem der bedst performer, at her går det godt – mens børn i virkelighedens verden igen og igen svigtes som følge af de nedbarberede normeringer og sammenpressede pladsforhold?
Vi diskuterer altså IKKE tilsyn i en abstrakt virkelighed, men tilsyn i en konkret nedbesparet virkelighed.
Jeg har lige fået lov at læse et kapitel af Susanne Ekman, hvor hun i en forrygende analyse viser, hvordan en spareramt offentlig sektor overlever effektiviseringskravene ved at gældssætte sig hos både medarbejdere og brugere.
Således består en af strategierne i at skubbe gælden nedad, og individualisere ansvar for den på gulvplan.
Oversat til daginstitutionssektoren, så lover man forvaltningsmæssigt og politisk stadig bedre daginstitutionskvalitet, trods alvorlige nedskæringer og besparelser.
Når skeletterne så begynder at rasle i skabene hos os, så sikrer pædagogisk tilsyn, at enhver kvalitetsproblematik beskrives som noget, der har med os på gulvet at gøre, med manglende systematik i planlægning, udførelse og evaluering af arbejdet – for at blive i ledelses- og tilsynsretorikken.
Det er her jeg opfordrer FOLA og andre til at komme ind i kampen.
Sammen er vi stærke, men kan åbenbart ikke blive enige om, hvem vi hver især står sammen med og kæmper for?
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 