Selvfølgelig er det et stort skridt fremad ( og dybt logisk!), at når pædagoger ude i daginstitutionerne beskriver udfordringer omkring givne børn, så skal det også hurtigt udløse bistand fra forvaltningernes PPR-afdelinger.

Og selvfølgelig er det også logik, som psykologen fra Relationsformidlerne.dk’s opslag peger på, at problemer ikke skal anskues som værende i børn, men omkring børn.
Det er min påstand, at det vil enhver pædagog efterhånden skrive under på med sit hjerteblod.

MEN er problemet med de individualiserende problembeskrivelser og dybt stigmatiserende diagnoser i daginstitutionerne dermed løst?

Det mener jeg slet ikke!

Mit argument er, at så længe pædagoger igen og igen accepterer at problembeskrive enkeltbørn og de situationer, de står i, uden at kigge daginstitutionernes strukturelle rammer kritisk efter i sømmene, så tvinges enkeltbørn alligevel – igen og igen – til at betale en pris: de blir solitære problembærere for kollektivt omsorgssvigt.

For som følge af de dybt utilstrækkelige normeringer og pladsforhold, skal børn reelt klare sig med så sparsom støtte, til deres trivsel og udvikling, at deres trivsel og udvikling reelt tilter igen og igen.

Ligesom der i praksis IKKE er plads til børn, der er uenige i de voksnes dispositioner og “måder at ordne” hverdag, pædagogik og rutiner på. De som opponerer, ender i værste fald med en diagnose, i bedste fald anses de for asociale eller alt for tilbageholdende.

Min opfordring er således, at hvis vi – og alle eksperterne, forskerne og politikerne omkring feltet – virkelig vil ud af den individualiserende problematisering af enkeltbørn, så er der ingen vej uden om, vi må i ethvert forhold og enhver diskussion FASTHOLDE, at :

Med anstændige normeringer og pladsforhold vil 99,9% af alle danske børn trives og udvikle sig optimalt i de danske daginstitutioner. De vil nemlig alle kunne få den hånd i ryggen, til deres trivsel og udvikling, de er i behov for.

Og de voksne vil rent faktisk kunne bukke sig ned, lytte og tænke over, hvad det egentlig er for andre perspektiver, børnene lægger på ting og sager i tilværelsen.

Et magtfuldt ledelsesredskab blev for cirka 10 år siden sat i cirkulation. Dette for at ruske pædagoger ud af den selvsikkerhed de besad i pædagogik og rutiner.

Essensen af ledelsesredskabet var slogannet som lød “Gør vi det, vi tror vi gør!”.

Jeg brød mig ikke om det dengang, men jeg blir sgu nødt til at insistere på slogannets revival i denne sag:
HVIS vi ønsker, den evige problematisering af daginstitutionernes enkeltbørn skal stoppe, SKAL vi selv stoppe!

Det betyder ALTID – overfor eksperter, forvaltere og politikere – at hævde, at eventuelle børns manglende trivsel, udvikling og dannelse er logisk følge af de få voksen- og pladsressourcer, vi som professionelle har at gøre godt med.

Det betyder ALDRIG at godtage invitationer, fra eksperter, pædagogiske konsulenter og politikere, til at beskrive enkeltbørns problematikker som udtryk for videnslakuner hos os selv eller fejludvikling hos enkelt børn.

Og så er vi tilbage ved første led: enkeltbørns eventuelle problemer har ALTID noget at gøre med de dybt nedbesparede forhold, vi har at agere i.

https://www.facebook.com/groups/7391021827/permalink/10158066924561828/