Forleden udsendte Danmarks Evalueringsinstitut endnu en pjece med tips og tricks til pædagogerne.
Det drejer sig denne gang om gode råd til modtagelse af nye børn og forældre. Hvilket jo er nært forestående med det store 1.maj-skifte vi er vidne til hvert år i daginstitutionerne.

Nogen synes måske vi kommer til kort, siden EVA finder på at lave den slags pjecer?

Jeg er sikker på at man kan problematisere/forfine selv den bedste praksis, især når man er konsulent(hus) og legitimiteten af ens eksistens afhænger af, at der er noget at problematisere og skrive om. Viden er jo den “vare” man sælger.

Det er den ene side af sagen.

Den anden er for mig, at jeg er enig med EVA og diverse andre vidensproducenter, der er noget riv ravende galt i daginstitutionerne.
I min optik er virkeligheden, at pædagoger løser opgaver under dybt nedbesparede forhold, herunder en katastrofalt lav bemanding og uhørt trange pladsforhold.

Det betyder, at selv om det er logik for burhøns at modtage nye børn og forældre på en klog og omsorgsfuld måde, så bevirker de nedbarberede bemandingsforhold, at det sjældent lader sig gøre på acceptabel vis!

Hvem gider arbejde under de forhold?
Færre og færre dygtige, dedikerede pædagoger.
Hvilket kun gør situationen endnu værre.

Men er løsningen pjecer om den gode og kloge måde at modtage nye børn og forældre på? Pjecer, publikationer, erfaringsopsamlinger og undersøgelser, der ALDRIG nævner bemandings- og pladsforhold som kvalitetsparametre?

Nej, det er efter min mening IKKE løsningen, det er ulyksalige skridt på en vej, der cementerer netop de kvalitetsproblematikker, daginstitutioner står i.

Pjecer som EVAs -(som desværre ikke står alene – bare læs Børn og Unge) – de er i min optik nemlig politikernes carte blanche til i det uendelige at afskrive sig ansvar for arbejdsbetingelser, herunder normeringer og plads. Arbejdsbetingelser der umuliggør, at daginstitutionspædagoger kan yde anstændig kvalitet – OG tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Så jeg spørger igen: hvem gider efterhånden spilde sine gode kræfter på et daginstitutionsarbejde?

Jeg ser rigtig mange dygtige kolleger og mediedebattører opgivende forlade sektoren.
De orker ikke mere, siger de – især med begrundelsen, at man taler ned til os og ikke lytter til vores kritik af bemandings- og pladsforholdene.

Personligt mærker jeg også her, ved det nært forestående store 1. maj-skifte, angsten og uroen i maven.

Hvor jeg sikkert som amen i kirken ved, at uanset hvor meget vi strækker vores kræfter og opmærksomhed i børnehaven, så kommer vi igen igen til ikke til at slå til, i forhold til de helt rimelige og legitime krav, de små nye og deres forældre står med – i deres bestræbelse på at få fodfæste i en stor, ny (og nedbesparet) verden.