Jeg blev virkelig glad, da jeg og Iben Benedikte Valentin Jensen blev inviteret ind i Line Knutzon og David Pepe Birchs projekt!

For første gang skulle jeg ikke spille noget eller nogen.
Kunne frit fra leveren udtrykke dyb frustration.
Over de nedbesparede forhold, hvorunder vi driver liv for børn i daginstitutionerne.
Udtrykke dyb frustration over, hvordan de såkaldte “psy-discipliner” – altså kommunens Pædagogisk-Psykologisk Rådgivninger – effektivt holder tingenes nedbesparede tilstand i et jerngreb hos os:

For hver gang et barn knirker, og vi hidkalder PPR, så er problemet individuelt.

Det vil sige hver gang det brænder i institutionen, og jeg søger at fastholde, vi ganske simpelt er ude i en normeringsproblematik, at jeg og mine kolleger udemærket ved, hvordan fællesskaberne omkring lille Abdia, der bider alt og alle skal næres, så hun kommer i trivsel, så slutter mødet brat.
Og vil jeg ikke ud i direkte skænderi, så lader jeg psykologen føre min hånd og skriver under på en “handleplan”.

Om hvordan det er mit hovede det er galt med.
Om hvordan jeg, med absurd banale, af fagkundskaben udtænkte greb, skal sikre lille Abdia føler sig mere tryg og kendt i kammeratgruppen.

Og således sætter vi igen igen ind overfor lille Abdia, eller Rane eller Lydia. Der sikkert som amen i kirken udvikler bekymrende adfærd i en nedbesparet virkelighed, hvor det ikke rigtig er til at få øje på en voksen.
Hvor vi voksne, uanset hvor hurtigt vi løber, aldrig i tide får slukket de små brande, der uundgåeligt flammer op, når man så mange børn skal udfolde sig på så få kvadratmeter i så megen larm og uro.

Line Knutzon og David Pepe Birchs take på psykologerne er, at de også kiler sig ind i vi voksnes liv.
At de skaber sig en tilværelse med bil, båd og havudsigt gennem at arbejde på det blik, vi voksne kaster på os selv.
Et blik, hvor vi uophørligt drives til ar spørge: trives jeg egentlig? Er der ikke tegn på krise, er mit dystre sind i gear, spilder jeg mine sparsomme kræfter på vildveje, hvad skal jeg droppe og hvem beholde i mit liv?

Og mens vi voksne henslæber tilværelsen på brikse og i selvhjælpsbøger, iagttager Iben Benedikte Valentin Jensen folkeskolen.
Og konstaterer, at her er størte pædagogiske dyd er at hælde lige meget kundskab og kompetence på de små klirrende flasker. Fællesskabet er stendødt.

En af pointerne for Line Knutzon og David Pepe Birch er altså at vise, at Anders Fogh – med sin retorik om ubrugelig “rundkredspædagogik” – indfangede et væsentligt træk i tiden.

Fra ideen om samfund som fællesskaber til ideen om det solitære, selvmaksimerende individ, der med forbillede i kapitalismen driver egen tilværelse som effektiv, velkalkuleret enterprise.

Og hvis jeg til slut må indskyde en lille litterær note, så er det sociologen Nikolas Rose, der i denne sag har været banebrydende.

Med sin kritik af neoliberalismen, viser han, hvordan the psy-disciplines – altså psykologien i alle dens former – har været spydspids i udbredelsen af den neoliberale samfundstænkning og styringspolitik.

“The psychological being is now placed at the origin of all the activities of loving, desiring, speaking, laboring, sickening, and dying […] and it is in the name of this being, we have come to authorize so many authorities to assist us in the project of being free from any authority but our own. […] And if we can not disinvent ourselves, we might at least enhance the contestability of the forms of being that have been invented for us, and begin to invent ourselves differently”.

Det sidste handler, som jeg ser det, om at insistere på fællesskaber, hvor bl.a. børn kommer til at opleve sig som betydningsfulde medspillere.
Af voksne, der 1) formår og 2) har rammer til at møde ungdommens evige “noise” som “voice”.

Citater og parafraser:
Nikolas Rose “Inventing Ourselves. Psychology, Power and Personhood”.
Jacques Ranciére “Dissensus: On politics and aesthetics”.