Den Kritiske Pædagogiske Højskole

Prøver at nærme mig nedenstående to giganter.

Som må siges at være skrevet til (daginstitutions)pædagoger og pædagoguddannelse.

Bent Madsens bog udmærker sig ved at have et kapitel, som tydeligt optegner det massive felt af styringsinteresser, som pædagoger og daginstitutioner dagligt må navigere i.
Og som for mig som pædagog betyder en situation hvor stadig flere skingre stemmer, (politikere, forvaltere, konsulenter, evidensbaserede forskere m.fl.) gør det meget svært at koncentrere sig om kerneopgaven, børnene og hverdagslivet.

Jeg synes faktisk, daginstitutionsfeltets overlevelse og faglighed afhænger af, at det snarligt bliver basics for pædagoger og studerende, at daginstitutionerne befinder sig i et sådant felt af råbende interessenter, der mener en masse og vil hvert deres.

Det er dertil virkelig tiltrængt at Bent Madsen sørger for, at grundbogen sætter spot på de strukturelle, dvs økonomiske og normeringsmæssige rammer. Det sker meget sjældent i pædagogikfaglige bøger og forskning.

Men jeg fornemmer desværre, at betydningen af styringsinteressenterne og de strukturelle rammer måske ikke føres helt ind i daglig pædagogik, eller ind i de pædagogiske ståsteder, Bent Madsen skitserer som bud på, hvordan pædagoger kan vinde magt og selvbeskrivelse.

Det må komme an på en nærlæsning, men jeg vil mene, det er afgørende for bogens “emanciperende” potentiale, hvorvidt den lander som endnu en fremholdelse af god pædagogik.
Eller den holder fast på budskabet, at skal daginstitutionspædagogikken et afgørende bedre sted hen, så må analyse og problematikkef i den grad kobles til den intensive styring og de nedbesparede ressourcer.

Bent Olsens bog fokuserer, med udgangspunkt i kunsten at trøste, på skellet mellem daglig pædagogisk praksis og videnskabelige og forskningsmæssig beskrivelse og foreskrivelse af pædagogers praksis.

Bent Olsen slår fast, i tråd med Bent Madsen, at en massiv mængde forskere, ligesom politikere og forvaltere, råber meget højt.
Og at de på betænkelig vis rammer grundigt ved siden af, i forsøget på at beskrive hvad der foregår og hvordan pædagoger agerer mest hensigtsmæssigt.

På mange måder er jeg enig, der er så meget krop, så mange greb, menneskelige indstillinger, nuancer og vurderinger, som meget af forskningen helt enøjet tromler hen over, misser og ikke er sensitiv for.

Jeg oplever således, som Bent Olsen beskriver det, pædagoger udfolde mesterskab og pædagogisk kunst, som på magisk vis får børn videre fra svære situationer, får børn i med- og modgang til at vokse, trives og funkle.

Men jeg oplever også det modsatte, det kan jeg ligeså godt sige.

Noget af det, der har været sværest for mig i alle årene, har netop været at vi pædagoger praktiserer så forskelligt, relateret til fx trøst, men også i forhold til børn, der udviser ensomhed eller i forhold til det at engagere sig i livet med børnene.

Nogle pædagoger magter ikke at trøste, magter ikke det nærvær, prioriterer ikke det nærvær.
Sådan har det i hvert fald set ud for mig igen og igen.

Men jeg har også gennem mange år – og en uendelig række frugtesløse udviklingsprojekter, tænkt nærmere over det.

Over hvorfor vi så let i hensigtserklæringer og udvirkning af værdigrundlag bliver enige om “den anerkendende tilgang”, at børn skal høres og ses i deres livsudtryk, at ingen må slippe under radaren – og hvorfor vi så alligevel fortsætter hver især i fuldstændig samme pædagogiske rille som vi altid har gjort.

Og min konklusion er, at det handler om mange ting.

Ja, det handler om rigtig mange ting når børnene sikkert som amen i kirken lærer, at Marie og Kasper kan man gå til, i livets store og små spørgsmål, Børge og Karla er bare tom staffage i den henseende.

Det handler om normeringer der er så nedbesparede at muligheden for at nå fagligt i mål er yderst ringe, og et arbejdsmiljø, der er så betændt, at overlevelsesstrategien let bliver at udvikle arbejdstagermentalitet:

Det her er bare et arbejde, jeg har også en fritid, en familie. Ingen passer på mig, jeg passer på mig selv, gør mig usynlig, eller klarer det vigtigste og lader op gennem kollegaskabet.

Det handler om faglige miljøer, der skal folde sig ud og blomstre efter en otte timers arbejdsdag, i tidsrummet mellem 17:30 og 20:30.
Hvilke andre end pædagoger byder man det?

Det handler om børne-, menneske- og samfundssyn, om opdragelses- og dannelsesværdier, som trives og vokser særlig godt i en normeringsmæssigt nedbesparet og kaotisk hverdag:

Jeg har som sagt mødt pædagoger, der – ikke i en pædagogisk diskussion – men med deres praksis og samspil lærer børn, at de må klare det meste selv, det lette som det svære.

Dette i samspil med en forskningstrend, der passer som fod i hose med de nedbesparede forhold, og som opskriver det at lære selv helt små vuggestuebørn at tage tøjet på. Og som samtidig argumenterer, at det er godt for skoleparatheden, og det at kunne indgå i fællesskaber at lære at vente på tur.

Problemet er, at at børn venter på tur til alt!
De venter i ugevis på en lille tur ud af huset, de venter på at sige noget i rundkredsen, på at vaske hænder, komme i garderoben og ud med madpakken efter frokost. De venter på trøst og mulighed for at dele bare en af de vigtige oplevelser med yndlingspædagogen.

Fattigdom har sneget sig helt ind i hjertet af pædagogikken.

Og det kræver stædighed og menneskelig udholdenhed at blive ved at insistere på sin tilgængelighed, sit nærvær og sit engagement under de forhold og diskurser.
Det går nemt hen og bliver minoritetspædagogik.

For mig bliver det derfor en frygt at Bent Olsens bog visualiserer den kunst, pædagoger kan udfolde – som hverdag.

I så fald ender bogen som abstrakt smukt ideal. Dem har der været en del af, ligesom de kommer til i en lind strøm.

Det vi mangler og angler efter som pædagoger, er derfor forskere, der kommer ud af elfenbenstårnet, og solidariserer sig med de meget svære grundvilkår, hvorunder vi må beskrive og udvirke vores daglige pædagogik.