Mobning inde for det pædagogiske

Det rammer mig gang på gang, når jeg snakker med studiekammerater, kollegaer, venner og familie, der arbejder indenfor det pædagogiske felt, hvor meget mobning, der finder sted blandt personalet. Det er både indenfor social psykiatrien, dagtilbud, fritids og ungdomstilbud. Jeg har i mit arbejdslivs selv været skånet for det. Jeg har dog en klar opfattelse af det kan være en kultur på den enkelte arbejdsplads, der er så stærk at det ligger udenfor den enkeltes handlefelt at ændre på. Selv om dårlige normeringer kan være stærkt medvirkende, vil jeg vove at sige, der kommer noget før.

Det jeg ofte hører er der hersker en status quo tilgang til tingene, hvor intet rigtig kan blive bedre. Hvor man brokker sig konstant og fralægger sig et hvert ansvar for at være bidragende til ændringer. Man opretholder et minimum og overlever. Det går tit hånd i hånd med at personlige meninger overtrumfer faglige argumenter og alliance dannelse er vigtigere end kerne opgaven. Grunden til det ikke bliver løst er ofte en ledelse, der ikke er rustet til at løse konflikter mellem kollegaer, fordi der ikke er defineret et stærkt fælles værdisæt og fordi det forgår i det skjulte med at bagtale, ud fryse og ignorer. 

Uenighed som en styrke.

Der skal i ethvert fagligt miljø herske en positiv uenighed, som ikke nødvendigvis er gnidnings fri eller frigjort fra konflikt og debat, men som sikrer man lytter til hinanden og samarbejder om kerne opgaven. Min oplevelse er ofte mobning opstår i fagligt indskrænket miljøer, der ikke tåler uenighed. Hvor man i praksis gør hån af nytænkning og den faglighed, man selv skulle besidde groft sagt. En jantelovs kultur for at sætte det helt på spidsen. Det er ikke den enkeltes opgave og at gøre op med sådan en lav kultur, derfor ser jeg det som relevant at starte den debat. Da det er noget jeg hører igen og igen fra rigtig mange led og kanter uden at skulle tage den enkelte til indtægt eller hænge nogen ud. 

Måden det skal løses er selvfølgelig en ledelsesmæssig opgave og kan det ikke løses enten fordi parterne ikke vil, eller fordi ledelsen er inkompetent, vil jeg stærkt vil opfordre til man kontakter sin fagforening, hvis man oplever disse ting, da det kan have store personlige og psykiske omkostninger at gå med selv.

Men der skal også være en engagering af os selv som professionelle. Med det mener jeg at vi aktivt tager afstand til den form for kultur og i bedste fald er villig til at angribe optakten til det. Og til sidst må politikkerne sørger for at skabe en retfærdig ramme om de tilbud, de selv sætter tårn høje krav til.

Rune Olsen