Der er jo heldigvis mange af de såkaldt mandligt konnoterede mennesker, der også vil være pædagoger og arbejde i daginstitutionssektoren👍
Men jeg kommer alligevel til at tænke på det med at ville, illustreret ved nogle af fortidens kvinder, som ville – når jeg læser Christian Aabros ph.d. om pædagogers faglighed:
For mig at se konkluderer Christian Aabro meget relevant, at faglighedsudøvelse i danske daginstitutioner er udspændt mellem:
at skulle sanse og afstemme relevant ift børns-, men også forældres og kollegers følelser, behov mm.
at skulle omkode metoder og redskaber, kommunerne i stigende grad pålægger institutionerne at lægge til grund for deres arbejde
at skulle afstemme disse to ting i en ressourcemæssig nedbesparet ramme.
Pointen for Christian Aabro er at sige – af de samtaler, han har med pædagogerne – at de fleste pædagogers forståelse af god faglighed og god professionsidentitet, er at få det hele til at gå op i en højere enhed under pressede vilkår. Herunder fx kun at tage, hvad der giver pædagogfaglig mening, af koncepter. Og kun implementere i et omfang, så det ikke går ud over nærværet med børnene og samarbejdsopgaverne med kolleger og forældre.
Christian Aabro argumenterer for at konceptualisering af pædagogik, i samspil med rammer og traditionelle pædagogiske omsorgsopgaver, ikke bare har ledt til en afprofessionalisering, som andre forsksningsegmenter argumenterer. Nej, forhandlingen af disse ting har ledt pædagogerne til udvikling af en ny professionsidentitet.
Det er i disse pointer, jeg bliver usikker på, om Christian Aabro taler på vegne af, hvad pædagoger vil/ burde ønske at ville.
Det betyder noget, hvor forskere står, for det videnstilbud, de producerer og lægger frem til omverdenen. Jeg ser Christian Aabro som en forsker, der med sin ph.d. mest står udenfor professionskampen. Han holder os ligesom ud mellem to fingre. Ser teknisk på hvad der er sket med daginstitutionssektoren, hvad pædagoger gør og har gjort i forhold til de ændringer, der er sket med styring og ressourcetilførsel. Og hvordan pædagoger har prøvet at mingelere sig til en (ny) identitet i de processer.
Trods det muligvis for pædagoger skaber ny professionsidentitet og faglighed, at metoder og programmer, som noget naturligt, har adgang til deres praksis, må det så ikke også diskuteres, om det er et attråværdigt arbejdsgrundlag at lade sig gennemlyse af diverse evalueringskrav, og at politikere dialogløst kan pålægge programmer og arbejdsmetoder – og dermed næsten gør os ulydige, når vi ikke implementerer?
Skal det bare accepteres som arbejdsbetingelse?
Og det at pædagoger mingelerer koncepter, svære rammevilkår og det at spille sammen med børn, kolleger og forældre på kompetent vis – og de heraf vinder identitet og nye måder at beskrive egen faglighed på – må det ikke også diskuteres, om de vilkår er identitetsprojektet værd?
Må der måske ikke også tages en kamp for arbejdsbetingelserne, så både koncepter minimeres og rammerne bedres – og en helt anden professionsidentitet dermed kan konstrueres?
Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000.
Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år.
For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse!
Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation.
Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent.
Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen.
Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne.
Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom.
I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik.
I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform!
De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare.
For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar:
- Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges.
- Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft
- Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer
Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!
Vis alle indlæg af Danielle Mercier
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 