Der er jo heldigvis mange af de såkaldt mandligt konnoterede mennesker, der også vil være pædagoger og arbejde i daginstitutionssektoren👍

Men jeg kommer alligevel til at tænke på det med at ville, illustreret ved nogle af fortidens kvinder, som ville – når jeg læser Christian Aabros ph.d. om pædagogers faglighed:

For mig at se konkluderer Christian Aabro meget relevant, at faglighedsudøvelse i danske daginstitutioner er udspændt mellem:

  • at skulle sanse og afstemme relevant ift børns-, men også forældres og kollegers følelser, behov mm.
  • at skulle omkode metoder og redskaber, kommunerne i stigende grad pålægger institutionerne at lægge til grund for deres arbejde
  • at skulle afstemme disse to ting i en ressourcemæssig nedbesparet ramme.

Pointen for Christian Aabro er at sige – af de samtaler, han har med pædagogerne – at de fleste pædagogers forståelse af god faglighed og god professionsidentitet, er at få det hele til at gå op i en højere enhed under pressede vilkår.
Herunder fx kun at tage, hvad der giver pædagogfaglig mening, af koncepter. Og kun implementere i et omfang, så det ikke går ud over nærværet med børnene og samarbejdsopgaverne med kolleger og forældre.

Christian Aabro argumenterer for at konceptualisering af pædagogik, i samspil med rammer og traditionelle pædagogiske omsorgsopgaver, ikke bare har ledt til en afprofessionalisering, som andre forsksningsegmenter argumenterer.
Nej, forhandlingen af disse ting har ledt pædagogerne til udvikling af en ny professionsidentitet.

Det er i disse pointer, jeg bliver usikker på, om Christian Aabro taler på vegne af, hvad pædagoger vil/ burde ønske at ville.

Det betyder noget, hvor forskere står, for det videnstilbud, de producerer og lægger frem til omverdenen.
Jeg ser Christian Aabro som en forsker, der med sin ph.d. mest står udenfor professionskampen. Han holder os ligesom ud mellem to fingre. Ser teknisk på hvad der er sket med daginstitutionssektoren, hvad pædagoger gør og har gjort i forhold til de ændringer, der er sket med styring og ressourcetilførsel. Og hvordan pædagoger har prøvet at mingelere sig til en (ny) identitet i de processer.

Trods det muligvis for pædagoger skaber ny professionsidentitet og faglighed, at metoder og programmer, som noget naturligt, har adgang til deres praksis, må det så ikke også diskuteres, om det er et attråværdigt arbejdsgrundlag at lade sig gennemlyse af diverse evalueringskrav, og at politikere dialogløst kan pålægge programmer og arbejdsmetoder – og dermed næsten gør os ulydige, når vi ikke implementerer?

Skal det bare accepteres som arbejdsbetingelse?

Og det at pædagoger mingelerer koncepter, svære rammevilkår og det at spille sammen med børn, kolleger og forældre på kompetent vis – og de heraf vinder identitet og nye måder at beskrive egen faglighed på – må det ikke også diskuteres, om de vilkår er identitetsprojektet værd?

Må der måske ikke også tages en kamp for arbejdsbetingelserne, så både koncepter minimeres og rammerne bedres – og en helt anden professionsidentitet dermed kan konstrueres?

———————

Man kan bladre og læse ph.d.rapporten her:

https://www.ucviden.dk/ws/portalfiles/portal/174589676/ph.d.afhandling_Christian_Aabro_samlet_PDF_version_E_version_002.pdf

Skriv en kommentar