Maja Plum skriver i en nys udgivet artikel om vores måde i daginstitutionerne at have minutiøst styr på børnene gennem afkrydsningslister, soveskemaer, turlister mm.
Hun iagttager også en omfattende afretning og socialisering, som pædagogers hænder, stemmer og attituder lærer børnene:
“Protokollen og dens logik lever et liv under den politiske og pædagogiske radar. Men den lever! Hver dag tælles og opgøres børn som masse, hver dag føres, holdes, mærkes børnekroppe. De flyttes, dirigeres, holdes øje med og gives retning […]
Her forstået som en opøvning [hos børnene] i at føre og holde sin krop i en institutionaliseret sammenhæng. […]
Man kunne hævde, at børn gennem protokollens løbende stabiliseringer lærer meget om at være i institution – at blive en del af massen, at følge dens bevægelsesmønstre, institutionelle regler og ikke mindst at kunne mærke og afkode, at ’I’ betyder mig, og at hånden på nakken betyder, at jeg skal flytte mig i en særlig retning. At alle disse måder at mærke berøringer på kroppen, at kunne afkode og omsætte dem, udgør nogle af de mest bærende elementer i den socialiseringsopgave, der kendetegner moderne barndom.”
Jeg synes det er en genkendendelig og troværdig iagttagelse af en måske upåagtet men enormt betydningsfuld og energikrævende del af vores arbejde og indsats.
På den måde er beskrivelsen vigtig.
Men jeg har det uroligt med forskeren Maja Plums dagsorden:
Tilsyneladende ser hun det som noget negativt, denne garanti til forældrene om sikker masseovervågning, tilpasning af store mængder børn til tunge rutiner og levekulturer. Samt detaljestyringen gennem blikke, hænder på ryggen, vurderende italesættelser af hvad børn bør gøre, tænke og føle.
Det kan jeg kun være enig i, det er præcis det, der vender sig i mig, at vi får så store mængder børn sikkert gennem så tunge hverdage.
Men hvad Maja Plum egentlig vil med disse kritiske iagttagelser, det kan jeg ikke komme til klarhed over.
Fx får jeg fornemmelsen, hun vil beskrive det pædagogiske forhold langt mere statisk end det bør beskrives.
En slags proto-professionel, jeg hverken kan genkende eller finder særlig løfterig:
Den professionelle, hun skriver frem, er således fattig på visioner og kritiske refleksioner over livet, børn bydes.
Det er vist ikke hele billedet af hvad “en pædagog” er?
Jeg kender i hvert fald pædagoger, ansat i daginstitutioner, der er dybt bekymrede og kritiske over børnelivet, de må byde børn.
Ligesom flugten fra fag og uddannelse vel siger en hel del om kritisk bevidsthed og afstandstagen fra det eksisterende?
Så hvorfor alene dette blik på pædagoger, som maskiner, der blindt adlyder en institutionel dagsorden?
Selv har jeg de seneste år tænkt meget over den materielle vinkel, og den mener jeg, Maja Plum med fordel og uden at kompromittere hendes projekt, havde kunne inddrage som analyse- og fortolkningskontekst
Dvs hvad sker der med pædagogisk praksis, med kritik og refleksion, når man er så få medarbejdere at det bliver svært at garantere børnenes sikkerhed og integritet?
Og man som pædagog må gribe til optællinger og afpatruljeringer frem for samspil og “samliv”?
Det er det, man i marxisme kalder at basis determinerer ideologien.
Eller med ganske almindelig ord, at den materielle fattigdom flytter ind i det pædagogiske hjerte og den pædagogiske tanke.
Det undrer mig, at Maja Plum ikke har taget den vinkel som underviser på pædagoguddannelsen og tidligere akademisk medarbejder gennem en årrække i fagforeningen bupl.
I stedet for at indfælde daginstitutioner i deres aktuelle politiske kontekst, som vel evident for de allerfleste sætter stramme rammer for pædagogik og børneliv, optegner artiklen for mig en profession, der er styret af et mareridt af institutionslogikker og procedurer, iboende enten professionen selv eller daginstitutionen som organiseringsform.
Det er i hvert fald ikke særlig løfterigt. Og som nævnt ikke i tråd med et faktum, jeg oplever, at mange pædagoger på ingen måde er trygge ved den praksis, de må udøve.
Og jeg ser derfor frem til forskning med noget mere empowerment og samfundsdiagnostik.
https://tidsskrift.dk/FPPU/issue/view/10960
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 