Louise Klinges og hendes motivationspsykologiske fundament har vist stor luft under vingerne i disse år.
Tina Brandt er foregangsperson for fundamentets udbredelse i daginstitutionerne.
Som jeg hører Tina Brandt sige i en podcast, er motivationspsykologien en metodik, knyttet til børn trivsel, læring og udvikling.
Intet galt i børns trivsel, læring og udvikling og effektive metoder hertil.
Men idet Klinge og Brandt bygger på motivationspsykologiens brug af begrebet “børns autonomi-/selvbestemmelsesbehov”, som middel til trivsel, udvikling og læring, mener jeg virkelig, vi, der tænker i børns dannelse til kritisk tænkende individer, bør være på vagt.
Autonomi og selvbestemmelse er anerkendelses- og rettighedsbegreber. Dvs de må gælde børn ret til indflydelse og følelse af ikke kun at være bestemt over af andre.
Og hvis vi fx arbejder under lederåden “børns trivsel”, og vil tilgodese børns såkaldte autonomibehov, så må vi udfolde en helt anden tilgang til børns uenighed og modstand, end den jeg finder i Louise Klinges materialer og Tina Brandt eksempler i den ovennævnte podcast:
Fx forklares igen og igen med forskellige vendinger i podcasten, at lytter man til børns autonomibehov, så gør de det de skal: man skal “pirre børns nysgerrighed og lyst til at tilslutte sig”, “børnene må ønske sig hvad de vil i verden, det er bare ikke sikkert, man får det opfyldt”, “børn ved hvad de har lyst til, ikke hvad de har brug for”, “børns modstand handler om at jeg som pædagog præsenterer det her på en måde som halter”, “vi vil ikke knægte autonomien, og derfor giver vi børn valg om nattøj af først, eller tænderbørstning først”.
Jeg vil gentage, der kan ikke være noget galt i motivationspsykologi i læringens navn. Det vil sige når man vil rykke børn et bestemt sted hen.
Men jeg vil give nogle eksempler på, hvad selvbestemmelsesret er, og som viser, at en dagsordenen hvor målet er børn erfaring med demokratiske fællesskaber, hvor deres stemme anerkendes og gælder i praksis, bliver alvorligt kompromitteret i den motivationspsykologiske diskurs.
Forskeren Berit Grindland har arbejdet med hvad vuggestuebørns autonomi kan være, og ud fra den radikale demokratiteoris ideer om at demokratiske fællesskaber er fyldt med konflikter og uenighed.
konflokter og uenighed er med andre ord et tegn på at en “overherredømme stemme eller dagsorden” ikke dominerer.
Centralt finder hun, at “en uenighedspraksis” må stå helt centralt i dagligt liv med børnene.
Det betyder, at modsat ideen, at hvis børn protesterer mod at tage sko på og skulle ud, så opfattes dette ikke konsekvent som noget, der skal gennemtrumfes.
Det vil sige, det bliver pædagogernes opgave altid at undersøge deres ordning af hverdagen, og i aller størst mulig grad at give plads til mange mulige måder at være et rigtigt barn på, men også mange mulige måder at leve liv ogvhverdage på.
Fx kunne nægtelsen af at tage sko på være børnenes stemme ind i voksnes måde at ordne fællesskaberne på: vi gider ikke den fucking legeplads hver eneste dag, og præcis når det passer jer!
Berit Grindland viser med et konkret eksempel, hvordan pædagogerne i en vuggestue tog en børnegruppes impulser til at vende tallerknerne på hovedet og spise således, som et indspark og en stemme ind i en spisekultur, man var villige til at give børn indflydelse på. Og hvor udfordringen var – og altid er – at afgøre med den større voksenerfaring, hvornår børn reelt er med til at ændre på rutiner, ritiualer og kultur på en rig og erfaringsgivende måde (OGSÅ for de voksne og deres dinosaurhjerner), og hvornår det i stedet bliver kaos og dermed negative fællesskabserfaringer for børn og voksne.
Sådan har jeg selv forsøgt at bedrive pædagogik gennem alle årene.
Måske fordi jeg selv grundlæggende er kritisk overfor det bestående? Det vil sige jeg føler mig sjældent sikker, når børn øver modstand, om at det er os, de voksne, der har de vises sten. Og vil, så langt det overhovedet er muligt, give børnene oplevelsen, at de er betydningsfulde medspillere når vi bygger vores hverdag og liv.
Og så er vi tilbage med normeringerne, der netop i min optik fremmer at en motivationspsykologisk tilgang til børns rimelige modstand, kommer i spil
Når man næsten ikke kan lytte til børns stemme, fordi man er meget få pædagogiske medarbejdere til store børnegrupper, så bliver det en attråværdig løsning af blive super stærke kommunikatører.
Dvs pædagoger, der kan give børn oplevelsen af selvbestemmelse, trods børnenes modstand reelt underkendes og glider ud af forkus for dem.
Jeg mener, der venter pædagogikken en debat og diskussion fremadrettet hvis vi både vil have børneliv, der er lære- og trivselsrige, og at børn får erfaring med demokratiske fællesskaber og medbestemmelse alvorligt.
Og her er nuancerende diskussion af motivationspsykologien muligheder og begrænsninger et muligt første skridt.
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/autisme-med-hjertet/id1610979250?i=1000647320277
Berti Grindland kan læses gratis i DPT “Demokrati i børnehøjde. En triet livsform?” her: https://dpt.dk/temanumre/nr-3-2016/
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 