Blogindlæg af Danielle Mercier

Som pædagog har det undret mig hvordan vi pædagoger i teorien let bliver enige om, at normeringerne er utilstrækkelige.
Mens vi i hverdagen knokler os og børnene igennem rytmer, rutiner og ritualer, som var de et uforhandeligt faktum på linje med tyngdekraften.

Og på den anden side oplever jeg det jo selv når jeg står i det, udfordringen er så konkret:
Skal alle børnene have mad i dag, så er det bare at komme igang. Skal børnehavebørnene på legepladsen efter frokost og vuggestuebørnene ud at sove, så er det bare at komme igang.
Skal børnene have en smule pædagogisk aktivitet i “guldtiden” mellem 9:30 og 11:00 med tre medarbejdere til de 22 bhbørn/13 vuggestuebørn, så er det bare at komme igang.

Der ligger en tvang i vilkårene.
Der ligger en tvang i at vi er så få, at agerer vi ikke hensigtsmæssigt og velplanlagt, så sætter vi børnenes sikkerhed på spil. Og ødsler den sølle 1 1/2 time væk, hvor en smule pædagogisk aktivitet kan tilbydes børnene.

Den franske aktivist og filosof Simone Weil arbejdede i året 1934-35 incognito på forskellige fabrikker. Det gjorde hun for at forstå fabrikslivets forarmende indvirken på arbejderen.

Noget af det første hun nævner i sit skrift “Livet på fabrikken”, berører den problematik jeg nævner, og giver endnu en grund til hvorfor vi pædagoger ikke siger st(op).
Simone Weil skriver, at fabriksarbejdernes ulykke er mystisk, for arbejderne selv kan næppe skrive, tale eller endda reflektere over sit arbejdsliv, i stedet ønsker “tanken at flygte, den ønsker ikke at kredse om den ulykke, som gør den ondt”.

Videre fortsætter hun, at når arbejderen taler om deres egen skæbne, gentager de ofte propagandasprog fra folk, der ikke er arbejdere.

Jeg kan genkende begge dele, dvs det kan føles meningsløst og energistjælende at fokusere på problematiske normeringsvilkår al den stund de virker utopiske at ændre stående midt i hverdagen og ansvaret.

Og samtidig oplever jeg også meget stærkt, hvordan vi som pædagoger inciteres til at tænke og tale om vores virkelighed i virkelig idylliserede termer: mangen en gang har jeg siddet og lavet det rituelle årshjul og undret mig helt afsindigt over, hvor mange aktiviteter, projekter og forældrearrangementer, vi plotter ind, vel vidende, hver eneste måned bliver projekt-fyldt langt ud over hvad vi har mandskab og personlige ressourcer til at virkeliggøre. Det føles på en eller anden måde som praleri, eller behov for at “fortælle optimistiske, lyse historier”.

Her mener jeg, den foreskrivende daginstitutionsforskning spiller en vigtig rolle idet den netop konsekvent beskriver vores virkelighed som noget der kan forbedres og optimeres ved at ændre på vores tænkning, planlægning og systematik.

Propaganda er ifølge Wikipedia et systematisk forsøg på at påvirke folk ved at kommunikere bestemte holdninger, vinkler og perspektiver. Det bruges især om politiske og religiøse idéer.

Med udgangspunkt i den forståelse af propaganda, og hvis vi udgår fra, at pædagoger har en konflikt med deres arbejdsgivere om ressourcer og rammer, mener jeg det bliver relevant at spørge kritisk til den foreskrivende daginstitutionsforsknings omfattende vidensproduktion og funktion:
Dvs vi må spørge, hvis holdning og perspektiv på virkeligheden, forskningen formidler når den konsekvent fokuserer kvalitetsudfordringer som noget der kan problematiseres og løftes indenfor et fokus på pædagogers videns- og kompetenceniveau.

Hvilket i sidste ende betyder at spørge, på hvis side, forskningen agerer – i uenigheden, vi vel har med vores arbejdsgivere?