Jeg læser i Dion Sommer og Jacob Klitmøllers bog “Fremtidsparat? Hinsides PISA – nordiske perspektiver på uddannelse”

På daginstitutionernes vegne er Sommers store ambition at få skubbet hæren af reformatorer ud af småbørnsinstitutionerne.
Nemlig den hær, som fokuserer på børns kognitive udvikling, og som med alskens test og konceptpædagogikker søger at gøre børn skoleparate.
Nogle kender sikkert Dorthe Bleses “Fart på Sproget” og “Spell”, samt Fremtidens Dagtilbud.
Begge er for Dion Sommer eksempler på reformatorer, som med sprog og matematik fokus helt ned på vuggestue niveau øjner bedre skoleparathed for de danske børn, men alligevel fejler katastrofalt med hensyn til resultater.

Så langt er jeg enig med Dion Sommer. Ud med det lort!

Men Sommer blir mig alligevel en smule for teknificeret på barndommen og menneskehedens vegne.
Er børn virkelig ikke andet end individer, hvis potentiale det er småbørnsinstitutionernes opgave at optimere, så de bliver klar til arbejdsmarked – og redningen af den disruptede verden, som optager Sommer så intenst?

Sommers Fremtidsparate Daginstitution er en velnormeret daginstitution (hurra!), der inkorporerer tidlig litteracy, men med udgangspunkt i leg, børneperspektiv og forbedret familie-institutionssamarbejde.
Et fremskridt?

Samtidig med min læsning af Sommer hører jeg “Bagklog” på P1.
Forfatteren Sonja Ravn diskuterer kunstner-sind med Esben Kjær, herunder hvordan myten om kunstnerens svære og til tider asociale sind, legitimerer asocial adfærd, eksempelvis den, vi pt ser på Forfatterskolen og i en forfatterforening.

Det får mig til at tænke på, hvad det er for et projekt vi har gang i småbørnsinstitutionerne:
Er det uhyggelige ideal hos både Sommer og Fremtidens Dagtilbud en pædagogik, som skudsikkert kan bringe børn i identisk lykkelig balance?
Hvilket menneske bliver man, af at blive mødt i sin barndom, som en lille  flaske, hvis største opgave det er at lade sig fylde med en identisk masse viden og mental balance?

HELDIGVIS er aktuel småbørnspædagogik af en HELT ANDEN STØRRELSE end socialingeniørernes bordmodeller:

• Der er normeringerne, som sikrer der nærmest ingen pædagogik finder sted, fordi der ingen voksne er, og de voksne der er, reduceres i store perioder af dagen til rene fængselsbetjente.
• Der er pædagogisk personale, som heldigvis er mennesker, og derfor kun i øjeblikke kan styres til at sætte stupide påfyldningsprogrammer i værk overfor børnene.
• Og der er resterne af en nordisk pædagogik, der sætter børns frie bevægelighed og leg i centrum, og som gør, at børnene, i samspil med de barberede normeringer, får erfaring med sig selv som handlende væsener i en konfliktfyldt virkelighed.

Denne almindelige og ustyrlige opvækstform i småbørnsinstitutionerne mangler bestemt ikke potentiale for, at man som individ cementeres med et sind, der kan blive uendelig kilde til senere kunstnerisk produktion.

Det er måske næsten for meget!
Et liv med for få voksne, for meget kaos, splid og larm, og hvor for mange slynges ud i periferiens ensomhed, det er jo heller ikke det, vi går efter.

Men jeg synes stadig, der er grund til at diskutere og opponere mod det ideal, man har gang i på småbørns institutionernes vegne.
Hellere nogle lidt krøllede personligheder, bukket og fordrejet af livets tilfældige genvordigheder – i ORDENTLIGT NORMEREDE leverum – end socialingeniørernes zombier, der hverken kan tænke selv eller opponere mod kravet om evig selvoptimering.

Derfor skal vi, ligesom Kåre Skovmand på folkeskolens vegne, kæmpe for at den amokløbende læringsmålsstyring ekskluderes fra småbørnsinstitutionerne.
Vi skal have normeringer, som gør det muligt at være synlige rollemodeller.
Vi skal have politikere og embedsværk, som har tillid til, at menneskelig dannelse både er noget, man sætter værdier for i fagligt velledte småbørnsinstitutioner. Og som man samtidig i virkelighedens verden ikke kan eller bør styre helt ned i detaljen. Hverken på den enkeltes eller samfundets vegne.