Den kritiske pædagogiske højskole vil gerne sige mange tak for tildelingen af Erna prisen! Opbakning, engagement og deltagelse i projektet betyder alt for dets udvikling og slagkraft. Jo flere perspektiver, jo flere kritiske stemmer, vi kan samle, desto bedre og skarpere modstand kan vi mobilisere. Vi vil i det følgende benytte anledningen til at rette et kritisk blik på nogle af de tendenser i tiden, som vi finder problematiske.
Det naturliggjorte, selvfølgelige i samfundet kan hurtigt blive en glidebane mod fremmedstyring, umyndiggørelse og uetisk praksis. For os at se kan det pædagogiske ikke adskilles fra det samfundsmæssige. At forholde sig kritisk til pædagogik og pædagogisk arbejde, er også at forholde sig kritisk til det eksisterende samfund, dets kultur og normer.
At rette et kritisk blik på vores institutioner er en start. Tag f.eks. daginstitutionerne. Hvorfor putter vi børn i institutioner? Det kunne se ud som om at børnene mest af alt er i vejen. De er i vejen, fordi ”vi” skal bruge begge deres forældres arbejdskraft. Sådan er det, men synes vi egentlig at det er godt sådan? Hvornår har vi besluttet, at det skal være sådan?
I takt med at den kapitalistiske produktionsmåde blev udbredt, blev arbejdet skilt fra livet. En kapitalistisk logik kom til at dominerer og er nu så integreret i vores samfund, at vi vanskeligt kan forestille os andet. Et sundt handelsmarked og profitmaksimering er blevet vigtigere end sunde relationer, meningsfuldt samvær og mennesker der har det godt. Ikke fordi vi ønsker det sådan, men fordi vi er blevet fanget og lokket til med tryghed og forbrugsgoder. Nu er det er svært at slippe ud! Konsekvensen er bl.a. en uhyrlig opsplitning af det menneskelige fællesskab. Væk med de gamle, børnene, de syge og de åndssvage. De u-profitable, dem tager institutionerne sig af. Der sker ganske vist også en masse godt, glædesfyldt, udviklende og inspirerende i institutionerne, men perspektivet har forskubbet sig. Vi er kommet alvorligt i tvivl. For nu at blive ved daginstitutionerne. Er de til for børnene, er det et godt sted at gøre sit børneliv?
For vi lukker øjnene, når vi dagligt forlader vores børn, men vi ved godt, at der er noget galt. Vi kan ikke bære adskillelsen. Vi kan ikke bære, at børnene græder, når vi går fra dem – så vi griber til afledning og skynder os fortvivlet videre – hver dag!
Men der er faktisk en god grund til det hele, lyder det. For at kunne begå os i verden, må vi socialiseres, til arbejdslivet. For en dag at kunne gøre os i livet, skal vi være dygtige og duelige, så vi kan få et arbejde. Og tidlig indsats er faktisk det, der virker bedst, det er det mest effektive! Barndommen – livet lige nu – det kan ikke komme her og fylde. Der skal klargøres og klædes på – på med jernskjorten. Så, aflever dit barn i dårligt normerede vuggestuer og børnehaver. Her skal vi nok få det bedste ud af den unyttige barndom. Vi har store planer – læreplaner – som skal sikre, at vi ikke spilder tiden. Vi er i konstant konkurrence, for i Danmark skal vi leve af vores kloge hoveder. Ikke én dag må overlades til tilfældighederne. Man kalder det New Public Management – vi skal køre vores institutioner som Google driver deres virksomhed. Færre voksne til flere børn, der skal trives bedre og opnå det maksimale læringsudbytte. Det kan sagtens lade sig gøre – Google gør det. Vi mangler bare den rigtige metode og den rigtige konsulent til at indføre den. Er det det vi ønsker at byde vores børn, os selv og vores samfund?
Det mener vi ikke i Den Kritiske Pædagogiske Højskole!
Lønarbejdet skal ikke være definerende for, hvad der sker i vores dagtilbud. Vi skal, i takt med den teknologiske udvikling og vores stigende velstand, sætte menneskers tid fri, børns, unges, voksnes og ældres. Allerede i Oldtidens Grækenland påpegede Aristoteles at “man arbejder for at få fri-tid, hvoraf lykken afhænger”. I dag har vi den mulighed – muligheden for at arbejde mindre. Men vi må gøre op med et system, der sætter profithensyn og markedslogikker foran menneskelige og meningsfulde fællesskaber. Vi skal turde stå på skælvende grund, skabe nye institutionsformer og menneskelige fællesskaber, med nysgerrighed og gåpåmod. Vi skal holde om hinanden, tro på hinanden og kæmpe sammen. Vi skal turde tage ansvar for verdens udfordringer, store som små. Det er her, ved denne ordentlige mundfuld, at Den Kritiske Pædagogiske Højskole tager fat. Vi tager fat ved at tænke og tale sammen, udtrykke kritik og protestere, ved at tro på at en anden verden er mulig og ved at forsøge at realisere brudstykker af den, her og nu. Vi starter i det små, i det konkrete, med og mellem mennesker, for herfra vil forandringen spredes. Du er allerede med.
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 