Manifest. For en ny pædagogik.

“Der er så stille nu”, synger Lis Sørensen sørgmodigt i slageren fra 1990`erne.

Sådan har jeg det også!

De kritiske pædagogiske stemmer, jeg som ung og uprøvet pædagogmedhjælper i 1980’erne hørte svirre på gangene, de er forstummet!

Men pludselig, torsdag aften, kunne jeg høre noget igen!

Jeg kunne høre kraften fra dengang.

Det var, da jeg og nogle venner besøgte Dansk Pædagogisk Historisk Forening til en festlig aften.

For kæmperne derude, de mødte os med generøs udveksling af erfaringer fra “daginstitutionens morgen” – fra dengang der VAR plads til kritiske røster.

Igen fik jeg troen! På muligheden af en samfundsengageret og kritisk demokratisk pædagogik!

Rasmus Willig spørger andetsteds, hvem som tjener på, at der er så stille?

Og svarer retorisk, at det gør den nyliberalistiske ideologi.

Den ideologi har nemlig inficeret de danske daginstitutioner og umuliggjort logikken i at tænke samfundskritisk.

Det eneste sted, vi i dag kan vende vores pædagogiske kritik, det er mod børnene!

Og er det ikke rigtigt, at de er genstand for vores evige kritik, i nyliberalismens ånd!

Er det ikke rigtigt, at vi under anerkendelsens snedige dække, hver dag betragter børnene som endnu ufuldkomne eksemplarer af suverænt, selvrealiserende individer, som vi hvileløst må mure på, bore i, ombygge og rearrangere?

Med hjælp fra talepædagoger, psykologer, topi-tests og ergoterapeuter, er vores kritiske fokus fuldstændig zoomet ind på disse stakkels børn og deres familier.

Mens vi selv, stivet af med læreplaner og diskurser om at bryde den tunge sociale arv, stjæler børns barndom med evigt igangværende opmurings- og stilladseringsprojekter, evindeligt kritisk byggearbejde, som ikke må efterlade et eneste afspekt af børnenes fysik og humanitet upotentialiseret.

Tiden er kommet, og nu må vi til at vende kritikken et andet sted hen!

Sige, at gu vil vi da ej lege nyliberalismens stilladsarbejdere!

Gu vil vi da ej mere deltage i denne uhyggelige civilisering af børn og unge, med det resultat, at de kommer til at opfatte sig som små solitære stjerne, i et koldt uendeligt univers af solitære “stjerner”.

Jeg forslår vi vender kritikken mod os selv!

For som Mari Pettersvold konkluderer på sin doktorafhandling, så er der i norske daginstitutioner – mildest talt – uudnyttet potentiale for børns demokratiske erfaring. Ligesom hun konkluderer, at børns medbestemmelse og deltagelse alt for ofte reduceres til pseudodeltagelse: ønsket om at høre børns stemmer, forvandles fortvivlende ofte til kravet om “stille indestemmer”!

Det tror pokker!

Med nyliberalismens illusion om et suverænt selvrealiserende individ, et uendeligt arsenal af fiduspædagogikker, som skal systematisere og effektivisere pædagogers facilitering af det suveræne selvrealiserende barn, stjæles pædagogers opmærksomhed. Opmærksomhed på børnehavens potentiale som børn og familiers første møde med en rummelig og demokratisk indstillet velfærdsinstitution.

Det kan i min optik ikke gå hurtigt nok med at få etableret en kritisk bevægelse, som kan tage kampen op med den individfokuserede diskurs og ideologi, som alene gør det muligt at vende kritik og problematisering mod et stakkels overbebyrdet individ!

Som på forræderisk vis reducerer børns erfaring med at øve indflydelse på fællesskabets retning og mål, til en paragraf i dagtilbudsloven.

Så længe daginstitutionernes legepladser, år efter år, på landsplan står som homogene voksenkonstruerede monstre, trods de enorme mængden forskellige børn som befolker og siver gennem dem, så er der noget ravruskende galt med demokrati og medbestemmelse for børn i daginstitutionerne!

Og så længe pædagoger ser fællesskabets uundgåelige uenigheder og konflikter som udtryk for singulære børns individualpsykologiske og familiære problematikker, så er der noget rivruskende galt med deres forståelse af daginstitutionernes demokratiske potentiale.

Og måske skal vi starte der: hvorfor er der så stille, der hvor vores kritiske tænkning som pædagoger burde foregå?

Og hvordan får vi vækket samfundsmennesket “pædagog” igen?

Jeg tror på at sammen er vi stærke, og håber du er med!

Lad os sammen tænke kritisk og pege på steder, som RENT FAKTISK kan få daginstitutioner, barndom og samfund bedre steder hen!

Kategorier:., Blog

2 replies

  1. Jeg kan rigtig godt lide dette manifest, men er ikke glad for anonymiteten! Et kritisk manifest kræver, at man ved hvem, kritikeren er. Hvem er den skarpe skribent? Vh Ib

    Liked by 1 person

    • Nåh, ja, det er da mærkeligt man ikke kan se mit navn, Ib!
      Det er mig, Danielle😀
      Og tak for de pæne ord!
      Har også rigtog stor respekt for de blogs, du har postet!!!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s