Menneskets dannelse sker gennem et komplekst sammenspil af erfaringer i opvækstmiljøet og betydningsfulde relationer. De ting vi gør, eller de ting vi ikke gør, spiller en stor rolle i forhold til hvilke individer, vi dannes til. At være menneske og at blive menneske er at gøre sig erfaringer. De erfaringer, vi gør med andre mennesker, spiller en afgørende rolle i forhold til, hvordan vi udvikler os – hvem vi bliver til, og hvordan vi ser, forstår og bevæger os i den verden, vi vokser op i. Det er derfor afgørende, hvordan vi, pædagoger, indretter miljøerne og håndterer relationerne i vores institutioner. Hvis vi ønsker demokratiske individer, så må vi give dem demokratiske erfaringer i de institutioner, de opholder sig i.

Alle institutioner bør stræbe efter at skabe et miljø, som er befordrende for børns demokratiske dannelse. Reelle demokratiske erfaringer i barndommen, giver barnet styrke til at være et jeg i fællesskabet, der samtidig anerkender andre som ligeværdige og respekterer fællesskabets mangfoldighed. 

Demokrati handler om langt mere end repræsentation i parlamentet eller på rådhuset. Det er en livsstil og livsform, der inddrager hele vores væsen, hvor man har mulighed for at påvirke egne og andres livsomstændigheder. Derfor må vi skabe frie demokratiske rum allerede i daginstitutionerne. At dannes til demokratisk subjekt kommer ikke af sig selv. De voksne i institutionerne må finde frem til, hvordan man bedst skaber reel demokratisk praksis, så børnene vokser op med demokratisk overskud og selvtillid. Det kræver refleksion og mod til at forandre gamle vaner og skabe nye. Jeg kommer her med inspiration til hvilken praksis, der kan fordre en mere demokratisk hverdag – for børn og voksne.

Daginstitutioner – børnenes oplevelse og indflydelse

I Danmark går stort set alle børn i daginstitutioner, de fleste starter i vuggestuen, går videre i børnehaven og ud af folkeskolen. De bruger op imod 38.000 timer af deres liv i en mere eller mindre tvungen institutionalisering, i institutioner med høje hegn og en låst låge. Selve udgangspunktet for at arbejde med demokrati er derfor udfordret. Men derfor kan vi voksne alligevel godt skabe demokratiske rum for børn. Vi må i institutionerne være opmærksomme på at skabe demokratiske rammer, hvor børn selv er med til at skabe mening og glæde ved det institutionaliserede liv. Vi er som voksne forvaltere af børnenes muligheder og i høj grad også af deres oplevelser i børnehaven. Vi voksne står med ansvaret for børnene, derfor vægter vores stemme også højere – sådan må det være, men hvad vi bestemmer, hvornår vi gør det må være velovervejet – vi må hele tiden forholde os kritisk til, hvorfor kulturen er, som den er, hvem den gavner, eller om den overhovedet giver mening, for de børn vi arbejder med. Det kan vi, og det skal vi tage meget alvorligt. 

Sagt på en anden måde handler demokrati ikke om begrænsninger, men om at give børnene muligheder. Mulighed for at yde indflydelse på eget liv ved at være selvforvaltende.

“Lille Jonas kunne ikke nå playmobilet oppe på hylden. Han bad en voksen om hjælp, nej sagde den voksne. Playmobilet måtte ikke komme ned så sent på dagen. Jonas græd lidt og sagde, jamen det er jo min børnehave”

Jonas er et af de børn, der til dagligt må se sine behov undertrykt af en institutionskultur, der vægter institutionens rammer over hans motivation og drivkraft. Men for Jonas føles det uretfærdigt – det er nemlig også hans børnehave – det er et stærkt argument. Jonas forstår ikke de voksen- eller- de systemrationaler, der ligger bag, det må derfor virke fuldkommen meningsløst for ham. Jonas er tydeligvis blevet fortalt, at det er hans børnehave. Dette er vigtigt, da børn må opleve at have medejerskab over institutionen og fællesskabet, men hvis indflydelsen ikke er reel, så vil følelsen af medejerskab smuldre. Lignende situationer, som den med Jonas, er dagligdag i institutioner landet over ofte uden, at barnet reagerer med modstand på et nej fra den voksne, men blot passivt accepterer det. Situationen vil stadig være en potentiel afdemokratisering af institutionskulturen – noget vi konstant må være opmærksomme på. For hvilken erfaring er det, vi giver barnet? Hvis ikke barnet forstår de rationaler, der ligger til grund for afvisningen, eller det bare ikke giver mening for barnet, så risikerer vi, barnet lærer at acceptere uretfærdighed – selvom det ikke forstår hvorfor, og selvom det føles forkert.

Børn må i deres dagligdag have mulighed for at følge deres motivation og drivkraft. Vi skal som voksne passe på, at dagligdagen ikke bliver en lang indretning efter voksenlivets vaner, institutions rutiner, læreplaner osv. Børnene må have en oplevelse af, at de reelt kan bestemme, hvad de vil lave og hvornår.

“I en børnehave på Østerbro bestemmer børnene selv, hvornår de spiser. De går hen til køleskabet, tager madkassen ud og sætter sig ved køkkenbordet. Hvis de ikke lige kan nå madkassen, så tager de en stol, stiller sig op, og sådan går det så let. Der er heller ingen, der bestemmer, at rugbrødet skal spises først”

Det er et positivt eksempel på, hvordan demokratisk dannelse ikke bør afgrænses til et årligt forløb eller til bestemte pædagogiske aktiviteter i dagligdagen. Vi må i stedet bestræbe os på at skabe et nærværende demokratisk fællesskab, der gennemsyrer hele vores daglige praksis, hvor børnene kan føle medejerskab over egne livsomstændigheder, som ved f.eks. at lade dem spise, når de har lyst. Spisesituationen bliver også et rum for selvvalgte fællesskaber. Tænk bare på hvor meget socialt, der ligger i måltidet for voksne. Børn har det på samme måde, de sætter sig og spiser sammen, smager hinandens mad, taler om den og lader sig inspirere af hinandens yndlingsmad. Men hvad med de fællesskaber der ikke er selvvalgte? 

“Det værste er børnemødet (samlingen). For det er så kedeligt. Først skal Louise fortælle om, at hun har besøgt sin farmor, så den, så den, og det tager bare så lang tid”

Børnemødet eller samlingen er et eksempel på et ikke selvvalgt fællesskab, men finder sted i mange institutioner, måske fordi det anses som en vigtig lektie i et demokratisk fællesskab, at alle får sat sig ned og lyttet til hinanden. Det er en misforståelse – i hvert fald hvis børnene finder det ulideligt. Demokrati skal ikke forstås som det, at alle skal høres ved alle beslutninger, der træffes – eller at børn har ret til at fortælle om deres weekend til alle. For det første fordi, at afstemninger eller meningstilkendegivelser ikke (nødvendigvis) er demokratiske i sig selv, og for det andet fordi at langt de fleste beslutninger og handlinger, der bliver taget i løbet af dagen ikke er relevante eller interessante for andre end de personer, der er involveret. Det må til gengæld være pædagogens opgave at forsøge at tyde og fortolke enhver mening eller ethvert udtryk uanset hvor svært tilgengængeligt og forståeligt, det er. Det er også en misforståelse, at demokrati er enighed. Et levende demokrati må nødvendigvis bestå af uenigheder og venligtsindede konflikter. Konflikt baserer sig ofte på en modstand mod noget etableret eller en frustration over de eksisterende normer eller rammer. Dette kan komme til udtryk på mange måder, specielt i et dagtilbud, hvor børnene ikke nødvendigvis udtrykker sig verbalt. Her kan konflikter være en del af en kritik rettet af barnet, som de voksne må tage alvorligt.

Sofie på fem år er lige startet på fritidshjem efter 3 år i børnehave, hun er glad for det nye fritidshjem “Man må selv bestemme, om man vil være inde og tegne eller ude! Og Hvis man er udenfor og vil ind, så skal man bare sige det.”

Sofie retter her en tilbageskuende kritik af sine børnehave. Hun er glad for det nye sted. Her har hun fået friheden til at vælge, hvor hun fysisk vil opholde sig – ude eller inde. Det er min oplevelse, at rigtig mange institutioner landet over afgør, hvornår børnene skal være ude og inde. Hvad argumenterne er kan sikkert variere fra institution til institution og fra dag til dag, ligesom der sikkert er en masse strukturelle begrundelser (afvikling af pause, sygdom, normering osv.). Hvis man vil have en demokratisk dannende praksis og samtidig give barnet udendørs oplevelser, så må man skabe motivationen hos barnet. Tvang er, uanset hvordan man vender og drejer det, ikke en god demokratisk erfaring, og hvilken mening giver det for børnene, kan vi forklare dem, hvorfor de skal være ude? Kan vi forklare dem, hvorfor det som oftest er skemalagt mellem 12 og 15, eller vigtigere, kan vi forsvare det i et demokratisk perspektiv? Det mener jeg ikke man kan, derfor skal man grundigt overveje og det skal være en del af ens praksis.

Opsummerende kan det siges, at vi må se bort fra rutiner, der er trygge og lette for os som voksne og se på, hvordan vi skaber meningsfulde og glædesfulde oplevelser for børnene. Institutioner hvor børnene oplever at have kontrol over egne handlinger, og gør sig erfaringer med at kunne regulere egne behov samt give dem mulighed for at udfolde sig, der hvor deres motivation og drivkraft findes. 

Legen er afgørende – lad den være ustyrlig

Legen spiller en vigtig rolle for børns motivation og drivkraft samt for deres demokratiske dannelse. Blandt andet fordi det er her børnene indgår i forhandlinger med andre ligeværdige om at forme legeuniverset og rammerne – det er en løbende proces. Til forskel fra børnemødet eller samlingen, er de motiverede for at lytte til hinanden – for at få legen til at fungere, og den er opstået på eget initiativ af et enkelt barn eller af gruppen. Legen spiller også en anden vigtig rolle. Det er her barnet kan udvide sine grænser, i forhold til hvem det selv er, og hvem det kunne være. Det er altså her, de erfarer at potentialet for at blive noget andet er til stede, potentialet til at lave noget om – måske til det bedre, både for dem selv men også på fællesskabets vegne. Det er en vigtig demokratisk erfaring. Tænk f.eks. på den selvforstærkende effekt det kan have for et barn, at være den med læsevanskeligheder i skolen eller børnehavebarnet, der ofte bliver irettesat og udpeget som den, der driller. Det bliver en selvhævdende fortælling, hvorimod legen kan have den modsatte effekt – her kan barnet bryde med, hvad det er og være noget helt andet. Børnene gør sig erfaringer med, at intet er naturgivent, regler kan ændres, udfordres omformes og forkastes. Derfor skal vi give plads til at lade legen udfolde sig, skabe inspirerende rammer og passe på ikke at lade skema tænkning styre hele dagen.

Som Sofus på fire år undrede sig over en i hans børnehave, han kunne ikke forstå at “Lige når vi leger, så skal vi ud og lege?”

Selvforvaltning og selvregulering – demokratiske pejlemærker 

Hvis man vil lave en demokratisk praksis, der tager hensyn til det ovenstående, så mener jeg, der er to begreber, man må forholde sig til; selvforvaltning og selvregulering. Jeg vil herunder prøve at skitsere, hvad det betyder for den pædagogiske praksis og relationen til barnet.

Selvforvaltning er retten til at have kontrol over egne meninger og handlinger på ansvarlig vis i en social sammenhæng – fordi mennesker er afhængige af fællesskaber. Det er i mødet med “den anden”, at vi spejler os selv og i den sammenhæng, at vi skabes som individer. Det er derfor i fællesskabet med andre, at kimen til glæde og lykke ligger. 

Selvforvaltning handler om at kunne mærke og forstå sig selv, sine grænser og sine egne behov. Hvis man er vant til at blive ydrestyret af voksne altså at blive fortalt, hvad man skal gøre, og hvornår man skal gøre det – så erfarer man, at det er andre, der kender ens jeg bedst. Derved risikerer man at frarøve barnets mulighed for at tage sin plads i fællesskabet – konsekvensen bliver at barnet bliver sat på plads. Selvforvaltning er barnets mulighed for at have medindflydelse på normer og kultur i institutionen og livet helt generelt, dette på baggrund af egne drømme og behov. At give barnet mulighed for at øve indflydelse på egne handlinger er afgørende for, at det gør sig demokratiske erfaringer.

I en kultur, der er præget af selvforvaltning, har barnet selv indflydelse på, hvor det opholder sig. Barnet har ligeledes indflydelse på hvornår, hvorfor og hvilke aktiviteter, det deltager i. Barnet har mulighed for at øve indflydelse på fællesskabet som helhed samt sin egen situation ved at bidrage til institutionens dagligdag ved f.eks. at bidrage med forslag til aktiviteter, ture eller bare det selv at kunne nå sit yndlingslegetøj.

Selvforvaltningen lapper ind over selvregulering, og man kan næppe tale om selvforvaltning uden at måtte forholde sig til selvregulering. Selvom jeg mener, at selvforvaltnings tanken i høj grad også rummer selvregulering, er det min erfaring, at man ofte taler om selvregulering i pædagogisk praksis, men sjældent om selvforvaltning. Derfor vil jeg kort ridse begge anskuelser op, for på den måde at gøre det klart, hvor de adskiller sig. Forhåbentlig bliver det på den måde lettere at analysere og reflektere over egen praksis. 

For hvor selvforvaltningen hovedsageligt handler om at kunne påvirke miljøet eller de ydre omstændigheder, så er selvregulering et spørgsmål om at regulere egne fysiske behov og følelser. Selvregulering er en livslang proces, et spørgsmål om at lære sin egen krop at kende, hvordan den reagerer, når man har det for koldt, hvordan maven rumler, når man er sulten, og hvor længe man kan holde sig uden at tisse i bukserne. I institutioner, der tager barnets udvikling seriøst, giver man barnet mulighed for selv at skabe erfaringer med at regulere disse oplevelser og følelser. Det kræver selvfølgelig medfølende voksne, der kan hjælpe barnet med at sætte ord på følelser og altså støtte barnet i at tolke sig selv. Det er i den selvregulerende praksis vigtigt ikke at “stjæle” børnenes erfaringer, ved f.eks. at tvinge grupper af børn til at gå på toilettet når det er frokosttid. Lad i stedet barnet føle sig selv, sin egen krop – begynder barnet at trippe eller krydse benene, kan den medfølende voksen spørge ind til om barnet ikke skal på toilettet, ligesom man ved spisesituationen kan anbefale børnene at mærke efter, om de skal tisse, inden man sætter sig til bords. Det er heller ikke op til den voksne at fortælle barnet, hvilke følelser det føler, men den medfølende vil forsøge at sætte situationen i perspektiv, hvis følelserne kammer over. Ligesom den medfølende voksne ikke tvinger børn, der er mætte til at spise. Vi vil give børnene selvregulerende erfaringer, fordi det at forstå sig selv er vigtigt for at kunne se sig selv i relation til andre, sætte rimelig grænser og være tryg ved sig selv.

Selvforvaltning og selvregulering handler ikke om en ligegyldighed overfor barnet eller voksnes fravær – tværtimod. Voksne omkring barnet skal selvfølgelig rådgive, vejlede og vise hvilke erfaringer, de har gjort sig samt skabe rammer omkring barnet, der gør det muligt for barnet at være aktiv i hverdagen. Det er derfor afgørende, at de voksne er relationelt ambitiøse, at de arbejder på at lære hvert enkelt barn at kende, forstå deres signaler og handle på dem – igen uden at “stjæle” muligheden for at barnet gør sig erfaringer eller ender med at udøve  tvang. 

Man kunne sagtens skrive side op og side ned om, hvad selvforvaltning,  selvregulering og demokratisk praksis ikke er og om de gange, det er blevet misforstået. Jeg kunne ligeledes have taget en masse forbehold, fordi alle børn er forskellige, er på forskellige udviklingstrin, men det er ikke bloggens formål. Jeg er derimod overbevist om, at pædagoger kan bruge deres sunde fornuft, faglige dømmekraft og tilpasse det skrevne til deres praksis. Det vigtige er at skabe en naturlighed i omgangsformen, så hverdagen som udgangspunkt er grundlæggende demokratisk ud fra de institutions præmisser, vi nu engang er givet. 

Vi fødes ikke som demokratiske subjekter, ej heller som undertrykkere, men vi bliver påvirket og dannet af de fællesskaber, vi indgår i. De fællesskaber vi opbygger, er kimen til morgendagens samfund. Derfor ser jeg nødigt pædagogen som dikterende – blindt fulgt af børnene – fra den ene pædagogiske aktivitet til den næste; morgensang, sprogvurdering, toiletbesøg før frokost, samling, ud på legepladsen og ind igen. Nej, lad i stedet børnene være medskabere af eget liv og livsomstændigheder, og lad os voksne være de bedste rollemodeller i den proces.