“Democracy in Kindergartens, Why?” – hed et eller andet EU-projekt i starten af år 2000, der skulle pakke de vestlige daginstitutioner ind i demokrati.

At forvalte daginstitutionsfællesskaber er at forvalte hverdagsliv konstant på kanten af kaos og kollision.

En af de vigtigste opgaver er at styre fri af kaos, at udtænke brugbare planer, når personalenormeringen igen vælter, at være roen, når æbler, der skulle spises vælter ud over gulve, glasskåle smadrer i tusind stykker, ti hiver hinanden i håret og kæntrede vandkander fylder borde og bukser med vand.

Dagtilbudsloven fordrer, børn i alderen 0-6 år gives erfaring med demokrati og medbestemmelse.

Den radikale demokratiteori, jeg synes er så spændende, understreger endda, at landets demokratiske skæbne slet slet ikke ikke afgøres i politiske og parlamentariske systemer.

Nej, den afgøres i allerhøjeste grad hver dag, herude og hernede, i landets kaotiske institutioner.

Hvor pædagoger kæmper kampe for at få det hele til at hænge sammen, og hvor den grundlæggende praksis og forståelse af demokrati og fællesskab, sætter spor, børn slæber med sig videre, over i skolen, hjem i familien og ud i livet.

Det er gennem daginstitutionslivet, børn får erfaring med, hvad det vil sige at leve i vores pluralistiske samfund, for daginstitutionen er præcis det mødested, hvor samfundets mangfoldighed hver dag træder ind over tærsklen og skal finde ud af at leve sammen.

Jeg tænker der er mange årsager, men må konkludere, at i den kaotiske daginstitutionshverdag, når børn og voksne endelig får sekunder, hvor de kan se hinanden i øjnene, skal have en lille hyggestund, i form af et måltid, en gåtur, en kreativ stund – så sætter en forbavsende smal fortolkning af demokrati og fællesskab sig igennem, i den pædagogiske kultur.

Har pædagogerne måske tabt pusten?

Man kunne godt tænke det, for når de voksne endelig skal hygge, så sker alt for ofte på måder, som mere minder om overlevelsesrum hvor de voksne kan koble af og koble fra, end det minder om fællesskabsrum mellem børn og voksne.

Hvor de spændt kigger hinanden i øjnene og siger “WOW, hvad skal der ske NU!”

Stemningen er simpelthen for dårlig for meget af tiden.

Der mangler simpelthen deling af perspektiv og udlån af fantasi og glæde.

Og det er ikke ok.

Det er ikke ok når forældre skal skubbe, puffe og mase børn ind over dørtærsklen, fordi det er den dag på ugen, hvor der er turdag!

Det er ikke ok børn gemmer sig, når det er spisetid, når de voksne vil ha samling, eller ønsker, børnene skal være kreative!

Og når de så bokser og bakser, børnene, som de må gøre i denne verden, for at finde ind i rummet, finde måder at være i rummet på, så udviser pædagoger en forbavsende nul-tolerance for disse, ja, i mine øjne uskadelige, bokseslag. Og en nærighed uden lige, med hensyn til nysgerrighed på, hvor disse bokseslag kunne føre fællesskabet hen.

“Hvad kan der ske, spørger jeg mig selv, ved at Kasper, der har så svært ved at finde ind i regeljunglen, spiser på gulvet? Vil det ikke netop være den dør til Kasper, der får hans øjne op for, at der er andet i dette fællesskab, end krav om rigid tilpasning?”

Jeg lod Kasper, og Marie, og Jasmin – og mange andre gennem årene – spise på gulvet, rejse sig før tid, lade være at spise i dagevis mm, mens mine skiftende kolleger satte sager og ressourcepædagoger på børnene og deres familier.

Jeg lader Peter og Poul lave om på hele reglementet for “Alle mine Kyllinger”, jeg lader de store børn lege med klapvognen på legepladsen, når vi kommer hjem fra tur, jeg slæber tolv børn hjemad, over gader og stræder i en legevogn, mens den trettende skubber på, fordi…det gir en forrygende, eventyrlig stemning…og ophæver ikke, som mange lader til at frygte, al fællesskabsfovalterens magt over ret og regelmæssighed.

Har pædagogerne tabt pusten? Det kræver i hvert fald sine hår på brystet at balancere på kanten af kaos mange mange timer hver dag.

Men antropologen Eva Gulløv har også en uhyggelig artikel, hvor hun viser, hvordan daginstitutionslogikker sætter sig igennem i den pædagogiske kultur, kræver ORDEN, og at modstand og uenighed nedkæmpes.

Jeg ved ikke, om jeg tror på Gulløvs pessimisme, eller på den totale pædagogiske udmattelse, men jeg kan, med mine mange år i daginstitutioner, konstatere, at pædagoger udviser en højst absurd blindhed for levende og bevægelige fællesskaber.

Jeg kan konstatere, at det liv Danmarks børn i alderen 0-6 år lever, fem af ugens dage, mellem 8 og 16, det er et bekymrende standardiseret liv. Som gør, at det egentlig ikke betyder noget, om Orla træder ind i Hirtshals eller på Vesterbro, han kan følge med fra starten, både i hvornår og hvordan man spiser, hvornår og hvordan man agerer på legepladsen.

Ja, kig på en legeplads, man aner sgu ikke om man er i Hirtshals eller på Vesterbro, alt er standardbyg, og bærer intet tegn af de mange mange BØRN, som gennem tiden er sivet gennem disse legepladser – og kunne have give dem farve og historie!

Efterlad tingene som de var da du kom, lader ønsket til at være…

Og daginstitutionernes bekymrende demokratiske underskud spidder Mari Pettersvold præcist andetssteds, når hun pointerer, at “det ikke er børnenes stemmer, pædagoger efterspørger, men stille indestemmer”.

Linket nedenfor er et must, hvis radikal demokratiteori i børnehøjde trækker:

https://journals.hioa.no/index.php/nbf/article/view/308/322

Og så ved jeg ikke, hvor velvalgt mit pix er, men lader det alligevel stå. Det formidler for mig følelsen af daginstitutionens svært fastholdeligt myldrende liv….

Kategorier:., Blog, Forside

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s