Jeg ser Københavns Kommune øger og skærper de administrative og praktiske procedurer for daginstitutioner, havnet på faglig handlplan, skærpet tilsyn, eller som har fået såkaldt “strakspåbud”. Årsagen er de beskæmmende afsløringer vi så op til valget i TV2 dokumentaren, hvor københavnske daginstitutioner, trods handleplaner mm, viste sig at “stå i rødt” år efter år efter år.
I det ny procedurepapir – “Styrket opfølgning på indsats og øget åbenhed“ – er listen over opgaver således vokset betydeligt, både for de pædagogiske konsulenter, forvaltningens ressourceteams, samt for ledere, pædagogiske medarbejdere, forældrebestyrelser og klyngeledere.
Ligesom konsekvenserne for den enkelte institution forekommer mig meget barske: institutioner på faglig handleplan og skærpet tilsyn skal bl.a offentliggøre på egen hjemmeside, at de befinder sig på skærpet handleplan, ligesom dokumenter udarbejdet af forældrebestyrelsen, i forbindelse med sagen, skal lægge op på hjemmesiden. Institutioner på faglig handleplan og skærpet tilsyn skal dertil danne netværk med andre institutioner i samme situation, og indvinde positive erfaringer i dette “fællesskab af syndere”.
Og skulle forbedringer ikke lykkes, skulle skrantende institutioner ikke ad den vej komme på fode, så er der også i den ny forordning indskrevet mandat til at kommunen kan lukke institutioner. Og genbesætte med friskt personale.
Udvidelsen og skærpelsen er på den ene side et naturligt svar på den alarmerende dokumentar, som op til folketingsvalget blev vist på TV2, hvor det som nævnt blev synligt for alle, hvor fortvivlende kaotisk og nedbesparede, forholdene var i et par københavnske daginstitutioner.
Noget måtte selvfølgelig logisk gøres.
I det følgende tillader jeg mig alligevel at stille spørgsmål ved, om den barske victim-blaming og offentlige gabestok, der i det ny papir skrues larmende højt op for, er moralsk anstændig og effektiv strategi overfor institutionerne på faglig handleplan og skærpet tilsyn. Om den voldsomt øgede mændgde administrative opgaver, som rammer samme institutioner, sammen med opgaverne at effektuere pålagte faglige handleplaner, samt finde tid til en mængde møder og supervisionsforløb, reelt kan få vendt situationen i de skrantende institutioner.
Måske er man nødt til at gå et skridt videre, og spørge, om ikke TV2-dokumentarens skandaleoreinterede perspektiv i virkeligheden gjorde det bekymrende let for den københavnske dagtilbudsforvaltning igen at gøre spørgsmålet om daginstitutionernes svigtende kvalitetsoutput til en ledelsesproblematik?
For mig er der noget trist i, at det, der for mange pædagoger, forældre og forskere er en ressourceproblematik – altså det lave kvalitetsoutput landet over skyldes især historisk dårlige normeringer – med næring fra TV2-dokumentaren, munder ud i en fortælling om behovet for mere overvågning og styring i detaljen.
Jeg erkender, børn i danske daginstitutioner, som det er i dag, ikke får den hjælp og støtte, til deres trivsel, udvikling og dannelse, som de er i behov for, og at fagligheden ikke alle steder er i top. Men den forstærkede detaljestyring og bureaukratisering, den gir mig som ansat kun mere stress. Og jeg tvivler på, den på effektiv vis får løftet en eneste kuldsejlet leder, personalegruppe eller pædagogisk kultur op og ud af elendigheden.
Så hvad gør vi nu? Ja, hvis nogen spørger mig, så svarer jeg:
“Nu er det edderbunkeme tid til at prøve med et normeringsløft! Kontrol og detaljeovergning er vi blevet budt i årevis! I samme tempo, som vi de sidste år er blevet lovet dets afvikling, er det bare vokset og vokset. Nu igen med handlingspapiret “Styrket opfølgning på indsats og øget åbenhed“
Det er edderbunkeme tid til ny strategi, og denne gang satser vi pengene på normeringer og løft af pædagoguddannelsen!”
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 