Ordet ghetto er godt nok fjernet fra ghettoloven, men den diskriminerende politik fortsætter. Den nye regering fastholder ghettolovgivningen og tvinger børn og deres forældre fra “udsatte boligområder” til at deltage i såkaldte obligatoriske læringstilbud.

Det har hidtil været en afgørende præmis, at vellykket forebyggelses- og integrationsarbejde foregår ad frivillighedens vej, med den tillidsfulde og rummelige samarbejdsrelation som centralt omdrejningspunkt. 

Dette omdrejningspunkt erstatter man nu med et formynderisk kontrol- og tvangsforhold, pædagogisk personale og familier imellem.

Som fagprofessionelle vægrer vi os på det kraftigste ved at blive påtvunget integrations og forebyggelsesmetoder, vi ved ikke er holdbare eller gavnlige. I stedet for at invitere til integration og mod på danske samfundsforhold, vil tvang og kontrolforanstaltninger, være med til at stigmatisere og skubbe børn og familier fra fællesskabet. Tvang er aldrig et ønskværdigt middel!

Loven som vi skal implementere, er grundlagt på et yderst problematisk mangelsyn på børn og familier af anden etnisk herkomst end dansk. Børn og familier ses således som mangelfulde, ressourcesvage og i risiko, med hensyn til dansk kultur, sprog og demokratiforståelse. Vi mener dette er et umoderne, pædagogisk uproduktivt og racistisk syn at lægge til grund for pædagogisk arbejde i daginstitutionen. Og vi kan på ingen måde acceptere at arbejde efter forskrifter og programmer, der tvinger pædagoger ud i institutionaliseret racisme.

Med disse alvorlige fejl og mangler må loven om tvangsindskrivning af børn og familier fra udsatte boligområder således ses som udtryk for en skæv integrations-, social- og uddannelsespolitisk strategi. I værste fald som udtryk for et skred mod mere diskriminerende og racistisk præget politik.

Vi må stå fast på vores faglige værdier og stå imod når politikere forsøger at gennemtvinge initiativer, der bunder i deres egen utilstrækkelighed. Vi kan ikke læne os tilbage og forvalte en politik der er stik imod vores faglige værdier og generelle menneskesyn. Vi må også reagere. Loven er vedtaget, men vi skal ikke blot forvalte ukritisk. Vi må åbenlyst i personalegrupper, i medier, over for ledelser, kommunale forvaltninger osv. kritisere, at vi pålægges arbejde vi hverken fagligt eller menneskeligt kan stå indenfor. Den slags lovgivning må ikke blive det nye normal.