”Du er ikke alene” – de fleste kender nok musikeren Sebastians sang.

Men hvis du er mand og arbejder i daginstitution i Danmark, skal du nok vænne dig til at synge: ”Jeg er alene”. Det har den 43årige pædagogiske medhjælper René fra Randers lært på den hårde måde efter en sigtelse for (påstået) seksuelt overgreb.

På trods af at politi, stats- og rigsadvokaten har frafaldet sigtelse, kan han ikke få lov at fortsætte i sit gamle job, hvor han har arbejdet i 23 år – over halvdelen af sit liv.

I offentligheden ved vi ikke, hvem der har rejst sigtelsen. Er det en forælder? Er det en kollega? Jeg ved ikke, om René er lige så uvidende om dette, som vi er – men sikkert er det, at det må være ganske forfærdeligt at blive anklaget for noget, frifundet og så alligevel livsvarigt ”dømt”.

I hvert fald er René dømt af Randers Kommune, der ikke vil give ham hans job tilbage, men tvangsforflytte ham til en anden institution. Direktøren for Børn og Skoleforvaltningen, Michael Maaløe udtaler til DR: ”Vi driver daginstitutioner for børn og forældre. Og derfor må børn og forældre stå øverst på vores prioriteringsliste”.

Dette er jo helt grotesk. Retfærdighed er åbenbart ikke en prioriteringssag for Randers Kommune. For hvordan vil René blive mødt i en anden af kommunens daginstitutioner, når alle i kommunen kender til denne sag? Mon de vil sige: ”Nårh, okay, kommunen mener det er utrygt, at lade medhjælperen blive i hans gamle daginstitution. Hvorfor skulle det så være trygt for os”?

Jeg må sige, at jeg er oprørt over de juridiske aspekter i denne sag. Du er skyldig, selv om du ikke er dømt! I Danmark! Et såkaldt retssamfund! Selv berufsverbot er for svagt et ord i denne sammenhæng. Heksejagt er ordet! René er 43 år. Resten af livet skal han forfølges af mistanke, fordi Randers Kommune ikke har mandsmod til at gå i brechen for en uskyldig anklaget!

I årevis har politikere i stat og kommune beklaget sig over, at der er så få mænd i landets daginstitutioner – kun 7%! Hvor mange mænd tror de, der nu tør begive sig ind i en daginstitution?

Alle mandlige ansatte er nu i overhængende fare for gennem falske anklager, at miste deres job og leve resten af deres liv med en uafvaskelig anklage.

Hvor er reaktionen fra Randers Kommunes øvrige pædagoger og pædagogiske medhjælpere? Har de nedlagt arbejdet og støttet René? Eller er de gået i seng med Michael Maaløe og de andre i forvaltningen? Og hvad har PMF og BUPL gjort i denne sag? Det pinlige svar er: INTET!

Og lad mig vende tilbage til de 7% mandlige medarbejdere i landets daginstitutioner. I Red Barnets pjece ”Kvinders seksuelle overgreb mod børn” kan vi læse følgende: Psykolog Nina Blonds undersøgelse fra 2014 viser, at kvinder står bag 5% af alle (kendte) seksuelle overgreb mod børn!

5% lyder jo ikke af meget – selv om de i sagens natur er forfærdelige. Men når daginstitutioner består af 93% kvinder og 7% mænd, medfører det, at der er statistisk lige så stor risiko for kvinders overgreb som mænds!

Hvad vil Randers Kommune gøre ved dette? Hvad vil Bupl og PMF gøre ved dette? Hvad vil du gøre ved dette?