Det er der nogle af institutionaliserings-kritikerne der hævder, børn er afskåret fra.

Nogle gange læser man bare noget, og forstår i et splitsekund, hvad der tidligere var et mysterium.
I en artikel beskæftiger Herdis Toft sig med leg og børns status som demokratiske subjekter, og refererer i den forbindelse en gammel opdragelsesteoretiker og teolog, Rambach, der i 1740 påpeger at:

“… børn, der befinder sig på gaden, må ikke agere som var de ustyrlige æsler, der tager hinanden i hånden eller lægger armene om hinandens skuldre for på den måde at erobre rummet fra voksne borgere med høje hatte og suveræn adkomst til at færdes uforstyrret dér. Leg bør forbydes, i al fald når børn leger i det offentlige (by)rum eller i offentlige institutioner, fordi de på dyrisk vis ikke anerkender det fornuftige skel mellem vidende og uvidende, dannede og udannede, voksne og børn. Dette kan ikke accepteres. Børn skal inddæmmes med regler, der ikke står til forhandling, men er ufravigelige. Ingen æselører her.”

For en cirka otte år siden arbejdede jeg i Birkerød. En kollega, jeg og cirka 12-15 børn vandrede et par gange om ugen gennem bymidten, op ad Søndervangen, for derefter at entre byens enorme idrætshal.
Her boltrede vi os ivrigt tre, fire timer, hvorefter vi begav os hjem ad Søndervangen igen.

Noget af det jeg mærkede, det var vores passage på gaden, den kunne blive lige på kanten af det acceptable…den besad en kraft, den udfordrede nogle dagsordener, som jeg ikke kunne sætte ord på.

Vi havde kort sagt en fest på gaden:
To, tre børn og jeg havde greb om trækvognens håndtag, andre holdt ved på siden af vognen, og bagest skubbede et par børn eller fem. Een sad i vognen, balancerende ovenpå madkasser, bolde, faldskærm og drikkedunke. Og foran, eller bagved gik så de, som ikke havde forhandlet plads ved vognen, eller som bare foretrak en anelse mere ro.

Vores uformelige masse fyldte i bybilledet med høj snak og diskussioner på kryds og tværs af geleddet, bl.a. fordi Jansti alligevel ikke kunne holde Osvald, der havde kæmpevante på, og alle prøvede at få parret Jansti med en anden partner.
Ligesom vores bevægelsesmæssige flow igen og igen blev afbrudt, fordi snart Tutti, snart Damian fandt guld på gaden, hvilket var essentielt, vi andre blev opmærksomme på, og det måtte samles op, for det kunne bruges som byggemateriale og lommeskat.

Vi indtog gaderummet med selvsikkerhed, glæde og selvfølgelig også respekt for gamle koner og mænd, blomster i rabatten mm.

Når jeg læser Rambach, forstår jeg, at det jeg mærkede, det var at børn, stadig, næsten 300 år efter Rambach, helst skal bevæge sig som institutionsfanger – undskyld , institutionsbørn – anonymt afsted i tavse kolonner fra punkt A til punkt B.
At der stadig ligger en rå kraft, i “the mob”, lige under overfladen, som med en oprørsk pædagog som jeg, meget meget let kan antændes og udfoldes.
Jeg vil også mene, der var en form for frihed, ikke FRA fangeskab, men TIL at manøvrere og bakse med grænserne for det acceptable.

Og jeg vil mene, denne manøvreren, det var en af de demokratisk dannende erfaringer for børnene. For netop i skæringsfeltet mellem måder at gøre ting på, og oplevelsen af, at disse måder ikke er naturgivne eller absolutte, netop heri ligger efter min mening demokratisk dannende potentiale.
Selv om jeg selvfølgelig ikke ved, om de, børnene, egentlig tænker på oplevelserne i dag, som andet end fornøjeligt selskab og en masse sjov og ballade.