Konflikter blandt børn – en del af udviklingen

Når mange børn skal leve på relativt lidt plads, som de gør i dagens daginstitutioner, er det naturligt, at der opstår konflikter. Barnet skal lære at markere sine grænser og samtidig respektere andres grænser. Dette er et dynamisk udviklingsarbejde for børnegruppen, som ikke kan erstattes af rigide voksenregler. Disse øvelser i afgrænsning er en vigtig del af barnets lange udviklingsopgave i at blive sig i samspil med andre. Manglende muligheder for barnet i at øve sig i konflikter fører i værste fald til passivitet og overafhængighed af den voksne.

De voksne skal i stedet være ”tæt nok” på situationen og træde til med idéer til selvhjælp, når det går i hårdknude for børnene. I voldsomme situationer er det vigtigt, at barnet (og den voksne) lærer at skelne mellem følelse og handling: ”Jeg kan godt forstå, at du er vred over… men det gør ondt, når du slår”! – opgaven er at forstå og spejle følelsen og bagefter snakke om, hvad barnet kunne have gjort i situationen.

Efter en lang dag i skoven insisterer Jens (5 år) på at få hængekøje gyngen, selv om Henrik sidder i den. Jens bliver ude af sig selv af raseri og frustration, da de voksne ikke giver ham lov til at tilrane sig hængekøjen. ”Dumme Henrik! Dumme Henrik”, råber han og må grædende bæres væk fra Henrik og hængekøjen. Først da de voksne kommer i tanke om, at Jens var blevet afvist af sin bedste ven, Ole i skoven, lykkes det at få følelsesmæssig kontakt til Jens, som nu kan overgive sig til trøsten hos den voksne.

Børn, der er i affekt, er ikke i stand til at høre, hvad den voksne siger. De er i sine følelsers vold. De er ude af sig selv. Derfor er det første, vi skal gøre, at inddæmme følelsen. Denne hjælp til barnet er det første skridt mod barnets evne til følelsesmæssig selvregulering – en vanskelig øvelse som kræver mange gentagelser og desuden, at hjernens (frontallappernes) udvikling er klar.

Konflikter opstår ikke kun mellem børnene, men også i barnet. Det vil gerne være med i legen, men kan ikke kommunikere det og reagerer måske med vrede og raseri – med det resultat at den anden bliver endnu mere afvisende. Derfor er det vigtig, at de voksne kan skelne mellem barnets motiv og dets handling. Vi skal finde intentionen bag barnets handling – sammen med barnet, så følelser og tænkning kan blive bragt i spil og blive til læring.

Fordømmelse og moraliseren udløser kun følelse af ikke at blive forstået og har intet med pædagogik at gøre. I denne iagttagelsesopgave af tre piger på 4,5 – 5år kan vi følge, hvor svært det er for børnehavebørn at forstå sig selv og hinanden:

Det er sen morgen, Lea, Anna og Sisse sidder på trappen og leger frisør. Jeg er lige mødt på arbejde og er på vej ind i voksengarderoben.
Lea sidder og skal til at sætte Annas hår. Anna sidder og leder i kassen, hun finder to elastikker.
Netop da Lea har taget fat i Annas hår, for at sætte det, spørger Sisse om Lea ikke hellere vil over til hende og få sat hår af hende. Det vil Lea meget gerne og rejser sig hurtigt op og siger, at hun skal have de to elastikker, Anna har fundet. Anna siger nej, og at det var hende, der havde fundet dem. Lea begynder at skrige, at hun skal have dem, tager fat i dem og prøver at rive dem fra hende. Både Sisse og Lea råber flere gange, at Anna slet ikke må være med i deres leg.
Her bryder jeg ind og siger, at Lea ikke skal tage elastikkerne fra Anna. Jeg prøver at forklare dem, at ”man” ikke bare kan sige, at den tredje lige pludselig ikke må være med, bare fordi ”man” vil have deres ting. Imens sidder Sisse og råber, at det er Leas elastikker, og at hun fandt dem først. Jeg tager den lille kuffert med hårting frem. Den lå bag ved dem. Jeg siger, at der er masser af elastikker her, som hun gerne må tage fra. Lea siger nej, hun vil kun have de elastikker Anna har.
Både Anna og Lea har godt fat i elastikkerne. Jeg beder Lea om at give slip. Hun hiver og skriger mere. Anna giver slip. Jeg siger, at så må jeg tage dem ud af hendes hånd, hvis hun ikke vil give slip. Det gør jeg og giver elastikkerne til Anna.
Derefter skriger Lea endnu mere, og jeg løfter hende ind på kontoret og siger til hende, at vi lige bliver her, indtil hun er lidt mere rolig. Hun kæmper kort for at komme ud, men da jeg tager hende på skødet, falder hun til ro, og vi går sammen ud til terrassebordet. Hun sidder hos mig noget tid, og vi snakker lidt, men ikke om elastikepisoden.
Pædagogens refleksion:
Jeg har lagt mærke til, at Anna oftest ikke er en del af legene. Her så jeg en leg, hvor hun var med, og tænkte da jeg kom, at det var godt at se, at hun var med i en leg. Hurtigt sker der den vending, at hun er ved at komme ud af legen igen.
Jeg prøvede at hjælpe dem, og nok mest hende, men jeg ved ikke om det egentlig lykkedes. Det var svært overhovedet at komme til orde, fordi de skreg og råbte og holdt utrolig meget fast på deres ret.
Jeg tog mig af Lea, da hun var den, der reagerede kraftigst. Set i bakspejlet ville jeg godt have vendt tilbage for at se om Anna blev ved med at lege der, eller om hun trak sig.
Jeg synes, at Lea kom godt ud af konflikten uden at få lov til at gøre det, der var uretfærdigt overfor Anna, men at der var en voksen til at trøste og bare være der, når hun nu blev så vred over, at hun ikke måtte få de elastikker. På den anden side var Lea ikke en del af legen mere.

Som det ses, er der meget på spil i denne episode. Pædagogen skal på meget kort tid analysere, hvor hun skal sætte ind. Intet barn er vigtigere end et andet, og alligevel skal hun vælge. Et dagligt pres på det pædagogiske arbejde og et konkret eksempel på den handletvang, pædagoger er underlagt. Lea er den yngste af de tre og smigres ved at blive valgt af den dominerende, kraftfulde Sisse. Pædagogen ved, at Anna ofte ikke er med i legene, og at sejren ved at måtte beholde elastikkerne ikke måler sig med at blive valgt fra igen. Hvordan hjælper vi Sisse med at bruge sin kraft konstruktivt og ikke føle sig ensom i sin magtfulde ageren?

Alt dette ved og ser pædagogen, men hun kan umuligt handle på det hele på én gang. Det er derfor, det er så vigtigt at lave fortløbende iagttagelser – både af børnene og af vores interventioner. Disse iagttagelser bringes i spil på medarbejdermøder, så alle voksne kan blive klogere – på os selv og på børnene.

Konflikter børn imellem er en del af den sociale udvikling, som ikke kan eller skal undgås. Disse konflikter er ofte, hvad jeg kalder symmetriske. De udspiller sig blandt ligeværdige og udgør en daglig øvelse i at mestre at være (og blive) sig i et fællesskab.

Niels og Mads har leget et stykke tid i sandkassen. De har kørt med de sorte plastkasser ned af rutsjebanen. Pludselig hører jeg, at de er oppe at skændes. Jeg ser, de slår ud efter hinanden. Jeg går over til dem og spørger, hvad det er, de skændes om? De siger begge, at det er deres tur til at rutsje ned! De mundhugges om, hvorvidt den ene eller den anden har fået én eller to ture. Jeg blander mig med spørgsmålet, hvorfor de dog er blevet så vrede, at de slår på hinanden?

Mads begynder at græde, mens Niels trækker sig lidt væk – men stadig er tæt på.

Jeg spørger: Hvordan kan I mon blive gode venner igen?

Mads: Niels vil køre med skovle, og det vil jeg ikke!

Jeg: Hvordan kører man med skovle?… Kan I ikke køre sammen, i stedet for at skiftes til at få tur?

Mads: Jeg får en idé! Niels kan køre med skovle, og jeg kan køre uden!

Niels: Jaaah!

Jeg: Vis mig lige hvordan det ser ud!

De sætter sig i hver sin ende af plastkassen. Niels med skovlen og Mads sidelæns.

Jeg: Inden I kører, skal I lige kigge på hinandens næse!

Begge kigger. Tættere på, siger jeg. Endnu tættere!

Til sidst rører deres næser hinanden, og de begynder begge at grine. Så suser de ned.

Jeg sætter mig lidt væk, men holder et øje på, hvordan deres leg fortsætter.

Mads rejser sig og går hen til to andre børn og leger nu med dem.

Niels kigger sig omkring, får øje på Emil og siger: Skal vi lege… (noget jeg ikke hører), lige som vi aftalte?

Der er ikke rigtig bid hos Emil, så Niels går i gang med at lave en klatrevæg af brædder. Et af brædderne falder ned på hans hånd. Han begynder at græde. Jeg vinker ham hen til mig, og han sætter sig op hos mig og bliver trøstet.

Kort efter går han hen til Mads og beder om hjælp til at bygge klatrevæggen. Mads hjælper, og de arbejder begge ihærdigt på projekt klatrevæg.

Pædagogens refleksion:

Selv om jeg egentlig synes, at min intervention var ok, har jeg stadig fornemmelsen af ikke rigtig at have fået fat i drengene – i deres vrede/raseri/slå-tingen.

Måske er det ok, at de slås – de er jo begge ret insisterende omkring deres projekter. Hmm?

(Jeg har en tidligere erfaring med at intervenere de to drenges skænderier, hvor Mads efterfølgende hoppede op i mine arme og gav mig et kram – hvad handler det om?)

Jeg er samtidig fascineret af deres opfinder-gen og vedholdenhed. Først det spændende rutsjebane projekt, så voldsomt skænderi, så søgen efter hjælp hos hinanden med fortsat leg til følge – som om intet var hændt.

Gad vide, om de ville have fulgt samme ”skema” uden min indblanding?

Konflikten mellem de to drenge rummer en tydelig gensidighed og jævnbyrdighed på trods af deres forskellige sind. Der er symmetri i konflikten, men begge har naturligvis brug for den voksnes følgeskab.

Ikke alle konflikter mellem børn indeholder denne symmetri. Når en konflikt er asymmetrisk kræver det, at den løses med hvert barn for sig. Der er ikke et fælles perspektiv, ikke en fælles løsning. Oftest er der tale om et frustreret barn, der udspiller sin frustration overfor en tilfældig anden – eller i en situation, hvor det kan få afløb for noget af frustrationen. Disse situationer kalder på en helt anden intervention. Det forurettede barn skal naturligvis trøstes, og vores øjne skal være på, om det fremover stadig føler sig utryg i institutionen. Det frustrerede barn skal have tæt kontakt og hjælp til at løse det, der frustrerer. Hjælp til at skabe mening i barnets følelsesmæssige kaos og strategier for, hvordan det kan agere mere hensigtsmæssigt.

Det er tit et problem, at vi voksne ikke kan få klarhed over, hvad der reelt er sket, når børnene er oppe at skændes! Derfor er vi nødt til sammen med børnene at være tålmodigt undersøgende på, hvad konflikten handler om – ikke hvem, der har gjort hvad. Voksnes intervention kan flytte fokus til barn-voksen relationen frem for barn-barn relationen! Så vil barnet typisk skamme sig eller forsvare sig mod skamfølelsen – og ikke lære noget!

En konstruktiv voksen strategi kunne se sådan ud (beskrevet i bogen ”Selvfølelse – at forstå sig selv og andre” af Marianne Brodin og Ingrid Hylander):

  1. Bekræft følelserne

(Den voksne skal bekræfte vreden og bedrøvelsen, mildne skamfølelsen)

  • Hjælp børnene til at tænke

(Dette fremmer barnets følelse af kompetence, stolthed og glæde. Hjælp barnet med at give episoden og dets reaktion mening og sammenhæng – mind større børn om regler, de kan bruge)

  • Giv børnene strategier

(I stedet for straks at agere ombudsmand skal vi foreslå konkrete handlinger, barnet selv kan tage ejerskab over)

      4)   Hjælp børnene til at gøre godt igen

(Konflikter skal gerne ende med, at børnene besidder følelsen af omsorg fremfor skyldfølelse. Konkrete forslag i øjenhøjde som: ”prøv at…”  i stedet for at skulle sige ”undskyld”. Ordet undskyld giver sjældent mening for børnene)

Konflikter mellem barn og voksen kræver en særlig bevågenhed for hele medarbejdergruppen. Sådanne konflikter er altid asymmetriske og kræver en høj etik hos den enkelte pædagog om ikke at blive magtfuld. Barnet skal stadig lære noget, og det gør bange børn ikke. Det er afgørende, at der er et klima og en samarbejdsrelation mellem medarbejderne, der muliggør, at en anden voksen træder til og overtager situationen, hvis det skønnes nødvendigt. En sådan intervention er en hjælp både til barnet og til den voksne, som kortvarigt har tabt sit pædagogiske fodfæste.

Jeg har hørt, at en institution kalder dette for: Red Barnet!

Jeg vil gerne udvide dette dejlige slogan med: Red Barnet – og hjælp din kollega!

Mobning

Det er ved at blive en udbredt opfattelse, at børnehaven er et potentielt sted for mobning. Den norske forsker Mai Brit Helgesen argumenterer således: ”mobning kan være en strategi for at udvide sine muligheder i legen”. Denne opfattelse skulle modsvare den tidligere opfattelse af, at børn i den alder ”bare er små og søde”. Efter min mening er begge udsagn noget vrøvl.

Børnehavebørn er hverken bare ”små og søde” eller ”mobbere”.

Mobning blandt børn er et fænomen, der opstår i grupper af børn, der har et udviklingstrin, hvor de er orienterede mod gruppetilhørsforhold. Yderligere er det et kendetegn ved mobning, at børnene er overladt til selv om at tage ansvar for deres trivsel. Det vil sige steder, hvor de voksne er fraværende som tydelige hjælpsomme og regulerende tryghedspersoner.

Som vi så det i casen om Lea, Anna og Sisse, kan et børnehavebarn godt udvikle en desperat og dominerende handlen for at komme med i legen, der rammer andre børn, men det gør det ikke til et gruppefænomen. Et handlemønster, som netop dette enkelte barn skal have hjælp til at kunne slippe af omsorgsfulde voksne. At gøre børn i 0-6års alderen til mobbere er at tillægge deres handlinger et motiv, som hører til hos ældre børn og voksne. En sådan opfattelse fører til moraliseren fremfor pædagogisk kontakt. Det enkelte barn bliver gjort skyldig – noget af et ansvar at lægge på en 4årig!

Essensen ved mobning er, at gruppen lægger et pres på en eller flere i gruppen, der forsøges udstødt af fællesskabet. Alle i gruppen rammes af frygt for at blive offer for denne udstødelse og ”spiller med” på denne forråelse af samværet. Alle rammes af primitive forsvarsstrukturer, hvor splitting (opdeling i gode og onde) bliver den ubevidste overlevelsesstrategi. Der er altså tale om en gruppeproces, som børnehavebarnet med sin ufærdige jeg-udvikling slet ikke er i stand til at deltage i. I denne situation er det alle børn i gruppen, der skal have hjælp.

Mobning er altid de voksne skyld gennem deres fravær og manglende trygge rammesætning, og arbejdet med at stoppe det er altid de voksnes ansvar!

Kategorier:., Blog

2 replies

  1. Åh, der er så befriende at høre Ib, mobning findes ikke blandt børnehavebørn!
    Og bekymrende, at “Fri for Mobberi-kufferten” som koncerner tjener guld på, drøner rundt i alle landets vuggestuer og bærnehaver UDEN en eneste protesterende pædagog og leder😢

    Måske kan mobbe-kufferterne endda ses som drt at putte et ansvar for dårlige kammeratskaber over på børnene, en ansvarsfraskrivelse i forhold til opgaven som nærværende voksne at skabe trygge fællesskaber for børnene…

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s