Demokrati og medbestemmelse for børn i vuggestue og børnehave, “marginaliseret provakatør eller mainstream leverandør?”

Jeg kender ingen pædagog, der nikker nej til vigtigheden af børns erfaring med medbestemmelse og demokrati.

Alligevel oplever jeg, at medbestemmelsen alt for let drukner i hverdagen.
Bare mængden af børn og de fortvivlende få voksne gør det svært at følge børnenes spor, lytte til hvad der optager dem og værne om mindre børnegruppers interessefællesskaber.

Bl.a. af den grund er det utrolig vigtigt at være klar på, hvad vi rent faktisk kan gøre indenfor rammerne, mens vi selvfølgelig insisterer HÅRDT på, at de normeringer vi har, begrænser børns demokratiske erfaringer i kritisk grad.

I selve den pædagogiske kultur oplever jeg dog også, at vi glemmer at forholde os til dilemmaer, som man må forholde sig til, når man arbejder med børns medbestemmelse. Nogle dilemmaer, som i ligeså høj grad som normeringerne, bremser os i at udnytte de få muligheder, der rent faktisk er:

Vi er nødt til at forstå, at ethvert demokratisk (daginstitutions-)fællesskab altid balancerer mellem to ting:
På den ene side en vis orden, et vist sæt regler, rutiner og kulturelle måder at gøre ting på.
Man hverken kan eller skal opfinde daginstitutionsfællesskabet på ny hver morgen.
På den anden side må daginstitutionsfællesskaberne åbne sig for børns (ofte anderledes) måder at tilgå regler, rutiner og kultur på.
Og åbningen må ske på måder, hvor kravet ikke er kritikløs-, forhandlingsløs- og betingelsesløs tilpasning.

Præcis i dette dilemma mellem det kulturbærende, regel- og rutinestyrede daginstitutionsfællesskab – og samme fællesskabs lydhørhed for det anderledes, oplever jeg mange pædagoger får lagt vægten på den mere ordensbevarende dimension, med meget lidt plads til forhandling og udvikling af det bestående.

Som sagt har vi meget travlt, og tvinges let ud i bunkepasning, men noget af årsagen til at et mere kompromisløst tilpasningskrav ofte er resultatet af det ovennævnte dilemma, skyldes OGSÅ selve vores demokratiforståelse, vores børnesyn og en unuanceret opfattelse af, hvor meget medbestemmelse, børn egentlig har i deres daginstitutionshverdag.

Med hensyn til demokratiopfattelsen, oplever jeg mange pædagoger argumentere, at det at lære at tilpasse sig et fællesskab er en værdifuld ting. Demokratisk erfaring bliver alt for let lig erfaringen at tilpasse sig. Og det er alstå en for snæver opfattelse af demokrati og medbestemmelse!

Dertil oplever jeg mange pædagoger mene, at børn har masser af indflydelse på deres hverdag, for de kan jo mange timer hver dag lege og lege og der bestemmer de præcis ligeså meget de vil, over deres tid, aktivitet og hvem de vil lege med.

Jeg mener faktisk, vi går den lette vej, hvis vi insisterer på, at når børnene leger, så klares den demokratiske erfaring.

Jeg mener, børn skal erfare ligeså megen deltagelse og medbestemmelse i måderne, vi spiser på, går på tur på, er kreative på, har rytmik på. Altså i vokseninitierede aktiviteter mm skal vi være ligeså rede til at forhandle rammen, rutinen og formen, som når børn leger selv.
For ellers er den menneskelige og demokratiske dannelse, de tager med sig videre bare, at jo ældre man er, jo mere bestemmer man.
Og som “ældre” behøver man end ikke argumentere for eller gå i dialog om sine arrangementer, man bestemmer bare.

Jeg forestiller mig nogle pædagoger protestere her, og sige, at ligesom vi godtager forældre-rollen, så har vi pædagoger rollen at drage omsorg og tage ansvar for børn, som er for små til at vurdere deres behov, sikkerhedsrisici mm.
Den tankegang mener jeg faktisk er forkert hvis den anvendes på alle områder:
Et barn skal stoppes, når det vil løbe på ud vejen og der kommer biler susende.
En et-årig skal end ikke tilbydes at stavre afsted på vejen, det må op i klapvognen.

Men daginstitutionen skal vi efter min mening betragte som børns første “offentlighedsarena”, og det at gøre ting med voksne, eks spise sammen, være kreative sammen, have rytmik sammen, lege sammen, det mener jeg bestemt børn har en kvalificeret indflydelse på og holdning til!
Som udspringer af motivation, af individuelle behov, af præferencer og ønsker om at deltage og øve indflydelse på samværets indhold, retning og mål.

Hvorfor skulle vi ikke lytte til det?

Hvorfor skulle vi som pædagoger kun fokusere på den ene side af børns demokratiske dannelse, som handler om at lære at indgå i fællesskaber, forstået som det at tilpasse sig?

Igen, det ér svært, vi mangler virkelig tid, men min erfaring er, at medbestemmelse godt kan lade sig gøre i små revner og sprækker, der faktisk findes i hverdagen.
Og at det skaber børn med stort selvværd, trækker vores hverdage, aktiviteter, fællesskaber – og tænkning – i retninger, som mange gange er langt mere elastiske og fantastiske, end jeg som voksen kunne ha forestillet mig.

Et lille eksempel er fra en vuggestue, hvor min gode kollega Daniel Steen og jeg eksperimenterede med måltidsstrukturen.
Vores leder havde købt et lavt bord, man smækkede ned fra væggen ved frokost, og vi tre voksne og tolv børn sad således fordelt ved to høje og et lavt bord og spiste.
På et tidspunkt havde vi bl.a. en lille motorisk stærk fyr, der absolut ikke var for fastholdere.
Han stillede hurtigt den allerførste sult, og så bestod måltidets magi for ham i diskret at forlade plads og snart finde ind her, snart der, og så tiltuske sig lidt mad og socialt samvær. Pludselig var han ved ens side, man så ind i et par dybe brune øjne og et listigt smil, mens han lydløst tog en frikadelle fra fadet. For så ligepludselig at være væk og i færd med at snige sig op på trip-trap stolen hos Yrsa eller få et ordentlig dask af Rebekka, der ikke gad have ham siddende.

Det spredte sig lidt til de andre børn, men vi var nogle, der nød maden og det selskab vi havde fra en start.
Daniel og jeg kiggede på hinanden, og som jeg husker det blev vi enige om, at det var en højest usædvanlig dansk vuggestue-måltidspraksis, men det fungerede, og vi ville gerne være lydhøre og nysgerrige på, hvordan dette initiativ egentlig udviklede sig, og udviklede måltidet.
Samtidig var vi bevidste om vors rolle som kulturbærere, vi ville gerne vise børnene, hvad vi værdsatte som mennesker omkring et måltid, og blev ved at udtrykke nydelse for den gode mad og forholde os roligt fordybede.

Det var i samme periode, hvor vores institution skulle akkrediteres af UCC-folk, og jeg kan huske, hvordan akkrediteringsfolkene sagde, at sådan havde de godt nok aldrig set et måltidsfællesskab før, men ligesom os konkluderede de, at det fungerede for børnene, og at de så meget selvtillidsfulde og rummelige børn.
Jeg oplevede ikke, UCC-folkene tænkte i de baner, men jeg mener faktisk, at det var gennem min og Daniels håndtering, at vores vuggestuedreng trådte i karakter som subjekt: gennem “sine prøvehandlinger” blev han synlig for sig selv og os som een der ville noget med sig selv og med fællesskabet, gennem fællesskabet.
Og via vores respons fik han – for en tid – sat nogle nye rammer for, hvordan man kan spise…han blev den Jacob, der ændrede måltidet.

Hvis I er nogle, der ligesom jeg funderer over og eksperimentere med børns medbestemmelse derude, så kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre, hvilke tanker I gør jer, hvilke dilemmaer og barrierrer støder I ind i, hvilke sejre og glæder oplever I?

Kategorier:.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s