I Mette Bauer og Karen Borgs undersøgelse fra 1976, af den danske folkeskoles skjulte læreplan, introduceres begrebets amerikanske oprindelse, bl.a. gennem at et par uddannelsesforskere kritisk konstaterer, at skolen er barnets første arbejdsgiver.
Forstået på den måde, at fra grundskolen og op lærer børn og unge, parallelt med det faglige fokus, hvad det er, der skal til af (selv)disciplin, for at begå sig i det moderne arbejds- og samfundsliv.
Sideløbende med dette blomstrer i 1960`erne den såkaldte amerikanske kvalificeringsforskning, som interesserer sig for, hvordan man bedre kan koble uddannelsesforløb og arbejdsmarkedskvalificering.
Set i lyset af den storm af evidensbaseret effektforskning og konceptmageri, som har ramt de danske daginstitutioner siden år 2000, så må man sige, at den intense interesse for at koble uddannelsesforløb og kvalificering til samfunds- og arbejdsliv, (med James Heckmann som hyppig reference), på uhyggelig vis har bevæget sig helt ned i vuggestue og børnehave i Danmark.
Vuggestuen er måske blevet barnets første arbejdsgiver!
Set i det perspektiv mener jeg, det er brug for praktikere, forskere og politikere, der hånd i hånd kræver rettigheder, for de helt små – til en barndom for barndommens egen herlige skyld. Men også kræver rum, hvor børn kan få erfaring med at dannes som deltagere i fællesskaber. Fællesskaber, hvor børn og voksne er lige til at mene, hvad der udgør et værdifuldt og vigtigt liv.
Vi må væk fra effektforskning- og konceptmageriets stærke træk mod at sætte børn som objekter for pædagogers projekter med dem.
Knyttet hertil er der ligeledes akut behov for en profession, der tager sin faglige opgave alvorligt og klart over for politikere og forvaltere fastslår, at uden anstændige normeringer er det eneste, børn lærer i danske vuggestue og børnehaver, det er at “holde kæft og være smukke”.
Hvilket desværre måske også er en efterspurgt dyd i det moderne samfunds- og arbejdsliv?
…så meget desto vigtigere at professionen træder i karakter, er sig sit ansvar, sin opgaveforståelse og samfundsbetydning bevidst.
Det er vel ingen naturnødvendighed at kun politikere, forskere og konceptmagere udstyres med magt til at diskutere og målsætte børns liv?
Tak til de praktikere og politikere, der aktuelt og historisk tager kampen!
Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000.
Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år.
For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse!
Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation.
Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent.
Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen.
Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne.
Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom.
I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik.
I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform!
De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare.
For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar:
- Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges.
- Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft
- Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer
Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!
Vis alle indlæg af Danielle Mercier
Den Kritiske Pædagogiske Højskole 