”Omsorg”, nyt ledebegreb for dansk daginstitutionspædagogik?

Bliver altid bekymret/mistænksom når daginstitutionsområdet beskrives/udforskes i ensidige termer.

Selvfølgelig er omsorg vigtig.
Men for mig bliver det pædagogiske projekt igen igen ensidigt og paternalistisk (overfor børnene) hvis man ikke til omsorgesopgaven tilføjer, at det handler om LIV mellem børn og voksne.

Ligeværdigt liv, med demokratisk dannende sigte og børns rettigheder i fokus (ret til indflydelse på eget liv).

For mig at se er det fattigt, hvis pædagoger “lokkes til” at fokusere omsorg som fagets kerne.
Det kan godt være, omsorgsbegreb og omsorgsopgave – på børnenes vegne – kan stå som en magtfuld opdæmning af politikere- og forskningsgrupperingers pågående skolificering af børns liv og dannelse i vuggestue og børnehave.
En opdæmning mod politiske ambitioner om at gøre pædagoger til didaktikere og forbrugere af diverse tyndbenede koncepter og modeller.
Det tænker jeg er RUC-projektets ambition.

Og uden at der er noget galt i ambitionen, som jeg kan se også er en trend bland (vuggestue?)pædagoger, så mener jeg, at et udefineret omsorgsbegreb – i forhold til børns rettigheder og erfaring med medbestemmelse – potentielt er kvælende og med paternalistiske faldgruber.
For at bruge et grimt eksempel, så var særforsorgen ikke noget købt syn, da vi først fik lukket op i 1980`erne og opdagede hvad der var foregået bag murene.

Så ja tak til omsorg, men lad os diskutere hvad omsorg skal stå for konkret, og i hvilken grad den er i behov for supplement af andre værdier og holdninger, relateret til børns opvækst i daginstitutionerne.

Til de, der opponerer mod at pædagogik essentielt handler om holdninger og værdier, vil jeg slutte af med Erik Sigsgaard.
Som i publikationen “BØrns Modstand” fra 1982 fastslog, at god pædagogik handler om mere end viden:

Den handler om pædagoger, der har gjort sig anstrengelsen at gøre sig sine meninger og tanker om, hvordan livet bør forme sig i fremtidens samfund, bevidst.
Og som funderer over, hvordan konkret hverdag og samspil med børn, muliggører, at det rent kommer til at gå sådan i fremtidens samfund, som man ønsker det skal gå.

Og mens Sigagaards opråb gjaldt pædagoger, der tullede rundt uden at være sig sig sine handlinger særlig bevidst, så er situationen i dag, at vi er så intensivt investerede af forskere- og politikeres ideer og ambitioner i de nedbesparede daginstitutioner, at det næsten ikke er til at tænke en selvstændig tanke som PROFESSIONEL.

Det er ikke sikkert det er en bagdel, men det kræver, vi i helt anden målestok tager os tid og skaffer klarhed over hvor vi selv står – hvis vi ikke vil reduceres til blinde redskaber i politikere, forskere, topstyring og konsulenters hænder.