Daginstitutionernes Skjulte Læreplan

I Mette Bauer og Karen Borgs undersøgelse fra 1976, af den danske folkeskoles skjulte læreplan, introduceres begrebets amerikanske oprindelse, bl.a. gennem at et par uddannelsesforskere kritisk konstaterer, at skolen er barnets første arbejdsgiver.

Forstået på den måde, at fra grundskolen og op lærer børn og unge, parallelt med det faglige fokus, hvad det er, der skal til af (selv)disciplin, for at begå sig i det moderne arbejds- og samfundsliv.

Sideløbende med dette blomstrer i 1960`erne den såkaldte amerikanske kvalificeringsforskning, som interesserer sig for, hvordan man bedre kan koble uddannelsesforløb og arbejdsmarkedskvalificering.

Set i lyset af den storm af evidensbaseret effektforskning og konceptmageri, som har ramt de danske daginstitutioner siden år 2000, så må man sige, at den intense interesse for at koble uddannelsesforløb og kvalificering til samfunds- og arbejdsliv, (med James Heckmann som hyppig reference), på uhyggelig vis har bevæget sig helt ned i vuggestue og børnehave i Danmark.

Vuggestuen er måske blevet barnets første arbejdsgiver!

Set i det perspektiv mener jeg, det er brug for praktikere, forskere og politikere, der hånd i hånd kræver rettigheder, for de helt små – til en barndom for barndommens egen herlige skyld.
Men også kræver rum, hvor børn kan få erfaring med at dannes som deltagere i fællesskaber. Fællesskaber, hvor børn og voksne er lige til at mene, hvad der udgør et værdifuldt og vigtigt liv.

Vi må væk fra effektforskning- og konceptmageriets stærke træk mod at sætte børn som objekter for pædagogers projekter med dem.

Knyttet hertil er der ligeledes akut behov for en profession, der tager sin faglige opgave alvorligt og klart over for politikere og forvaltere fastslår, at uden anstændige normeringer er det eneste, børn lærer i danske vuggestue og børnehaver, det er at “holde kæft og være smukke”.

Hvilket desværre måske også er en efterspurgt dyd i det moderne samfunds- og arbejdsliv?

…så meget desto vigtigere at professionen træder i karakter, er sig sit ansvar, sin opgaveforståelse og samfundsbetydning bevidst.

Det er vel ingen naturnødvendighed at kun politikere, forskere og konceptmagere udstyres med magt til at diskutere og målsætte børns liv?

Tak til de praktikere og politikere, der aktuelt og historisk tager kampen!