Forleden udsendte Danmarks Evalueringsinstitut endnu en pjece med tips og tricks til pædagogerne.
Det drejer sig denne gang om gode råd til modtagelse af nye børn og forældre. Hvilket jo er nært forestående med det store 1.maj-skifte vi er vidne til hvert år i daginstitutionerne.

Nogen synes måske vi kommer til kort, siden EVA finder på at lave den slags pjecer?

Jeg er sikker på at man kan problematisere/forfine selv den bedste praksis, især når man er konsulent(hus) og legitimiteten af ens eksistens afhænger af, at der er noget at problematisere og skrive om. Viden er jo den “vare” man sælger.

Det er den ene side af sagen.

Den anden er for mig, at jeg er enig med EVA og diverse andre vidensproducenter, der er noget riv ravende galt i daginstitutionerne.
I min optik er virkeligheden, at pædagoger løser opgaver under dybt nedbesparede forhold, herunder en katastrofalt lav bemanding og uhørt trange pladsforhold.

Det betyder, at selv om det er logik for burhøns at modtage nye børn og forældre på en klog og omsorgsfuld måde, så bevirker de nedbarberede bemandingsforhold, at det sjældent lader sig gøre på acceptabel vis!

Hvem gider arbejde under de forhold?
Færre og færre dygtige, dedikerede pædagoger.
Hvilket kun gør situationen endnu værre.

Men er løsningen pjecer om den gode og kloge måde at modtage nye børn og forældre på? Pjecer, publikationer, erfaringsopsamlinger og undersøgelser, der ALDRIG nævner bemandings- og pladsforhold som kvalitetsparametre?

Nej, det er efter min mening IKKE løsningen, det er ulyksalige skridt på en vej, der cementerer netop de kvalitetsproblematikker, daginstitutioner står i.

Pjecer som EVAs -(som desværre ikke står alene – bare læs Børn og Unge) – de er i min optik nemlig politikernes carte blanche til i det uendelige at afskrive sig ansvar for arbejdsbetingelser, herunder normeringer og plads. Arbejdsbetingelser der umuliggør, at daginstitutionspædagoger kan yde anstændig kvalitet – OG tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Så jeg spørger igen: hvem gider efterhånden spilde sine gode kræfter på et daginstitutionsarbejde?

Jeg ser rigtig mange dygtige kolleger og mediedebattører opgivende forlade sektoren.
De orker ikke mere, siger de – især med begrundelsen, at man taler ned til os og ikke lytter til vores kritik af bemandings- og pladsforholdene.

Personligt mærker jeg også her, ved det nært forestående store 1. maj-skifte, angsten og uroen i maven.

Hvor jeg sikkert som amen i kirken ved, at uanset hvor meget vi strækker vores kræfter og opmærksomhed i børnehaven, så kommer vi igen igen til ikke til at slå til, i forhold til de helt rimelige og legitime krav, de små nye og deres forældre står med – i deres bestræbelse på at få fodfæste i en stor, ny (og nedbesparet) verden.

Ukendt's avatar

Offentliggjort af Danielle Mercier

Jeg har arbejdet som pædagog i småbørnsinstitutioner siden år 2000. Er oprindeligt uddannet afspændingspædagog i 1988, og har stået for voksne menneskers udviklings- og læreproceser i over ti år. For nogle år siden erhvervede jeg sideløbende med mit pædagogarbejde en cand mag i pædagogik fra Københavns Universitet. Det var en kæmpedrøm som gik i opfyldelse! Jeg har altid været kritisk, jeg har altid været ultra nysgerrig på at analysere og fortolke sprog, mening og bærende værdi- og virkelighedssyn ud af menneskelig kommunikation. Som pædagog er jeg et meget stort legbarn. Og holder af at bidrage til de mange intense, foranderlige og flygtige menneskelige relationer og aktiviteter, som udspiller sig i småbørnsinstitutioner, hvor alt, takket være børnene, er så åbent. Men jeg er også brændende optaget af profession, af, hvad det er for livskvalitetet og rettigheder, vi tilbyder børn i småbørnsinstitutionerne, og hvad det er for erfaringer, vi giver dem med videre på vejen. Jeg oplever en tid, hvor stærke økonomiske, politiske og forskningsbaserede kræfter i stigende grad får sat en yderst bekymrende kurs for små børns liv, dannelse og socialisering i småbørnsinstitutionerne. Kræfter som visionerer samfund som enten vindersamfund eller tabersamfund i global konkurrence om rigdom og velstand, og hvor det bliver de danske småbørnsinstitutioners opgave at reducere opdragelse af børn til fremtidig potent arbejdskraft. Som med evigt lærevilligt og tilpasningsvilligt sind kan kan vinde global konkurrence og sikre det danske samfund velstand og rigdom. I samsvar med disse visioner, giver man evidensbaseret forskning carte blanche til at reducere nordisk relationsbåren småbørnspædagogik, hvor børns ret til leg står centralt, til en simplicficeretm teknologisk og skolificeret pædagogik. I tillæg til denne bekymrende udvikling, står småbørnsinstitutionerne på en brændende platform! De strukturelle og økonomiske rammer, som småbørnsinstitutionerne har at drive institutioner for, herunder normeringen, betyder, at børn reelt stuves sammen på et antal kvadratmeter så få voksne, at de lever i et konstant støj- og aktivitetsniveau, som i den grad hver dag sætter børns fordybelse, relationsdannelse, udvikling og trivsel i fare. For mig kræver den skitserede situation pædagogiske modsvar: - Professionen må arbejde på selv at fomulere en humanistisk baseret pædagogik som kan udfordre det fattige menneske- og dannelsssyn og de simplificerede og teknologiserede pædagogikker, som i disse år gennemtvinges. - Pædagoger må kæmpe for øgede grader af autonomi og respekt om den erfaringsbaserede og fagligt baserede dømmekraft - Til erstatning for det nuværende topstyrede selvbillede, må vi skabe fundament for en selvforstålelse som fagpolitisk funderet samfundsmenneske, med mandat og forpligtigelse til at råbe op på børns og samfunds vegne, når det brænder på. Den bedste udgave af en pædagog er ikke en personage, som bukker hovedet og parerer ordrer Disse modsvar forpligter os, der er i arbejde derude i småbørnsinstitutionerne, men jeg tænker også, at pædagoguddannelsen simpelthen må til at vågne op fra sin tornerosesøvn!

Skriv en kommentar