Daginstitutionsområdet er gennem de seneste 20 år præget af to forhold: kvantitativ vækst og kvalitativ forarmelse.

Det har haft stor betydning for pædagogikken og dens rammevilkår, og dermed også for børns livsvilkår.

Det politiske klima med neoliberalisme, New Public Manegment og deregulering af banker og skattesystemer har båret ved til denne deroute. Her i landet førte Anders Fogh Rasmussen an med kritik af rundkredspædagogik, smagsdommere og eksperthad.

Igennem denne periode er definitionen af pædagogisk arbejde blevet reduceret til et misforstået nytteperspektiv i form af utilsløret indlæringspædagogik. Barnet skal lære noget! Barnet skal du til noget! Barnet skal gøres skoleklar, så det hurtigt kan blive en effektiv lønarbejder – ellers kommer kineserne! Kort sagt: Barndommen skal nyttiggøres!

Denne barokke politiske virkelighed har betydet indførelse af statslige Læreplaner, styrkede Læreplaner, dokumentationskrav, fjernelse af ledelsen fra gulvet og grotesk nok: samtidigt beskåret både normeringer og ikke mindst på pædagoguddannelsen.

De pædagogiske faglige organisationer har været påfaldende tavse, når det kommer til kritik af ændringerne på uddannelsen – ingen offensive uddannelses reformkrav på trods af den tiltagende pseudo-akademisering af faget. På trods af at undervisningstimetallet kun er på8-10 timers undervisning om ugen mod tidligere 25-26 timer. På trods af de facto afskaffelse af de kreative fag. På trods af indførelse af modulundervisning fremfor fagkonsistens af kernefag som pædagogik og psykologi. På trods af næsten ingen pædagoger som gæstelærere og praktiktilsyn via Skype osv osv.
En studerende har talt, at de havde op til 30 undervisere på ét enkelt modul!

Men også pædagogstanden har været tavs – stort set ingen forsøg på at forsvare definitionen af pædagogikken. Vi hører ikke længere om frigørende pædagogik, men masser om pasningsgaranti (ikke kvalitetsgaranti)! Vi snakker ikke længere om det konkrete barn/de konkrete børn, men om abstrakte optimerings mål!

Angrebene på pædagogikken har også fået storekonsekvenser for dens rammer:

• Væk er de små nære daginstitutioner. Eksempelvis Gladsaxe kommune bygger kun inst. med 8 grupper (= ca. 175 børn) – 54 børnehuse i alt.
• Væk er byggelegepladserne.
• Fritidshjem er erstattet af pinligt indholdsløse SFO’er med 200 børn sammen og 1 voksen til 20 børn.
• Skovbørnehaver bliver lukket på stribe.
• Børnehaveklassens funktion ændret fra skoleforberedende til egentlig skolegang

Væk er den stolte nordiske tradition for at bringe barnet i centrum for et kreativt, aktivt liv.

Stat og kommuner kræver i dag mere styring, kontrol og regulering af daginstitutionerne. Både af strukturen og af indholdet. Laver vi nu også det ”rigtige”. Det er svært at løsrive sig fra tanken om at tilliden til pædagoger som faggruppe er væk. Eller skyldes det mon, at de ikke selv tror på værdien af pædagoguddannelsen?

De Kommunale Tilsynretter sig udelukkende om opfyldelse af Læreplanerne! Ikke mod pædagogikken og børnenes livskvalitet.

Dokumentationskravet fremstår som en sølle erstatning for det, der er brug for: nemlig familiesamarbejde. Hvorfor er det egentlig ikke en del af pædagoguddannelsen at lære om familiesamarbejde?

Selvfølgelig handler alt dette om økonomi, men der ligger også en anden diskussion gemt heri: nemlig den om, hvem der ejer daginstitutionen og hvem der bestemmer over det pædagogiske arbejde.

En diskussion om basisdemokrati og mangfoldighed contra centralisme og ensliggørelse.

Når man i dag får et kig ind i en gennemsnitlig daginstitution vil man se, at hvor der før var fyldt med børnetegninger, malerier og masker og skulpturer – hænger der nu tal og bogstaver og opslag til forældre om ”hvordan vi sammen sikrer børns læring”!

Nu taler vi om læringshuse / læringsrum / læringsdidaktik– pædagogers blik på børn og børns udvikling er tvunget ind i dette indlæringsmantra.

Som modsvar til indlæringspædagogikken vil mit svar være, at vi i stedet skal (gen-)udvikle en pædagogik, der sætter barnet fri til at arbejde på sin udviklingsopgave. En opgave der er uhyre stor! En opgave hvor barnet skal lære at kende og tro på sig selv og lære at fungere værdigt i samlivet med andre.

En opgave hvor pejlemærkerne bør være barnets selvfølelse og samhørighedsfølelse, hvor målene med disse er:

Selvfølelse -> at kunne være alene uden at føle sig ensom

Samhørighedsfølelse -> at være sammen med andre uden at miste sig selv

Vi skal flytte vores fokus til det centrale: barnet! Hvad er det barnet gør? Hvad er barnet optaget af? På hvilken måde agerer barnet? Hvad er barnets motiv? Og ikke mindst: hvordan har barnet det!

I det hele taget er pædagogisk arbejde præget af historieløshed. Også i min tid som studerende blev vi udsat for historieløshed. Den gang i sidste halvdel af 1970erne blev vi udelukkende undervist i såkaldt marxistisk pædagogik (læs: sovjetpsykologi), som kaldte til kamp mod bongopædagogik og det, der var værre.

Det, der var værre, var psykoanalytisk inspireret tænkning. Der skulle gå mange år, før jeg fik kendskab til Freud, Klein og Winnicott og senere Stern og Fonagy – som skulle blive en uvurderlig hjælp i mit arbejde både med sårbare unge, men også i børnehaven.

Lige som min opdagelse af Bernhard Christensens musik- og rytmeforståelse forsinket skulle blive det.

Et eksempel:

Drengen aske på 4 år bor sammen med sin far og mor og to storebrødre.

Forældrene elsker hinanden, og far kan tit finde på af ”overfalde” mor og bære hende hvinende over i sofaen, mens de begge griner højlydt.

Aske læser dog situationen noget anderledes: far er nu afsløret! Nu må mor da omsider forstå, at han skal ryddes af vejen. Med alvorlig mine siger han til mor, at de skal ringe til politiet! Far skal puttes i fængsel, når han gør sådan noget!

Aske krammer sin mor og siger: ”så har jeg dig for mig selv”!

Er dette mon sovjetpsykologiens ”lov om negationernes negation”, eller skulle der mon være tale om ødipuskomplekset, der er på spil her?

For den 0-6årige er den primære udviklingsopgave som nævnt at blive sig. Dette sker i tætte relationer med både børn og voksne, hvor barnet gennem erfaringer med følelseskommunikation kan udvikle selvfølelse og samhørighedsfølelse. Ved at barnet både i familien og i daginstitutionen kan lære at opretholde en balance mellem det indre og det ydre – mellem barnets forestilling og fantasi og den ydre realitet.

Og ved at de voksne har indsigt i barnets omfattende udviklingsopgaver. Opgaver som vi ikke kan og heller ikke skal løse for dem, men som vi skal sørge for ”gode nok” betingelser for, at barnet kan gå i kast med.

Her er det centralt at fokusere på at kunne give barnet følelsesmæssig afstemning – især når det er ude af sig selv – for at barnets på sigt kan mestre evne til selvregulering. Uden at miste sig selv!

En pædagogik, der har dette for øje, er den bedste vej til at gøre barnet ”skoleklar”!

Sammen med forældrene skal vi give barnet mulighed for at være i verden og evne til at være i verden. Dette kan ikke ske uden en sikker tilknytning, som skabes i familie – og uden en tryg base i daginstitutionen, som kan bibringe barnet social tillid!

Både i familien og i daginstitutionen er barnet på udviklingsarbejde, og begge steder er det de voksnes opgave at understøtte dette. Det er afgørende, at vi ved, hvilket stort psykisk omstillingsarbejde dette kræver af barnet. Med brug af den engelske børnelæge og psykoanalytiker, Donald D. Winnicott’s begreb om den ”gode nok” mor kan arbejdshypotesen for børnene (og dermed for forældre og pædagoger) indfanges som følger:
I den ”gode nok” familie kan barnet kræve det umulige – og udholde ikke at få det!

I den ”gode nok” børnehave kan barnet lære at kræve det mulige – og få det!

Daginstitutionen skal gøres til ”vores hus” – børns, forældres og pædagogers. De skal gøres til små Kardemomme Byer, hvor alle har plads. De skal gøres til levesteder! Fuld af liv med glæde, sorg, vrede, lyst og eftertænksomhed. Fuld af kreativitet, sang og musik, kropslighed, leg og udfordringer. Et hus fuld af betydning! Et hus, hvor familierne kan afholde børnefødselsdage. Hvor de voksne kan holde møder, lave madaftener, holde fester – you name it!

I Mariehønen Skovbørnehave har sat vi en nøgleboks op, som alle forældre har koden til. Så kan de tage hen i børnehaven, lege på legepladsen, lave sig en kop kaffe osv. Mariehønen er vores hus, og dette ejerskab betyder et kolossalt forældreengagement i børnehaven og dermed i deres børns trivsel. Forældrene er velkomne til at deltage i hverdagen, til at tage med på tur, til at synge med til Fredagsrock – til gavn for alle. Hvor svært kan det være?

Vi har ingen grænser for antal af familiesamtaler. Devisen er hellere en snak for meget, end én for lidt. Som oftest rummer disse samtaler flere bud på, hvad der kan røre sig i barnet. Sammen kan vi – forældre og pædagoger – opstille hypoteser og ikke mindst udholde vores fælles ”ikke-viden”, når noget er svært for barnet/familien.

Vi skriver ikke noget om børnene til kommunen eller skolen, som ikke først er fremlagt for forældrene. På medarbejdermøder bliver der talt om børn og familier, som om de er til stede. Når vi har talt om et barn, bliver forældrene orienteret om indholdet straks efter. Forældrene opfordres til på samme måde straks at henvende sig, hvis de er urolige eller uforstående over for, hvad vi laver med deres barn. Når et barn har grædt ved aflevering til os, sender vi en sms til forælderen, når barnet er i godt humør igen. En stor lettelse – for også forældre lider over de urimeligt pressede livsvilkår, vi lever under.

De sidste 20 år har ikke befordret udvikling – snarere afvikling af kvaliteten af pædagogisk arbejde! Hvordan dette har kunnet ske, er mig stadig en gåde. Fremtidens behov er ellers tydelige nok: Børn får brug for humanistiske kompetencer som kreativitet, samarbejdsevne, refleksion og kritisk tænkning, hvis de skal kunne tackle tilværelsen med en livstruende klimakrise, en økonomisk skæv fordelingskrise og et arbejdsliv, hvor robotter og kunstig intelligens overtager flere og flere funktioner.

Dette opnås ikke gennem indlæringspædagogik, bygning af mammutinstitutioner og institutionalisering af børns liv!