Er stødt ind i de vigtige spørgsmål om, hvordan vi finder frem til – retfærdiggør, fastlægger og sammen udveksler om – hvad der er den rigtige, den gode, den eftertragtelsesværdige pædagogik:

Jeg har en stu-elev i forløb på min stue, og hendes største stolthed er de greb, hvormed det endelig lykkes hende at få styr på uroen under måltidet.

Således konstaterede jeg ved selvsyn i forgårs, hvordan hun nu indleder som dirigent, stående synlig foran alle børnene, taktfast svingende stemmer og opmærksomhed gennem Mariehønen.

Inden da falder den berømte knappenål, og der stoppes ikke, før alle kan høre det lille “pling”, når nålen rammer det beskidte linoleumsgulv.

Under måltidet er der oprækningspligt: det vil sige, man taler når man har rakt hånden op.

Hun er så glad! Så stolt!

Endelig har hun fundet midler til at holde styr på den uberegnelige, brogede masse børn i alderen mellem tre og fire år!

Jeg græder inden i! Den lilla ble, selvforvaltningstanken og fællesskabsånden protesterer stærkt!

Og jeg er splittet:

For hvem er jeg, der under et ungt menneske, river et stærkt kæmpende mestringsforsøg væk?

Og hvilke argumenter har jeg, for at min pædagogik er bedre end hendes?

Engang for mange år siden drev jeg lidt ekspressiv bevægelse ind i den motionsundervisning, jeg ernærede mig ved.

De midaldrende kvinder kiggede på mig, og spurgte, hvad i alverden det nu skulle gøre godt for. Hvorfor skulle de mærke indefter, og med kroppen give form til følelser, ideer og tanker, som de registrerede i sindet!

Jeg kunne have tyret deres modstand og undren væk på et sekund! Eksempelvis med erklæringen, at krop og sjæl hænger sammen, og det gir stærkere muskler, bedre nervekontrol og mere effektiv konditionstræning at koble mentale billeder til styrketræning. Det gør det måske også.

Men jeg valgte at blotte mig og begrundede årsagen med, at jeg personligt fandt det dybt interessant og spændende.

Således stod de tilbage uden tvingende grund til at købe min pakke.

Præcis sådan har jeg det med min stu-elev.

Jeg kan i løbet af et sekund sige, at det er gammeldags pædagogik, hun bedriver.

Og de fleste pædagoger vil købe mit argument.

Det er ingen tilfældighed, at det ny slogan for daginstitutionernes “spisesituation“ for nogle år siden blev ændret til at “nu skal der skabes café-stemning omkring børnene!”

Men alligevel, kan jeg virkelig argumentere overfor min stu-elev, at hun bedriver en for autoritær og forældet pædagogik?

I forgårs læste jeg Jacob Kornbecks anmeldelse af Peter Østergaard Andersens nye “Følelser og Pædagogik i samfundsteoretisk perspektiv”.

Hvor Andersen peger på, hvordan det i dag foventes, at pædagogers ledelse og udvikling af børn i daginstitutioner netop sker gennem den professionelles kapacitet for STEMNINGSSKABELSE. Og hvor involveringen som autentisk voksen i ligeværdige subjekt-subjektrelationer til børnene er et must.

Anmelder Jacob Kornbeck er også fuldmægtig i Europa-Kommisionen, og har dermed globalt udsyn!

Derfor kan han faktisk i sin anmeldelse stille spørgsmål ved, om vi måske, her i Vesten, er gået for vidt med den lilla ble og stemningspædagogikken?

Han stikker til, om vi skaber individer uden tolerance for hårdt arbejde og nederlag. Individer som skifter retning, når de konfronteres med hårdt tilgængeligt materiale og udfordringer?

Jeg vedkender mig min lilla ble; at lysten er essentielt drive på egne og børnenes vegne.

Men jeg tror også, jeg vover at blive i tvivlen på min stu-elevs vegne, når vi får mulighed for at reflektere nærmere over sagen sammen.

Men vel også på børnenes vegne: profiterer de ikke netop af at møde både autoritære og antiautoritære samværsformer?

Jeg slipper jo ikke børnene, fordi jeg åbner flere virkeligheder for dem, vel?