Kæft, trit og læring – et kritisk blik på børns vilkår

”At tilegne sig arbejde i alle døgnets 24 timer er den kapitalistiske produktionsmådes immanente drift”. Sådan skrev Karl Marx i ”Kapitalen”.

Denne analyse, kan vi se, er kommet til fulde i dag, hvor der arbejdes i 3-holdsskift døgnet rundt – også i daginstitutioner – og hvor mange lønmodtagere står til rådighed langt ud over den lønnede arbejdstid. Tænk blot på arbejdsvilkårene i Amazon koncernen eller på de slavelignende forhold vi ser i transportbranchen i Danmark. Tænk bare på Kurt Beier og Ikea.

Fra politisk hold har f.eks. Venstre tilsyneladende glemt, at de har haft sloganet: ”Mennesket før systemet”, og støttepartiet Liberal alliance, som hader statslig indgriben, har ingen politik for børns vilkår. Det sidste gælder også for Dansk Folkeparti. Er børn ligegyldige?

Forklædt som velfærd

Karl Marx’ analyse var ikke grebet ud af den blå luft. Det var som bekendt den kapitalistiske produktionsmåde, der udnyttede børn helt ned i 7årsalderen i kulminer og fabrikshaller. Et uvæsen det har kostet mange årtiers indædt kamp at komme til livs i vores del af verden – men som stadig pågår rundt om på kloden.

Børn i dagens Danmark slipper for disse uhyrlige levevilkår, men der er stadig stærke kræfter, som ikke kan forlige sig med den ”unyttige” barndom.

Ligesom vi gemmer vore ældre væk på plejehjem, gemmer vi vores børn i ghettoer med det besynderlige navn: dagtilbud. Ikke for børnenes skyld, men fordi den kapitalistiske produktionsmåde kræver, at begge forældre arbejder. Selv om vi aldrig har været rigere end i dag, er det moralske mantra, at arbejde er Gud.

Konsekvensen er, at 1årige børn skal afleveres i dårligt normerede vuggestuer, og at 98% af alle børn i 3-6årsalderen bliver anbragt i underbemandede dagtilbud, hvor de gennemsnitligt opholder sig i 8-9 timer dagligt – over halvdelen af deres vågentid. Det siger ikke så lidt om børnefamiliers livsvilkår, at timen, hvor den atter er samlet, bliver kaldt ”ulvetimen”. Ofte er morgenerne lige så stressede.

Vilkårene i vores dagtilbud er på grænsen til det skandaløse. Siden 1986 er der kommet 58% flere børn pr. voksen. Bureau 2000s undersøgelse fra 2015 viser, at hvor der 1986 var 7,5 barn pr. voksen i børnehaven, var der i 2014 11,8 barn pr. voksen. I de 4 år der er gået siden, er forholdene kun blevet værre. Det er i dag almindeligt at være 2 voksne til 20 børn – hvoraf det kun er den ene voksne, der er uddannet. Ingen vil rigtig tage ansvar for, hvordan denne virkelighed for vores børn ser ud.

I samme periode er institutionerne vokset til uhyrlige størrelser med op til 100 – 200 børn, hvilket bl.a. psykolog Grethe Kragh-Müllers forskning har vist ikke er godt for børn. Børn i 0-6årsalderen har meget svært ved at orientere sig socialt i store grupper. Læg hertil at børn i dagtilbud konsekvent udsættes for et enormt strukturelt pres: i de fleste kommuner bliver de overflyttet fra vuggestue til børnehave 2år 9måneder gamle. De er endnu ikke færdige med at bruge ble, sprogligt har de svært ved at forstå og efterkomme kollektive beskeder, de skal have mere hjælp til at tage tøj på osv. Men her er ingen kære mor. De skal bare tage sig sammen og følge med i børnehavelivets noget hurtigere tempo – hvor der jo samtidig er en væsentlig dårligere normering end i vuggestuen. I børnehaven kan vi heller ikke få dem hurtigt nok ud af døren. Som 6årig har du bare at være skoleklar. Også selv om vi år efter år ser masser af især drenge gå 0.klasse om med alle de følelsesmæssige og sociale nederlag, der følger af dette. Jeg er ikke god nok! Jeg kan ikke følge med! Hvorfor må jeg ikke være sammen med mine kammerater?

Oven i dette er pædagoguddannelsen forringet til det groteske – med blot 10 timers undervisning om ugen, ingen fagundervisning i psykologi, intet samspil med pædagoger fra praksis og udsultning af alle kreative fagområder. Vi skal ikke længere forstå barnet, det skal bare lære noget nyttigt!

Vi kalder det stadig velfærd, men er det velfærd for børnene, for de ældre, for familielivet?

Farvel til Gummi Tarzan

Alle disse forsøg på at holde driftsomkostninger til den unyttige barndom på et absolut minimum, forhindrer dog ikke politikere i stat og kommuner at forvente et udbytte. Børnene skal som sagt lære noget! Børnene skal kunne noget! De skal ikke spilde deres tid og vores penge med unyttig leg, sang og musik og andet pjank! De skal måles og vejes. De skal dokumentere fremskridt. De skal gøres klar til skole, som skal gøre dem klar til… Arbejdet! Folkeskolens gamle slogan ”Ikke for skolen, men for livet” er i dag erstattet med ”Ikke for skolen, men for erhvervslivet”.

Det gode børneliv er ikke længere på dagsordenen. Pædagogikken er i dag reduceret til redskab for målrettet indlæring og dokumentation af samme – med blikket stift rettet på forestillingen om, at børn således bliver nyttige samfundsborgere.

Det beskæmmende ved denne tankegang er, at de færreste ved, hvilke kompetencer børnene reelt har brug for i en verden, der udvikler sig så hurtigt, som vi i dag er vidne til. Én ting er dog sikkert: de får brug for evner til kreativ tænkning, til innovation og sandsynligvis også for evner til at udfylde et liv, hvor mekanisering og robotter tager ”det beskidte arbejde”.

Denne fremtidsudsigt får dog ikke vores politikere til at ryste på indlæringshånden – væk med alle Gummi Tarzan’er, Pippi Langstrømper, Vitello’er og de andre dovne Robert’er.

Da omsorgen forsvandt

I dagens dagtilbud er teorier om børns udvikling erstattet af et udbyttebegreb. Læring er det centrale, mens det at drage omsorg for børnene, der ufrivilligt er adskilt fra deres forældre og søskende i mange, mange timer dagligt, nedtones.

Denne adskillelse af en særlig læringsdel fra omsorgsbegrebet i forhold til børns udvikling er besynderlig og uforståelig i arbejdet med de 0-6årige. Det medfører i min optik en mekaniseret opfattelse af barnets måde at erobre tilværelsen på, som ofte udmønter sig i en grotesk indlæringspædagogik. Nu bliver det pludselig afgørende, at barnet lærer engelsk og ”science” i vuggestuen. Denne læringstænkning og kravene om konstante dokumenterbare læringsaktiviteter ser i sin tilstræbte rationalitet helt bort fra barnets indre og sociale udviklingsarbejde. Her er der ikke plads til følelser. Jalousi, had, vrede, kærlighed, misundelse og sorg findes ikke. Pædagogikken er her reduceret til didaktik med udbytte for øje. Den passer som fod i hose til den kapitalistiske produktionsmådes dehumanisering af livet. Her skal barnet lære, men åbenbart ikke lære at være.

Omsorg har betydning for barnets grundlæggende væren i verden, og for at barnet kommer til at føle sig sikker i bevidstheden om, at verden er et trygt sted at være. Dette kræver en helt anderledes åbenhed og opmærksomhed fra de voksne. Nemlig at kunne give det enkelte barn følgeskab i dets udviklingsopgave, hvilket er noget nær umuligt med de ringe normeringer og det skæve blik på læring, børn i dag bliver budt.

Kampen for et anstændigt børneliv

Daginstitutionen har under de nuværende vilkår udviklet sig til at blive et nødvendigt onde for børn, forældre og pædagoger. Mange steder er vilkårene så elendige, at både børn og pædagoger mistrives. Pædagogikken bliver reduceret til regler og adfærdskorrigering. Vinkeritualer bliver afskaffet – der er ikke voksne nok til at give barnet følgeskab i den svære omstilling fra hjem til institution. Forældre kan ikke få den daglige overlevering af den pædagog, der har været sammen med barnet. Og typisk får man som forældre sjældent at vide, hvordan ens barn har haft det, men hvad det har lavet. Gråd, længsel, savn, vrede, jalousi, tilbagetrukkethed, sorg findes ikke i fortællingen om barnet i Danmarks daginstitutioner. De skal jo lære noget!

Et paradigmeskift er nødvendigt. Vi skal genrejse det skandinaviske børnesyn, hvor barnets hele udvikling står i centrum, og hvor de voksnes opgave er at drage omsorg for barnets udviklingsopgave. Vi skal (gen)skabe rammer og pædagogisk blik for et frit, kreativt og levende børneliv.

Ligeledes er det påkrævet med en mere sammenhængende familiepolitik, f.eks. med en 30timers arbejdsuge for børnefamilien. Dette ville muliggøre betydeligt højere livskvalitet for alle i familien. Og hvem ved? Måske ville både børn og forældre samtidig lære noget?

Kategorier:., Blog, Forside

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s