Spejlet af (pædagog)kolleger

Har lige hørt Malene og Kims ny podcast.

Tak!

Den lægger sig ekstremt godt i forlængelse af den store Normerings-Dokumentar den 11. marts på DR2!

Især 18 minutter inde, hvor Malene og Kim, ud fra pædagogens perspektiv, begynder at eksemplificere, hvordan de utilstrækkelige normeringer sætter sig smertefuldt i sjælen hos ambitiøse og engagerede pædagoger.

Det gør et stærkt indtryk, og er den anden side af de forladte børn, man ser i dokumentaren.

Det rammer mig også, når det beskrives, hvordan de utilstrækkelige normeringer kræver et pædagogisk nærvær, hvor man er ekstremt meget på, og har antennerne ude i alle verdenshjørner, hele tiden!

Jeg føler mig mødt og spejlet, og det giver overskud til at forstå, at den totale udmattelse og susen for ørene, når jeg begir mig hjem fra arbejde, det er ikke en personlig brist eller mangel på ressourcer!

Det skyldes et meget stort, og til tider umenneskeligt arbejdspres, med konstant alarmberedskab, multitasking og følelsesmæssig og analyserende investering i konstant skiftende relationer mange mange timer hver dag.

Jeg forstår, hvorfor alt skriger inden i mig, når der puttes bare en opgave mere på min opgaveportefølje, så som at begynde at modtage mails fra forældre, uden at der bevilges et eneste ekstra minut.

Min hjerne er så træt af at multitaske!

Så træt af enten at sige til barn efter barn:”undskyld, jeg skal lige høre Michael, og bagefter er det Sarah, og så Lukas”, eller af bare at lukke de påtrængende stemmer, som hamrer mod mine ører ude, for desperat at søge at koncentrere mig om den ene, som har “førsteret” til at fortælle mig noget.

For dernæst at dreje hovedet og engagement mod den næste og den næste og den næste.

Min gode ven Razz Mj fandt i forhold til normeringsdebatten i dag anledning til at tage historien om frøer i kogende vand op:

De frøer, som er i gryden med vand, som langsomt varmes op, de dør stille og roligt mens vandet bliver varmere.

De frøer, som smides i gryden med kogende vand, de hopper op igen.

Jeg frygter, jeg ender som de første!

At jeg trods protester finder mig i for meget. Bliver blind for de katastrofale barndomme, som jeg er med til at realisere. Slår knuder på mig selv, og bilder mig ind, det gør tricket for børnene.

https://soundcloud.com/user-891908493/fra-gulvet-hvem-passer-vores-born

Kategorier:., Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s