Denne blog er tidligere trykt i tidskriftet 0-14 3/2018

Silas – en dreng de andre ikke ville lege med

”Vi er på vej hjem til børnehaven efter en lang dag i skoven. Silas, 5 år, der flere gange er blevet afvist af de andre drenge, siger, han har ondt i benene og ikke kan gå længere, og at han i øvrigt ikke gider gå i den dumme børnehave mere! Jeg sætter mig med ham og spørger, om han er ked af det? Det er han i hvert fald ikke! Jeg siger så, at jeg godt har set, at de andre drenge ikke vil have ham med i legen, og at det ville jeg selv være blevet ked af, hvis det var mig. Han får tårer i øjnene. Jeg tager ham i hånden og siger: ”Kom, nu er vi snart hjemme, så finder vi to på en god leg sammen”.

Mange daglige oplevelser handler om, hvordan barnet har det. Pædagogen må kunne indfange de mange følelsesmodi, børnene er i. Dét bør stå i centrum for vores pædagogik, og her giver det altså ingen mening at ”dokumentere”, at i dag har Silas lært om afvisning. Barnets selvfølelse og dets samhørighedsfølelse er kodeordene for det gode nok børneliv – både hjemme og i institutionen – og vores daglige dialog om vores iagttagelser af barnets ageren i det sociale samvær med andre børn og voksne skal være aksen i vores formidling til forældrene – ikke til en computerskærm på kommunen.

I disse år, hvor indlæring, læreplaner, dokumentation har været det primære fokus for pædagogikken, er det på tide, at vi som fag får genrejst en pædagogisk offensiv om kerneopgaven i det pædagogiske arbejde.

Jeg vil foreslå, at vi i stedet beskriver vores arbejde som: at drage omsorg for barnets udviklingsopgave. Omsorgsbegrebet dækker således ikke blot at trøste et barn, men at det er de voksnes ansvar at tilrettelægge såvel de daglige rammer og rutiner, så de giver mening for barnet – som at tage ansvar for grundstemningen i huset, så alle børn bliver mødt i de følelsesmodi, de kommer i – og at sikre, at der er tid og plads til såvel voksen- som børneinitierede aktiviteter i løbet af dagen.

I oplevelsen med Silas var trøst ikke nok, for vi kan ikke udvikle andre mennesker. Vi kan derimod facilitere de rigtige rammer, som muliggør at barnet selv – med hjælp og støtte – kan arbejde på sin udviklingsopgave. Denne hjælp og støtte kræver psykologisk indsigt i barnets udvikling og pædagogisk tæft i form af nærvær og afgrænsning. Nærvær så vi kan se og tolke, hvad der er på spil for barnet og afgrænsning, så vi kan trække os, før vi ”overtager” barnets udviklingsopgave.

Mikkel – et barn der var utryg og bange for bestemte lyde

”Mikkel, 4 år, bliver let opskræmt og bange. En ny pædagog krydrede for eksempel samlingen med guitarspil. Hver gang han begyndte at spille, sprang Mikkel forskrækket op og løb bange væk. Den tredje dag foreslog pædagogen Mikkel, at han kunne komme med ham ind og hente guitaren. Det ville Mikkel gerne og han kom stolt ud til samling med guitar og pædagog i hånden. I samme øjeblik pædagogen begyndte at spille, blev Mikkel bange igen. Når vi var i skoven, skete det, at man kunne høre skovarbejdernes motorsave i det fjerne – også denne lyd skræmte Mikkel og ingen trøst eller forklaring om skovarbejdere hjalp. I samværet med de andre børn var Mikkel hyppigt skubbende og grænseløs, så de andre børn trak sig – til stor sorg for Mikkel”.

Hverken Mikkels forældre eller de voksne i børnehaven kunne analysere, hvad der lå til grund for Mikkels reaktioner og adfærd. Sammen måtte vi udholde denne ”ikke-viden” og give hinanden følgeskab i Mikkels færden via tæt dialog. Vi aftalte at være tæt på Mikkel og prøve at hjælpe ham med at inddæmme hans angst og i børnehaven at give ham bedre strategier i hans kontakt med de andre børn. Til samling sad Mikkel nu hos en voksen, som gik med, når der blev spillet guitar, hvis Mikkel blev bange. I leg deltog de voksne og hjalp med at oversætte Mikkels reaktioner for de andre børn og samtidig give ham hjælp til at se, hvad han i stedet kunne gøre i legen, så de andre ikke blev vrede og bange.

Igen er pointen: Nærvær og afgrænsning og ikke moraliserende belæringer om, hvad man må og ikke må. Mikkel lærte sig at etablere gode venskaber, blandt andet fordi han er utrolig kreativ i sin leg, men han har fortsat brug for hjælp til sin indre uro. Og de andre børn lærte at sige: ”Jeg kan ikke li’, at du skubber”! I stedet for: ”Jeg kan ikke li’ Mikkel”!

Lise – et stille barn i store problemer

”Lise, 4 år, er et stille og tydeligt utrygt barn. Hun har det meget svært, når hun skal afleveres i børnehaven. Kun én pædagog føler hun sig tryg ved, og hende følger hun lige i hælene på, når det er muligt. De andre børn har hun svært ved at kontakte. Det virker som om, hun ikke kan forstå, hvad hun skal med dem. Hun følger gerne dagens ”program” men helst i tæt nærhed af den foretrukne pædagog. Flere familiesamtaler følger og efter et halvt år må vi konstatere, at Lise og forældrene har brug for mere hjælp, end vi kan tilbyde. Der er ingen synlig udvikling eller lindring i Lises liv i børnehaven. Sammen kontakter vi kommunen og en udredning af Lise bliver etableret via psykiatrien. Her bliver Lise diagnosticeret med infantil autisme og senere med mutisme og bliver flyttet til en specialbørnehave”.

Der er meget på spil i sådanne forløb. Vigtigst er, at vi ikke spilder barnets tid! Hurtig indgriben og rigtig hjælp er vigtig. Det siger sig selv, at et tæt samarbejde med familien er helt centralt, og i dette tilfælde bestod det i, at vi deltog sammen med familien i alle møder med for eksempel kommune og hospital. I egne pædagogiske rækker er det ligeledes vigtigt ikke at forfalde til faglig omnipotens og tro, at vi kan det hele. Eller til i form af misforstået omsorg at ”beskytte” forældrene mod de barske realiteter og sige, at det nok skal gå hen ad vejen. Igen må omsorgen for barnets udviklingsopgave stå forrest.

’Omsorg’ nævnes kun én gang i loven og stort set ikke i læreplanerne!

I Dagtilbudsloven fra 2007 står der: Dagtilbud skal i samarbejde med forældre give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Dette er den eneste gang, ordet ”omsorg” bliver nævnt i loven! Så, det har måske været for let for stat og kommuner at lade som om, de ikke har set, at omsorg er en del af opgaveløsningen for det pædagogiske arbejde. Det er i hvert fald meget svært at se, hvor omsorgsopgaven er beskrevet i Læreplanerne, og med 20 børn til én pædagog og én uuddannet medhjælper er det svært at få øje på, at det skulle være en kommunal hensigt med dagtilbuddene.

Den massive diskurs om læring, læring, læring via Læreplanerne og den tilhørende dokumentation kommer til kort over for det afgørende, vigtige pædagogiske arbejde om at inddæmme børns angst og sociale uro. Denne diskurs har medført en skammelig reducering af pædagogikken, og det er op til os pædagoger at genrejse fagets fulde indhold og betydning over for politikere i stat og kommuner.

Omsorg er en uadskillelig del af den pædagogiske opgave på linje med læring, trivsel og udvikling. Omsorg er noget alle børn har brug for hver dag for at kunne udvikle sig – ikke kun sårbare børn. Omsorg kræver væsentligt bedre rammevilkår, end vi ser i dag.

Jeg vil gerne afrunde med et citat fra psykolog og børneforsker Grethe Kragh-Müller 1):

Omsorg har betydning for barnets grundlæggende væren i verden, og at barnet kommer til at føle sig sikker i bevidstheden om, at verden er et trygt sted at være.

Hun udbygger med omsorgens 4 niveauer:

Den fysiske omsorg:

Pædagogen sørger for, at barnet får mad, hvile, får skiftet ble samt bliver beskyttet.

Den følelsesmæssige omsorg:

Pædagogen er lydhør over for barnets signaler og holder af barnet, som det er.

Den pædagogiske omsorg:

Pædagogen inviterer barnet til fælles aktiviteter, hvor den voksne gradvist trækker sig tilbage, efterhånden som barnet selv kan.

Pædagogen lader barnet være i fred:

når det signalerer, at det har brug for det.

1)  Fra bogen ”Kvalitet i daginstitutioner”, Hans Reitzels Forlag 2013, i kapitel 11