Den voldsomme deroute af pædagoguddannelsen er måske mest tydelig, når det kommer til de kreative fag (her om musik) – selvom det også ser slemt ud med konsistensen af teorifag som psykologi og pædagogik. Uddannelsens indhold og rammer er i dag reduceret til teoretisk snak om ”æstetisk læring”, hvor det tidligere var et fag med stor vægt på at lære at spille på instrumenter – for så at kunne bruge disse i arbejdet/samværet med børnene.

I dette lille debatindlæg vil jeg sætte fokus på musikkens muligheder i det pædagogiske arbejde og slutte med lidt om, hvad det egentlig er, vi synger om med børnene.

Med børn i 0-6årsalderen er fokus for brugen af musik snarere helhed og samvær, end skolens vægtning af almen dannelse og det senere uddannelsesmiljøs satsen på æstetik og kunstforståelse.

Musik og sang er en alsidig størrelse. Kultur, kreativitet, personlige udtryk osv. Her følger en lidt old-school måde at dechifrere emnet på i pædagogisk arbejde (mål, middel, metode):

Musik som pædagogisk middel:

1. at styrke den organiske udvikling
2. at fremme den sociale / følelsesmæssige udvikling
3. at styrke begrebsdannelsen (kognitive udvikling)

1: Vi fødes alle med et organisk beredskab, som har dominans på forskellige tidspunkter. Udviklingen af dette beredskab kan ikke forceres / tillæres (et 3 måneders barn kan ikke gå uanset, hvor meget vi træner med det) – til gengæld er opgaven at sikre den optimale ramme for barnets udvikling. Det senso-motoriske system (muskelsansen) kan netop kun kvalificeres gennem barnets mulighed for at eksperimentere med sin krop og erfare med sine sanser.

Her er det rytmiske element i musikken en vigtig stimulering af barnets bevægelsesudvikling, som jo er det kropslige individuelle udtryk for, hvordan ”jeg” har det. Også her gælder det, at barnets rytmiske (kropslige) puls ikke kan tillæres, men støttes og kvalificeres gennem leg med musik.

2: Vi ved fra udviklingspsykologien, at de sociale og følelsesmæssige oplevelser og erfaringer er betingende for barnets motivationsstruktur. Evnen og modet til at gå løs på livet grundlægges i den tidlige barndom, og dette er et vigtigt fokuspunkt i det musiske arbejde – at opprioritere det kropslige udtryk (røre sig/røre hinanden) skaber muligheden for, at vi også bliver følelsesmæssigt rørt. ”Jeg” bliver set, hvilket medfører, at ”jeg” bliver samhørig med ”jer andre”.

3: Sang, musik og rytmik skal relateres til børnenes konkrete omverden, som så kan erfares og bearbejdes via barnets egen fysiske og psykiske aktivitet frem for stillesiddende ”talen til hovedet”.

Dette er især vigtigt, da begrebsindlæring forudsætter struktur på omverdenen (tid, rum, foran, bagpå, op, ned, jeg, de andre osv).

Forudsætningen for al basal læring er motorisk aktivitet i en tryg social ramme!

Musik som pædagogisk metode:

Netop ved at tage udgangspunkt i børnenes konkrete omverden skabes de ”her og nu” – situationer, der er forudsætningen for at erfare virkeligheden. Ved at gøre det, vi taler om – og tale om det, vi gør, undgås det for børnene abstrakte sprog, der i bedste fald kun fører til mekanisk indlæring – til ”papegøje-sprog”.

Lige så vigtigt er det at skabe mulighed for ”jeg / vi” – relationer. Samhørighed og selvfølelse (=identitetsdannelse) går hånd i hånd og skaber muligheden for den enkeltes eget personlige udtryk. Dette gøres gennem rammelege/sange med vægt på improvisationer i lyd og bevægelse, navnelege, fantasilege, temalege osv. Fokus er, hvordan ”jeg, du og vi” har det før, under og efter aktiviteten.

Musik som pædagogisk mål:

Det er pædagogikkens opgave at tilbyde udviklingsrammer /-muligheder for alle menneskets udtryksformer. Netop i det musisk-kreative værksted arbejdes der med hele mennesker – krop, følelser, intellekt og socialitet. Musikken laves ikke til børn eller for børn, men med børn. Der skabes en samværsform, hvor fokus er mødet med hinanden. Herved er den musiske aktivitet i sig selv blevet mål for pædagogikken. Den skaber et rum, hvor alle er lige, da der ikke findes regler for rigtig eller forkert kreativitet – en unik ramme for fælles og individuelle oplevelser på samme tid. Musikken, dansen og legen taler til mine følelser, til min krop og former samtidig min identitet og mit sprog.

Sangen i børneinstitutionen

Det er nok ikke helt skudt ved siden af, at der i danske børneinstitutioner bliver sunget den samme håndfuld sang. Lille Peter Edderkop, Bim Bam Busse, Mariehønen Evigglad og lignende. Cyklende elefanter på loftet, tangodansende katte, Coca Cola drikkende undulater udgør tekstuniverset, vi åbenbart synes, det er vigtigt at videreformidle til børnene. Men er det virkelig nok?

Hvorfor synger vi ikke sange om, hvordan vi har det sammen. Om det fælles liv vi lever i børnehaven. Sange, der kan give os og børnene en fælles historie – en identitet!

En dreng på 5 år kom i børnehave efter at have været til sin morfars begravelse. Han fortalte, at hans mor havde grædt i kirken. Da jeg spurgte, om også han havde grædt, strammede han kæberne hårdt sammen og rystede på hovedet – tydeligt berørt. Senere spurgte jeg i børnegruppen, hvordan det er at savne nogen. Hertil svarede samme dreng: det er når noget knuser her (mens han med knyttet næve slog mod brystet)

Måske kunne vi med sang og musik skabe en pædagogisk matrix, hvor vi kan italesætte de mange følelsesmodi, børnene tumler med gennem en lang dag i institutionen?

Sange om savnet af far og mor, om glæden ved at fået en ven, om nervøsiteten ved at skulle starte i skole, om det triste farvel når børnene stopper i børnehaven, om vreden når nogen driller, om hvordan det føles, når forældrene skilles osv. Kort sagt om det levede liv børn og voksne imellem.

Der er noget, der knuser i mit bryst

Jeg ved ikke, hvad det er

Og jeg kan ikke finde trøst

Bare det ville lade vær’

Sådan indledes ”Savnesang”, som jeg skrev – tydeligt inspireret af ovenstående fortælling af den 5årige dreng. På samme måde fik jeg i dialog med to 5årige piger skrevet en ”Skilsmisse-sang”, på opfordring fra den ene pige, hvis forældre netop var blevet skilt.

Min pointe er, at børnene bærer på vigtige og voldsomme livserfaringer, som vi efter min mening er forpligtede på at tage hånd om og at dele med hinanden. At håndtere livsvilkår som ikke kan ændres, men som kan erkendes og finde sin plads i os hver især – i samklang. Det bør være opgaven i det pædagogiske arbejde. Og her har sang og musik noget særligt at byde på.

Gennem mine år som leder i Skovbørnehaven Mariehønen har jeg skrevet en række af sange med dette fokus. De er indspillet på cd’en Se På Mig, som et forsøg på at give inspiration til selv at lave sange med børnene videre til andre pædagoger. Cd’en er altså ikke tænkt som passiv afspilning for børnene, men som igangsætter for de voksne.

Hvis du er interesseret kan cd’en Se På Mig med 13 sange om livet i en børnehave købes via min mailadresse:

ibijensen2@gmail.com