Det er en stor opgave at være pædagog

Og det er især en kæmpe opgave at bevare sine menneskelige prioriteringer i et system, sparet i bund men som ikke desto mindre skriger sine krav om absolut effektivitet på alle parametre, i ørene på sine ansatte!

Det kræver i al ydmyghed en stærk hjerne, evne til at vende på en tallerken med et knips, og at de menneskelig værdier aldrig ryger ud af fokus.

Det huskede min mor mig på, da jeg i går prøvede at gøre hende begribeligt, hvor alvorlige, billederne fra TV2 dokumentaren var.

Jeg opmalede scenen med medhjælperen, der gør stuen ren efter frokost – og som på smertelig vis ignorerer den lille pige, der med klemt finger er i behov for en voksenfavn.

Nu er jeg i børnehave, men da jeg var i vuggestue og mine to kolleger susede frem og tilbage med ansvaret for at få puttet de 12 børn, mens jeg havde bordtjansen, bestod den store balance i at kombinere praktisk indsats med evnene til stemningsskabelse.

Som pædagog, i et system, hvor de voksne næsten ikke er til at få øje på, er den altafgørende evne faktisk i alle situationer at skabe god stemning, børnene kan koble sig på.

Hvorfor?

Fordi ellers tuller de omkring, som den lille pige bag om ryggen på medhjælperen, og kommer til skade. Eller de leger sammen gemt bag en væg, og Egon kommer til at hoppe på Lise, der bider Bistre Olga, mens Ulrik kaster klodser på hele sceneriet.

Sådan er vuggestuebørn (OG børnehavbørn), de kan endnu ikke bemestre deres impulser.

For mig, blev løsningen på rengøringssituationen efter frokost, i en periode – mere eller mindre tilfældigt – at klappe i hænderne, hver gang en eller to kravlede op i de vaskede trip-trapstole, jeg satte i række midt på gulvet, så jeg kunne feje ris væk under bordene.

Mens jeg derefter hurtigt begyndte jeg at synge “Hjulene på Bussen”. Snart sad alle og skrålede med en chauffør i forreste Trip-Trap.

Var der kommet en pædagogisk konsulent ind, var denne måske nok blevet forskrækket, for børnene kravlede over ryglæn og tilbage igen, i et væk, for at prøve at sidde sammen med bedstevennen, eller øve sig i kravleriet.

Og ja, nogle gange faldt een ned, og ja, nogle situationer krævede, jeg stillede mig absolut tæt på en lille fyr, der absolut ville prøve det, den ældre kammerat magtede.

Men min pointe er, at stemningen var i top, og der udviklede sig en engagements-kultur, som varede i flere måneder, om det ritual. Hvor børnene, ud over de motoriske anstrengelser, gjorde centrale erfaringer med hvad det vil sige at være en gruppe mennesker sammen i et godt, varmt og meget begivenhedsrigt fællesskab.

Men min pointe er også, at det krævede alt, hvad jeg havde i mig, af opmæksomhed, af evne til at multitaske, handle lynhurtigt både fysisk men også stemningsskabende: at få smidt mere brænde på bålet eller holde lidt igen. Og samtidig kæmpe med klud og kost om rengøringsopgaven i et vanvittigt tidspres.

Vores ritual udviklede sig senere i mange andre retninger, og gik bl.a. over i, at madvognen blev en hel lille pølsevogn, hvor rigtig mange fik deres “second meal”, eller delte ud til nogle som sad bag væggen på madrassen, eller blandede alverdens af den ikke spiste mad sammen til interessante konsistenser og farver.

Vi havde ikke mange syge børn, men var en pædagogisk konsulent kommet ind, ville det måske have givet anmærkninger angående hygiejne. Det gjorde det i hvert fald blandt mange kolleger.

Men igen er min pointe, at en dygtig pædagog, under dagens nedbesparede forhold, GØR dødhårde prioriteringer mellem pest og kolera i et væk. For at undgå at ende i nedkølede institutionsmiljøer for børn – og bevare menneskelig varme. Og man må leve i genkommende kaos og rod og det, at der trækkes umenneskeligt store veksler på ens ressourcer.

Og skal JEG vælge, så vælger jeg til enhver tid det, der skaber positiv stemning, øger de venligtsindede og passionerede berøringsflader mellem børnene og skaber mod på fællesskabet.

Men det er IKKE rimeligt, jeg skal vælge!

Og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har skændtes med min chef om rodet, om de beskeder, jeg ikke har læst på institutionsnettet, eller fotos, som aldrig kommer op af børnene!

Vi må simpelthen ha sat ord på den helt urimeligt dilmmafyldte virkelighed, vi står i!

Og det er IKKE rimeligt, at man skal være så helt afsindigt toptunet som menneskelig stemnings- og værdiskaber, at man er zombie, når man kommer hjem fra sit arbejde.

Jeg elsker at udfolde mine evner, men mit arbejde æder hver dag alt, hvad jeg har af menneske i mig.

Og jeg oplever, for at vende tilbage til de frygtelige scener fra dokumentaren, at vi er for få, der brænder igennem.

For mange brænder ud.

For mange brænder ud i et system, som kræver absolut effektivitet på alle parametre (hygiejne, sikkerhed, fuld udvikling af børnenes menneskelige potentiale og struttende trivsel) hver dag, til alle tider, og som i SAMME BEVÆGELSE – tvinger den enkelte pædagog til at gøre “kloge” valg, relateret til, hvilken af porteføljens arbejdsopgaver, som ikke skal løses:

Hvem skal ikke have omsorg i dag? Hvilket bord kan alligevel ikke nå at blive afsprittet? Hvilke forælder må trods akut behov vente med min opmærksomhed og respons?

Derfor illustrerer mit ofte brugte billede nedenfor IKKE stærke, kloge pædagogers arbejde på at sikre “Danmarks Baby”.

Det illustrerer, hvordan stærke, kloge, trætte pædagoger, på urimelig vis, hver dag driver en vaklende velfærdsstat gennem et hæsligt morads!

God helligdag pædagoger!

Kategorier:., Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s