Journalisten Chili Djuurhus var ude i anledning af loven om tvangsindskrivning af vuggestuebørn, og researcher nu til den sejeste artikel om sociale normeringer.

Chilis arbejde sætter noget igang, som alt for længe har rumlet som en fjern torden i mig!

Sociale normeringer er en pose penge, som de institutioner modtager, der har høj andel af “familier, fra socialt belastede boligområder”. Summen bruger institutionerne oftest til at højne normeringerne, men de kan i princippet bruges til alt, der gør institutionerne bedre i stand til at løfte opgaven.

Alle ved, at uanset hvor i landet man arbejder, og uanset hvor hårdt man slider, så er det umuligt at komme rundt om alle børnene med de gældende normeringer. Derfor er det på den ene side godt at arbejde i institutioner med sociale normeringer, mens det, med hensyn til prestige, ikke ligger særlig højt. Bare spørg en pædagog.

Een ting er, hvad der giver pædagoger prestige eller mangel på samme. Det helt store spørgsmål er, hvordan det er at være familie i en institution med sociale normeringer.

For omkring fem år siden startede jeg i en såkaldt “Turn Around-Institution”, der, i sagens natur, også modtog sociale normeringer. Jeg var lige startet og deltog den aften i et stort anlagt møde arrangeret af forvaltningen for byens Turn Around Institutioner.

På mødes sloges jeg med forskeren Kirsten Elisa Petersen. Med udgangspunkt i hendes forskningsarbejde i daginstitutioner, ville hun klæde os på til arbejdet med familier og børn i udsatte boligområder. Petersen mente at kunne vise empirisk, at landets institutioner kunne opdeles i det, hun selv døbte A- og B-Institutioner (og måske opererede hun også med en memllemtype, C- Institutionen). Ifølge Petersen var B-Institutionerne kendetegnet ved at pædagoger her måtte koncentrere sig om omsorg for helt basale ting i børnenes liv, såsom varmt tøj, hygiejne og ernæring. Ligeledes bestod den pædagogiske opdragelsesopgave i adfærdsopdragende samvær med børnene – hvor det i A-Institutionerne var muligt at udføre mere udviklingsorienterede opdragelsesopgaver.

Jeg buldrede og bragede. Prøvede at argumentere, at mine erfaringer fra nordsjællands gyldne A-Institutioner indbefattede møde med mindst lige så mange dybt usikre, upædagogiske og disharmoniske mødre og fædre, som det antal, jeg mødte i Petersens såkaldte B-Institutioner.

Men jeg gik fra aftenen som taber, forskeren sendte mig skumle blikke, ingen ville rigtig tale med mig, og kun en enkelt klyngeleder lod til at kunne følge min modstand mod den stempling, jeg følte, forskeren tvang os ud i.

Også når det kommer til pædagogerne selv, kan jeg blive bekymret. For nogle år siden lød det i en overskrift fra en af de landsdækkende aviser: ”De kan jo ingen gang lege med lego!”Det var pædagoger fra Tingbjerg børnehaver, der gav signalement af “deres børn”.

For mig er det utrolig trist, hvis man som professionel kun kan få øje på normalitet, og menneskeligt potentiale, indenfor den skala af normalitet og potentiale, som en 4-årig hvid middelklassedreng og hans leg, optegner for pædagogen!

Nogle måneder efter ovenomtalte møde for byens Turn Around Institutioner, fik vores Turn Around Institution brev fra forvaltningen. For her undrede man sig nemlig over at der ikke indløb flere underretninger fra os. Vi lå jo i en type boligområde, som normalt udviste langt højere underretningsrater.

Vi var noget rystede, men alligevel, på magisk og trist vis, begyndte børnene fra en af institutionens stuer – først en, så to, så tre, så mange – at tale om, at deres far slog dem. Alt sammen blev til forvaltningssager, men som jeg forstod det, så var der ikke en eneste sag, der var noget i.

Det bekymrende smalle normalitetsideal, og pædagogers ukritiske laden sig flyde med, næres i den grad af de kommunale forvaltninger, der eksempelvis de seneste år har været evigt optagede at sende strømme af såkaldte eksperter og sprogkurser, ud over pædagogerne. Bl.a. må Helle Iben Bylander, MA i sprogtilegnelse, og Trine Kjær Krogh, indehaver af firmaet Sprogin, snart have været på besøg i samtlige af landets kommuner med deres “sprog-brush-up-forløb”.

Og ude i daginstitutionerne implementerer vi nu pligtskyldigt ikke bare screening af børns (dansk)sproglige udvikling med Bylander/Kjær Krogh-skemaer, vi screener også børns hjemlige sprogmiljø med et Bylander/Kjær-Krogh-skema.

Når jeg kigger på skemaet, så krummer jeg simpelthen tæer over den totale kultur- og socialsegment-blindhed, som skemaet tvinger ned over pædagoger! Læs et par kolonner af Bylander/Kjær Krogh-skemaet, og det bliver klart, at der er een måde at udvikle børns sprog på, og det er den hvide middelklasses “snak med dit barn som om det var din bedste ven”-agtigt. Alle andre pædagogiske strategier i nærheden af at give børn ordrer, eller snakke i lukkede spørgsmål, rykker det hjemlige sprogmiljø lige over i en kolonne, man absolut ikke ønsker at høre hjemme i som forælder.

Hvis nogen er nysgerrige, og ønsker at gå i dybden med tankegange og skemaer, så er alt sammen at finde i bogen “Sprogets Milepæle” af Bylander og Kjær Krogh (2014).

Og nu står vi altså så ved sidste politiske tiltag, en lov om, at bekymringsbørn, fra udsatte boligområder, tvangsindskrives i vuggestuen. Til min skræk ser jeg, at Professionshøjskolen København har et kursus til september, der skal klæde pædagogerne på til dette møde med det tvangsindskrevne klientel.

Jeg ved ikke hvad der chokerer mig mest: at man finder sådanne love legitime, og vi dermed er vidne til velfærdsstatens stille skred mod totalitaristiske metoder – at pædagogernes egen uddannelse, fuldstændig uden at blinke, spiller håndlanger for den slags metoder – eller at pædagoger og deres fagforeninger stadig ikke har taget de kulturblinde briller af, og dermed ender ligesom Paulus, der så gerne ville det gode, med alligevel kun formåede det modsatte.

Godt vi har Chili. Vi trænger til en allerhelvedes grundig debat!