#Hvor er der et barn

Ved et tilfælde er jeg blevet opmærksom på, at pædagoguddannelsen skal evalueres.

Det bliver spændende! Nu skal uddannelsesstederne med det mærkelige navn University College rigtig i gang med at interviewe pædagoger, ledere, forældre og hvem ved måske ligefrem børn om, hvordan vores dagtilbud fungerer.

Trives børnene? Har de et godt og trygt liv i de 8-10 timer, de er væk fra deres familie? Hvordan står det til med deres selvværd? Er selvfølelsen og samhørighedsfølelsen i top? Er børnene blevet bedre til at løse de uundgåelige konflikter, der opstår, når man er i gang med at blive ”sig” i samspil med de andre børn?

Og forældrene? Får de tilstrækkelig information om deres barns udvikling? Det må de da gøre, nu hvor pædagogerne skal ”dokumentere” denne til kommunen?

Har vi klædt de studerende ordentligt på til denne kæmpe opgave?

Giver evalueringen os svar på alle disse spørgsmål? Det bliver desværre nok et rungende NEJ!

Det er nemlig slet ikke meningen, at evalueringen af pædagogers uddannelse skal handle om deres kommende praksis og samvær med børn og forældre. Men hvad er det så, der skal evalueres, når hverken pædagoger, forældre eller børn er interessante? Svaret blæser i vinden.

Det virker som om, evalueringen ikke rager andre, end underviserne og dem, der evaluerer underviserne. Jeg er ikke bekendt med, hvem disse er, men et kvalificeret gæt er, at akademikerne skal evalueres af andre akademikere, som så skriver en rapport til de akademikere, der er ansat i Undervisningsministeriet, og som derefter afleverer en rapport til ministeren (som også er akademiker), hvor der står, at alt stort set går godt.

Det er som om, at de nærmest hemmelige akademiske fora frygter den irriterende virkelighed. Præcis som hele pædagoguddannelsen i forvejen forhindrer enhver kontakt med samme virkelighed (jeg ser her bort fra de ufrugtbare praktikforløb, hvor de studerende indgår som en del af den utroligt ringe normering – og altså ikke studerer, men arbejder). Erfarne uddannede pædagoger er ikke længere velkomne som gæstelærere. I fagbøger f.eks. om børns leg, leder man forgæves efter faglig viden og erfaring fra pædagoger. Pædagogers vurdering af de studerendes faglighed er ligegyldig.

Virkeligheden på pædagoguddannelsen og samspillet med virkeligheden i den pædagogiske praksis kunne ellers godt trænge til et grundigt eftersyn.

Er det virkelig kvalitet, at uddannelsen er skåret med gennemsnitlig 66% undervisningstimer? Er det klogt, at de, der skal sørge for vore børns udvikling, ikke bliver undervist i faget psykologi? Er det smart, at vi ikke har et kontinuerligt samarbejde mellem pædagoger, studerende og undervisere?

Er det kvalitet, at den studerende efter et halvt års lønnet praktik bliver evalueret i 20 minutter over Skype? Er det befordrende for den pædagogiske praksis, at de studerende hverken lærer at spille musik, lave teater, rytmik, tegne, male – men kun lærer at stave til ”æstetiske læreprocesser”?

Er det klogt, at studerende skal lære at ”dokumentere” et barns udvikling, men ikke lærer om familiesamarbejde?

Listen er nok længere. Det store spørgsmål er, hvordan vi gør den kortere?

#Hvor Er Der Et Barn