En far sagde noget til mig, jeg blev glad for i fredags. Han kom sent den morgen, ventede på barnet, der skulle installere sig og betragtede min hektiske løben rundt mens en kollega og gruppe børn ventede på mig ude ved lågen.
Han sagde:”Hold da op, jeg har respekt for jer. Jeg kan dårligt få ét barn ud af lejligheden om morgenen, og I har en hel håndfuld!”

I det øjeblik forstod jeg noget og svarede :”Tak, og forstår du, det handler jo ikke om kapaciteten for at få børnene klar, det er egentlig “piece of cake”. Det handler om at de smiler, næste gang de skal afsted!”

Og det er sandt, i en absurd nedbesparet virkelighed, med tusind myldrende børn omkring os, skal vi to voksne igang med noget, der egentlig lyder simpelt, men som faktisk er en stor øvelse, der alt for ofte ender i modvillige, kede af det og angste børn:
Vi skal have motiveret en gruppe børn for tur, de befinder sig forskellige steder i huset. Når vi har fundet nogle, er de måske allerede forsvundet igen mens vi leder de resterende frem.
Børnen skal i flyverdragt, fingervanter skal på små svedige fingre, der skal forhandles huer i lommer og varme støvler skal lynes op om fødderne.

Nogle af de initiativrige står allerede i koldt regntøj og vi må tage turen om igen og overbevise om behovet for flyverdragt.

Da der er er fremgang i tøjpåklædning går min kollega ud for at samle institutionens lune tæpper, hælde varm saftevand på termokanden, sortere de rigtige madkasser ud af køleskabet ned i rygsække, huske voksenmadpakker.
Dernæst får vi fundet en kollega der kan skære låsen til ladcyklen over med en skærebrænder fordi nøglen igen igen er forsvundet, og endelig til sidst kan min kollega guide de fleste ud mod lågen, jeg pakker det sidste.

Alt klaret i god stemning.

Det er en utrolig nedbespart og fattig virkelighed vi befinder os i, børn aner efterhånden dårligt, hvad “tur” er.
Det kræver det yderste af neglene og et ambitiøst børnesyn ikke bare at begynde at skide på den gode stemning, og bilde sig ind, at børn har godt af at lære at vente på tur, at man ikke behøver tale med dem, mens de tager tøj på, at de bare kan guide sig selv i tøjet i en garderobe, hvor tusind andre børn har tusind andre ting igang omkring dem (- og nej, man kan ikke bare lukke samtlige resten af institutionens børn inde på deres beklumrede stuer med mindre man vil bedrive soldaterpædagogik. Børnehavebørns bevægelsesfrihed har vi trods alt ikke inddrevet endnu.)

Og med hensyn til indledningen, så tror jeg faktisk, at professionen skal passe på.
Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at definere vores pædagogik, børnesyn og ambitionsniveau ud fra de fattige vilkår, vi arbejder under.
Vi skal passe på at vi ikke legitimerer de krav vi stiller til børnene ud fra at vi har så fortvivlende få ressourcer at gøre godt med.

Derfor skriver jeg denne historie.
Det er et forsøg på at deligitimere de krav der stilles til mig om at repræsentere en offentlig stand, at iklæde mig et offentlighedens hylster og makke ret.
Alt er ikke godt, og det at jeg og mine kolleger skal slå så voldsomme knuder på os selv, for at bevare en god stemning, det er urimeligt.
En dag har jeg heller ikke kræfterne til det mere.

Inden det sker, håber jeg der er kommet lys på det offentlige omsorgssvigt.

*”Mot en mindre professionalitet. ‘Rase’, tidlig barndom og Deleuzeoguattariske blivelser”. Doktorafhandling Af Camilla Eline Andersen (2015)