I 1984 blev det af en borgerlig regering med Poul Schlüter som statsminister besluttet at afvikle landets fritidshjem og i stedet etablere skolefritidsordninger. Disse skulle være en integreret del af folkeskolens virksomhed og med skolelederen som øverste leder – både økonomisk og administrativt.
Under sloganet ”Plads til alle” førte Socialdemokratiet an i denne udvikling. Det blev kraftigt benægtet, at der nu var tale om en heldagsskole, men blot en løsning på, at alle børn i alderen 6-14 år kunne blive ”passet” i en kommunal ordning. De facto betød det en ordning, som der var råd til. At man ikke bare opførte flere fritidshjem, skyldtes især, at det var (og er) svært at argumentere for, hvorfor kommunerne skulle lønne pædagogerne på fritidshjemmene, mens børnene var i skole.

Her 35 år efter er der ikke mange, der kan huske, hvordan skolebørnenes dagligdag var med adskilt skole- og fritidsliv. Og det er en skam! For på mange områder betød oprettelsen af SFO’er, at om ikke børnene så i hvert fald deres livsudfoldelsesmuligheder blev skyllet ud med badevandet.

At besparelser på det offentlige forbrug med Schlüterregeringen kom i højsædet blev indlysende og er fortsat helt frem til i dag – med kolossale forarmelser til følge. I daginstitutioner, på plejehjem, i hospitalsvæsenet, på biblioteker, på uddannelse osv.

En sand salaminedskæringsbølge har da også ramt SFO’erne. Først blev aldersgruppen indsnævret fra 6-14 år til 6-10 år – og senest fra 6-9 år. Derudover blev antallet af pædagoger kraftigt beskåret. I slut 80erne var der eksempelvis 5 voksne til 40 børn på det fritidshjem, hvor jeg arbejdede. Altså 8 børn pr voksen! I dag er tallet nærmere 15-20 børn pr voksen! Samtidig er SFO’en vokset, så alle skolens børn fra 0.klasse til og med 3.klasse er samlet i én SFO. På en skole med 2 spor er det over 200 børn i samme institution. Altså fem gange så mange børn samme sted som på det lille fritidshjem. Ingen børn kan relatere relevant og udviklende til så mange andre børn, og selv ikke den dygtigste pædagog kan sikre udvikling af børns selvfølelse og samhørighedsfølelse under disse forhold. Selv børn fra 3.klasse, der har gået i SFO’en i fire år, ved ikke altid præcist, hvor mange ansatte der er, eller hvad alle de ansatte hedder!

Ikke bare størrelsen, men også den snævre aldersopdeling, er et problem. Hvorfor vi bliver ved med at lave aldersghettoer, er mig en gåde. Børn fra 6-9 år kan i den grad profitere af at være sammen med større børn. Blandt andet fordi større børn har erobret evnen til at stille krav om indflydelse på hele børnegruppens vegne – krav om demokrati! Er det ikke det, vi ønsker, de skal lære?

De fysiske rammer er mange steder også under al kritik. I modsætning til fritidshjemmene har børnene ikke længere deres egne lokaler, men er henvist til gangarealer, klasserum og i bedste fald et samlingsrum (til 200 børn). Støjniveauet er tindrende højt, toiletterne er uhumske – og frem for alt er det ikke længere muligt for børn og pædagoger at lave om på rammerne (f.eks. at opbygge teaterkulisser til længerevarende teaterprojekter o.l.). Den oplagte mulighed at kunne bruge skolens faglokaler (sløjd, musik m.m.) kommer sjældent i spil. Det forekommer tværtimod, at børnene kun må være i SFO’ens lokaler (hvor ringe disse end måtte være), når de har ”fri” – og ikke på resten af skolen. Igen må jeg minde om, at vi på fritidshjemmet havde keramikrum, værksted (træ og metal), musikrum, syrum, krea-rum, legorum, forbudt for voksne rum, gøglerværksted og selvfølgelig udendørs legeplads med svævebane, kaniner og høns, crossbane bygget af børn og voksne, rulleskøjterampe og meget mere.

Men SFO tanken rummede også et ændret syn på barndommen, hvor fokus nu kom på indlæring og optimering af børns ydeevne. Et syn som selv Socialdemokratiet hylder den dag i dag – senest har man mange steder indført ”forårs-SFO”, hvilket betyder, at man smider børnene tidligere ud af børnehaven og samler dem fra 1.maj (nogle kommuner fra 1. april) til august på SFO’erne – selvfølgelig fordi det er billigere, ikke fordi det er bedre for børnene. Er du barn, der er født i november, er du altså 5år og 4måneder gammel, når du skal starte i skolesystemet! Denne forcering af børnenes liv og udvikling er udtryk for et kolossalt strukturelt pres på børnene om at du til noget, om at kunne følge med. Samtidig lukker alle øjnene for de mange børn (især drenge), der må gå 0.klasse om – med tab af venskaber og med ar på sjælen om ikke at være god nok.

SFO’en er i dag skruet ind i skolens maksimeringsoptik, hvor længere og længere skoledage levner børnene mindre og mindre fri tid. Med en skoledag til kl. 14/15 og en lukketid for SFO’en kl. 17 er der 2-3 timer tilbage af det kommunale fritidsliv. Altså tæt på den heldagsskole SFO’en ikke skulle være. Ud over det groteske forhold at børnene er tvunget til at tilbringe deres fritid på deres arbejdsplads, kan det undre, at det skolificerede SFO ”tilbud” stadig er noget, forældrene skal betale for. Siden hvornår er Folkeskolen blevet en betalingsskole? Er 10-15 timers ugentlig pasning (ikke kvalificeret pædagogik) mellem 1000 – 2000kr værd?

Hvor er SFO’ens børnebands, gøglergrupper, overnatninger, kolonier, sange, livshistorier? Hvornår bliver Fastelavn erstattet af et månedsprojekt, hvor hele skolen bliver forvandlet og klædt ud? Hvornår samles hele skolen til en fællesleg? Hvornår bliver Liv og Lyst sat på skemaet? Hvornår får vi en FritidsSkoleOrdning?